Læsetid: 2 min.

Tony Blair lægger op til debat om mere union

5. juni 1998

Næste EU-topmøde skal diskutere retningen for EU-samarbejdet. Første krav om mere integration er dukket op

BRUXELLES - Kun få uger efter danskernes ja til EU's nyeste traktat fra Amsterdam, skal stats- og regeringscheferne fra unionens 15 medlemslande i gang med en første drøftelse om, hvordan EU-samarbejdet skal udvikle sig i fremtiden.
Den britiske premierminister Tony Blair har sendt et brev til sine EU-kolleger, og Blair gør i brevet opmærksom på, at han ønsker at bruge en del af tiden på det kommende topmøde i Cardiff til at diskutere EU-samarbejdets fremtid.
Det er planen, at regeringscheferne skal bruge frokosten på Cardiff-topmødet om 10 dage til "en første politisk diskussion om den fremtidige retning og udvikling for Den Europæiske Union og de udfordringer vi står overfor."
De udfordringer, Blair opregner i brevet, er udvidelsen af EU og behovet for at være tættere i kontakt med borgerne og få sikret, at borgerne har tillid til EU-projektet.
Tyskland og Frankrig har allerede annonceret, at de ønsker at diskutere forskellige aspekter af EU-samarbejdets fremtid på det kommende topmøde. På et topmøde mellem den franske præsident Chirac og den tyske kansler Kohl, der blev afholdt i Avignon i maj, lagde de to toppolitikere op til, at der i Cardiff skal være en diskussion af EU's såkaldte nærhedsprincip. Kohl og Chirac ønsker en drøftelse af, om EU-samarbejdet omfatter for mange områder, som burde reguleres nationalt.

Fransk debat
Den luxembourgske premierminister Jean-Claude Juncker har netop præsenteret sine visioner for et fremtidigt europæisk samarbejde.
I en tale i Singapore sagde Juncker, at ønsket om fred og fremgang på det europæiske kontinent bør være drivkraften og motoren i den europæiske integration. Juncker peger i sin tale blandt andet på, at indførelsen af en fælles EU-valuta også vil være et bidrag til yderligere europæisk integration.
I Paris afholdt det franske parlament i går en konference med deltagelse af både repræsentanter fra de nationale parlamenter i EU-landene og medlemmer af Europa-Parlamentet. Her var emnet de planlagte institutionelle reformer af EU-samarbejdet, som skal gennemføres i forbindelse med den kommende udvidelse af EU-samarbejdet.
Selv om fremtidige ændringer i EU-samarbejdet allerede er sat på EU-dagsordenen og diskuteres i de forskellige EU-lande, er det dog tvivlsomt, at der hurtigt vil blive taget konkrete skridt for nye ændringer af de eksisterende EU-traktater. Den franske præsident har foreslået, at der hurtigt nedsættes en vismandsgruppe under Jacques Delors. En sådan gruppe skulle forberede nye traktatændringer, men indtil videre har ingen EU-lande støttet Chiracs idé, og mange EU-lande peger på, at der ikke er behov for nye traktatændringer før EU nærmer sig optagelsen af nye medlemslande.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu