Læsetid: 13 min.

Tissetur i utide

20. juni 1998

Midt i fodbolden kommer årets Wimbledon, der starter mandag. En række nye regler har åbnet for tisseture, massage og snak med træneren. Men reglerne er i sig selv åbne, et sæt retningslinier. Hvor langt vil Wimbledon spille med?

Aldrig. Om det så ellers holder. Jeg har prøvet at tænke tilbage, om jeg nogensinde, i det hele taget nogensinde, skulle have følt trang til, under spillet, under selve spillet i Wimbledon, at lade vandet. Eller haft den tanke: nu kunne det være rart at få ladet vandet. Eller haft den fornemmelse: nu er det lige før man skulle se at få tisset.
Det indebærer selvfølgelig ikke, at andre spillere har haft det på samme måde. Måske har de bestemt følt det behov. Men heller ikke mindes jeg nogensinde at have set, observeret, eller mere direkte hørt om noget i den retning. Enten vi nu spillede double eller mixed. Jeg forestiller mig, netop fordi det ville have været så overraskende, at jeg ville kunne huske, hvis nogen havde sagt, en dame- eller herremakker, henimod slutningen af en kamp: "Lad os prøve at få det her færdigt i en fart, for jeg skal altså virkelig tisse."
Eftersom det er længe siden, 30-40 år, kan det jo tænkes, at jeg tager fejl. F.eks. at jeg er blevet så gammel, at jeg romantisk mindes den tid, hvor mænd og kvinder var mænd og kvinder: der kunne holde på vandet.
Men jeg tror det ikke. Det hørte på en måde med til selve spillet, spillets pragmatik, i minuttet før en kamp, i omklædningsrummet, lige at få tisset, før man skulle ud. Det var indbygget, fra barnsben så at sige, at der kunne gå timer, og i Wimbledon ekstra mange, måske fire, fem, før man kunne komme tilbage til omklædningsrummet.
Nu er der udbrudt en epidemi, ifølge John McEnroe. Eller som han sagde det mere ordret i sin kommentar fra de franske mesterskaber på fjernsynet for et par uger siden, "en aktivitet der har antaget epidemiske proportioner."
Hvad han talte om var turen til omklædningsrummet, den nutildags lovlige pause, der giver spillerne ret til at træde af på naturens vegne. Og strategiens.
Hvordan vil Wimbledon, dette års Wimbledon, forholde sig over for denne og andre nyindførte rettigheder? Det vil måske først vise sig i praksis. Fordi det stadig er op til de enkelte turneringer, og ikke mindst de store mesterskaber, hvordan det på papiret mulige regelsæt, vedtaget fra spillernes side som normer eller retningslinier på langs af sæsonen, specifikt vil blive udlagt eller håndhævet fra uge til uge, turnering til turnering. Og All England klubben, beliggende i Wimbledon, er vant til selv at bestemme farten.
I gamle dage, i Wimbledon, på selve banen, hvis nogen rørte ved os, var vi ude. Færdige, tak for spillet.
I Paris for nogle uger siden kunne man sende bud efter massøren. Og få lidt tilsyn, tiltrængt pause, berøring, behandling. På højre lår. Hvis det var på højre lår, man havde problemer. Eller sagde man havde problemer.
Endnu en behandling, senere hen under spillet, ville kræve et nyt problem, et andet område. F.eks. det andet lår, det venstre.
Mens massøren arbejder, de tilladte minutter, kan tilskuerne strække lidt på benene, eller de kan gå og tisse, købe en hot-dog eller en t-shirt. Time-out som det hedder. Hvem skulle klage?
På fjernsynet stiller de om til annoncer. Hvad skulle de ellers gøre? De har et par budskaber i beredskab. Hvis det uventede skulle indtræffe.

Som sagt, fik vi krampe, gled på græsset, vred om på en fod, hvis nogen rørte ved os, en massør, en professionel, var vi ude, slettet.
Var det levn fra en fortids glorværdighed: hvor kriger og tjener færdedes hver især, under hver sin regel? Hvor kun frimænd havde direkte adgang til banen, hvor amatøren og hans ligemænd bød, hvad der skulle bydes?
Hvor kronos og kairos var forskellige måder at anskue tingene på, tiden og den rette stund. Og hvor time-out bl.a. var den cykliske tradition og stående aftale, der bød, at al væbnet krig holdt inde, medens legene, f.eks. de olympiske, forberedtes og stod på.
Hvorhen gik grækeren, den kransede helt, når blæren kaldte? Og mindre fysisk: kendte de agonale atleter også den mere strategiske version, turen til det lille hus? Eller var det under, hvad de forstod ved dyd, ved hæderfuld dåd, ved dike eller arete?
Hvor ofte, nu om stunder, har man lov at gå i gården? Én gang i løbet af tre sæt, to gange hvis man spiller bedst af fem. I løbet af spillet, under sidebytte.
Men hvornår begynder spillet? For et par måneder siden sad vi her i Seattle og fulgte en finale på den kvindelige tur, en grusturnering på Amelia Island, hvor Mary Pierce var den ene af finalisterne. Som måske bekendt er Mary Pierce en af dem, der lægges mest mærke til i forbindelse med, hvad hun vælger at iklæde sig - eller hvad Nike, hendes kontraktlige leverandør, foreslår at hun vælger at tage på.
Finalen er klar, Mary Pierce og Conchita Martinez er ved at varme op, og fjernsynet, der lige er begyndt, fortæller om spillernes meritter i de sidste par år og de sidste par måneder, og om hvad Mary Pierce har på, og hvad hun havde på i sidste ombæring.
Straks før det er tid at begynde, forlader Mary Pierce banen, og der stilles på fjernsynet om til annoncer, deriblandt Nike.
Efter nogle minutters annoncer kommer speakeren tilbage og fortæller, mens vi ser begge spillere på banen, at Mary Pierce nu er tilbage, og at vi er ved at være klar til at begynde. Har Mary Pierce taget hvad de herovre kalder et "bathroom break"? Det omtales ikke.
Har Mary Pierce allerede taget sin badeværelsestur, den ene hun har ret til i en tresætskamp? Eller har hun, eftersom kampen jo i én forstand endnu ikke er begyndt, stadig et besøg tilgode? Det afgør turneringen. Kan Mary Pierce skifte tøj, hvis hun ellers kan nå det, vise et andet Nike design? Det afgør turneringen. Hvis de ellers kan finde ud af det, eller har lyst til at finde ud af det. Nike er jo en god kunde, allevegne.

Ved denne lejlighed viste Nike's annonce ikke Mary Pierce, men de kunne have valgt at vise hende i annoncen, mens hun selv var "ude i badeværelset". På samme måde som vi bestandig, når Agassi og Sampras spiller, under sidebytte ser Agassi og Sampras i Nike's annoncer. På samme måde som vi ser Tiger Woods i annoncerne, når der spilles golf. Og som vi ser Michael Jordan og Scottie Pippen i annoncerne under finalerne i basketball.
Med andre ord, mens spilleren holder pause, tager pause, vælger en time-out, holder f.eks. Nike hus. På skærmen.
Fjernsyn og Nike og spilleren og agenten og sagføreren og annoncebureauet holder spillet gående. Eller indleder et andet spil, annoncespillet, som således bliver "time".
Når spilleren vender tilbage, efter endt annoncetid, har i hvert fald fjernsynet, og formentlig alle de øvrige instanser, inklusive spilleren, lukreret. Hvem skulle klage?
Er det mærkeligt om denne lovgivning og dens rettigheder vinder udbredelse, både på papiret og på selve banen?
Når McEnroe, der ikke plejer at holde sig tilbage, på fjernsynet taler om badeværelse afbræk, der antager "epidemiske proportioner" og, udover en ironisk tone, nærer sig for at gå lidt mere i kødet på denne problematik, kan det tænkes at selve NBC, der sender både fra Paris og Wimbledon, har givet pålæg om, at man skal være forsigtig med at sætte spørgsmåltegn ved folks tisseture, betrængte muskler og forskellige krampetræk: fordi jurister lytter med.
Hvem skulle klage? Dem der lever af at klage, af søgsmål: spillernes advokater, sagførere.
Hvad McEnroe henviser til, mere konkret, er den pludselige trang en spiller får til at komme på potten, når den anden, henimod slutningen af afgørende sæt, har vundet et break, eller når et forspring er ved at blive indhentet. Det synes efterhånden at være en slags standard procedure, og accelererende i de sidste måneder, f.eks. ved fem-fire til den anden, at sige: her stopper vi lige et par minutter. Enten man så vælger at få massøren ind på banen, eller hellere selv vil en tur udenfor.

I Lipton turneringen i slutningen af marts førte Serena Williams fem-tre i tredie sæt og havde to matchbolde i kvartfinalen med Martina Hingis. Hingis indhentede til 4-5. Og tilkaldte massøren. Efter pausen tabte Williams sit serveparti og matchen 7-6. Ifølge et aprilnummer af Tennis Week sagde Hingis efter kampen, med et smil: Vi spiller allesammen vores små spil, "we all play our little games."
Under mesterskaberne i Paris var det en aften ved at blive for mørkt for den unge russiske Anna Kournikova. I sin kamp med Jana Novotna på opvisningsbanen var hun nu nede 1-4 i tredie sæt. Ved sidebyttet havde hun en længere snak med turneringslederen. Som bl.a. fortalte hende, at kampen ifølge reglerne ikke kunne stoppes på grund af mørke ved en ulige stilling, og derfor først efter næste parti. Vi så hende derefter på vej mod banens udgang, tilsyneladende mod "badeværelset", en tur hun havde tilgode. Men turneringslederen stoppede hende og sagde at hun i så fald skulle have begivet sig i vej med det samme, inden snakken om det svigtende lys. Hun begyndte at græde, vi så hendes våde kinder, tilsyneladende modløs gik hun tilbage mod baglinien. Tilsyneladende iltert svingede hun ud efter bolden et par gange: og vandt overraskende partiet.
Efter at have vundet partiet forblev Kournikova stående på baglinien. Hvorefter Novotna, der således havde set sit forspring formindsket, gik op til dommerstolen og gestikulerede, at nu var det blevet for mørkt. Turneringslederen stoppede spillet.
Der fortsattes dagen efter, hvor Novotna vandt.

Kan det tænkes, at det er kommet lidt bag på dem, der har fremlagt disse regelsæt og retningslinier, at de nu bruges af spillerne som en ingrediens i serien af taktiske overvejelser og manøvrer, når situation er ved at tilspidse sig i slutningen af afgørende sæt? Det kan man næsten ikke forestille sig.
De to spillerforbund, damernes kaldet WTA, og herrenes kaldet ATP, arbejder ihærdigt for at holde på kunderne, i en stadig stigende konkurrence på fjernsynsmarkedet, i hvert fald det amerikanske. Ishockey vinder ind, der er stadig baseball, der er amerikansk fodbold så meget som nogensinde; nu tales der om en ny liga med Turner i spidsen, fordi NBC sidder på flæsket, der er soccer.
Der er timevis af golf, veteranturneringer med masser af kameraer, så der kan skiftes fra hul til hul uafbrudt, ingen dødtid; der er stærkt øget fjernsendt trafik på racerbanerne specielt lørdag og søndag, med masser af sammenstød og eksplosioner og brandmænd i udrykning; og i den sidste måned og mere har vi haft fulde huse til finalerne i basketball, Reggie Miller, Karl Malone, Michael Jordan, Scottie Pippen, Chicago Bulls.
Det er i denne sammenhæng ikke let at være Sampras, Wimbledon-mester. Vi ser ham serve, en stor serv. Hvorefter der, efter disse dagens målestokke, går en evighed. Hvorefter Sampras server igen. Stor serv, hvem kan returnere den? Måske ingen.
Men hvem gider at holde kanalen kørende, derhjemme? Måske ingen. Problemet er således ikke så meget dem, der møder op i Paris, i New York og i Wimbledon. Hvor der mødes op, så det næsten ikke er til at komme ind.
Problemet er fjernsynet, dem derhjemme, og måske også selve spillets natur. Som i golf kan der ikke skiftes til næste hul, i det højeste kan Sampras' serv vises i replay fra to-tre vinkler, mens der ventes på det næste. Kun sjældent, som på racerbanen, kommer brandmænd og sprøjter (og kun sjældent, vil det kunne indvendes, går der ild i Sampras).
Det forlyder, at ATP's Mark Miles er inspireret af motorfolkenes måde at score point på: samle dem sammen hen langs sæsonen, og få et vældigt slutræs. I stedet for de i mange år anvendte ATP ranglister, hvor resultaterne sidder et fuldt år i maskinen, og hvor Sampras derfor er lunt kørende stadigvæk med sin sejr i Wimbledon sidste år. Hvorimod han, hvis det var dette års resultater, 1998, der gjaldt, ville være placeret et meget, meget anderledes sted.
Mark Miles og ATP arbejder med og fremlægger fra uge til uge disse nye beregninger af points. Men kan de animere stemningen, mere generelt, og få turneringerne og pressen til at bruge dem?
Og mere specifikt Wimbledon, med deres græsbaner, monstro de ville de gå med på den? Med resultater opnået primært på cement og grus?

En anden ide, som Mark Miles har arbejdet med og haft igang i et antal turneringer hen langs sæsonen (og som WTA taler om at lancere til efteråret), er brugen af træner på banen. Ifølge de nye lovforslag eller forsøg: foreløbig to minutter efter hvert endt sæt. Med andre ord otte mulige minutter i en større kamp for mændenes vedkommende.
Time-out i yderligere otte minutter (fire gange to minutter i en fem-sæts kamp). Hvilket igen beløber sig til otte minutters ekstra annoncetid. Lad os sætte: med Agassi, Wimbledon-mester, og hans træner, Brad Gilbert. De snakker sammen i annoncen, annoncen er for Nike, og Gilbert siger 'hør nu her, nu skal jeg give dig et godt råd, du ved de her nye sko, jeg har prøvet'...osv.
Eller fjernsynet beslutter sig til at blive på banen, for at høre hvilke råd Gilbert giver til Agassi, de sidder sammen og snakker, live, i deres Nike tøj.
Hvem skulle kunne have noget imod de par løsninger?
Sampras er, ifølge det amerikanske månedsblad Tennis, "lidt mere imod end for". Agassi siger, sammesteds, at "man bør sætte mikrofon på, så man kan høre, hvad der bliver sagt, og bagefter vil træneren give sin egen pressekonference, så han kan stå til regnskab for de råd han har givet."
Dersom det tilspidsende pointsystem for racerkørerne hen langs sæsonen tegner sig som en attraktiv model i Mark Miles' øjne, kunne man tænke sig, at de sidste par minutter af et basketballopgør ligeledes er en situation, som han kunne blive inspireret af.
Vi har de sidste måneder været vidne til en række finalekampe, hvor udfaldet, den ene eller den anden vej, ikke var til at se helt ind til de allersidste sekunder, og hvor de indbyggede time-outs, de obligatoriske såvel som de mulige, både er en del af spillet - en del af spændingen - og er en del af annonceindtægten.
Måske det tydeligste eksempel kom i den fjerde kamp (af syv mulige) mellem Indiana og Chicago, der kæmpede hårdt for at nå igennem til selve finalen, hvor Utah ventede.
Ti sekunder tilbage af kampen, Indiana bagud med to. Skærmydsler dybt i højre side af Indiana's banehalvdel. Tre-fire spillere trimler ind i tilskuerpladserne. Pippen, fra Chicago, får tilkendt to frikast. Time-out, og annoncer. Tilbage til banen, Pippen misser begge sine kast. Time-out, annoncer. Syv tiendedele af et sekund tilbage, Indiana har bolden, Chicago dækker op, men det lykkes Reggie Miller at bane sig fri først fra den modsatte langside og derefter forbi Michael Jordan, der prøver at blokere hans vej mod bolden. Der kastes netop som Miller kommer løbende i sin bue: han griber, drejer og skyder i én bevægelse. Den går ind, Miller har scoret tre points, uden for cirklen. Miller hopper og danser. Salen i Indianapolis går amok. To tiendedele af et sekund tilbage. Time-out Chicago. Annoncer. Vi er tilbage i salen, speakeren siger, at uret er blevet justeret, og der er fire tiendedele tilbage. Nok til at Michael Jordan kan nå at få bolden. Og skyde. Bolden cirkulerer et par gange mellem net og kant, springer ud igen. No basket. Indiana's kamp.

Så småt, eller måske klart nok som årene går, skimtes disse opdelinger af spilletiden, tilsyneladende mellem time og time-outs, som et netværk af opgør og kampe, på tværs af kanalerne, på tværs af de mange idrætsgrene, på tværs af de forskellige forbund, på tværs af turneringerne, og igen mellem spillerforbund og turnering indbyrdes.
I dette netværk af opgør og kampe, af opdoblinger, replay, gentagelser og annoncers gentagelser, i denne udvidede spilletid, har disse ord, denne terminologi, time og time-out, ikke megen mening. Økonomiske, politiske og kønspolitiske betragtninger griber ind i hinanden, tilsyneladende non-stop: hvis ATP vil noget, vil WTA måske noget andet, hvis ATP vil noget, vil Wimbledon måske gerne bede sig fri.
I årevis har WTA, kvindernes forbund, appelleret til Wimbledon om at få lige økonomiske vilkår, prispenge. Men Wimbledon insisterer på, igen i år, at der skal være den lille forskel. Utroligt.
Men måske ligeså utroligt: At WTA vil lade sig det byde.
Herovre i Seattle synker vi om foran skærmen, udmattede efter fodbold og basket. Vi ringer efter massøren. Og det strategiske overblik.

*Torben Ulrich er tennisspiller og har siden 40'erne bl.a. vundet 18 danske mesterskaber. Han er tidligere Wimbledon-deltager og i dag bosat i USA

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu