Læsetid: 3 min.

Travl dansk skaksommer

22. juni 1998

Stormesterturneringer i København, Roskilde og Esbjerg

Skak
Hvis en og anden læser er blevet bælgøjet af den uendelige strøm af tv-transmissioner og -analyser fra det igangværende fodbold-VM, og hvis man ikke har tænkt sig at hænge foran skærmen under hver eneste etape i det hastigt sig nærmende Tour de France, byder den danske sommer på et interessant udvalg af skakturneringer, hvortil alle skakugler er velkomne.
Den første stormesterturnering er allerede i gang. På Grundtvigskolen, Hovmestervej 19 i København, indledte Københavns Skakforening i går sin årlige GM-turnering. Der stiller cirka et halvt hundrede deltagere til start i den stærkeste gruppe, og der spilles dagligt kl. 17-24 (lørdag dog kl. 14-21) - ialt ti runder frem til den 1. juli, idet søndag den 28. er fridag.
Københavnerne kan også se frem til den årlige udgave af Politiken Cup, der ligesom i fjor løber af stablen på Egmont Kollegiet, Nørre Allé 75. Her spilles der 11 runder 'modificeret schweizer' med deltagelse af et væld af nordiske stormestre. Startskuddet lyder den 4. juli, og der spilles dagligt kl. 13-20, sidste runde den 15. juli dog kl. 11-18. Her får stormestrene lov til at hvile de små grå hjerneceller fredag den 10. juli.
Roskilde Skakklub fylder 90 år og fejrer jubilæet med en stor 'Open' fra den 17. til den 26. juli. Turneringen afvikles i den nyindrettede konferencesal i Roskilde Hallerne, og der er inviteret adskillige stormestre fra ind- og udland. Der spilles ni runder kl. 13-20, idet 1. runde den 17. juli dog først indledes kl. 17, mens man starter sidste runde søndag den 26. allerede kl. 12. Her tager man slapperdagen onsdag den 22. juli.
Sædding Skakklub er betydeligt yngre, fylder blot ti år, men de initiativrige vestjyder klør ikke desto mindre på med den 15. udgave af Vesterhavsturneringen. Der spilles den 18. til 26. juli på Ådalskolen i Esbjerg. Ni runder med start hver dag kl. 17, sidste runde dog allerede kl. 10. Ingen fridag.

Judit Polgar slog Karpov 4-2 i en hurtigmatch i Budapest i forrige uge. Karpov vandt ikke et eneste parti, mens den små Judit sejrede i det andet og tredje parti. Her følger det andet med Judit som hvid:
1.e4 c6 2.d4 d5 3.Sd2 dxe4 4.Sxe4 Sd7 5.Sg5 Sgf6 6.Ld3 e6 7.S1f3 Ld6 8.De2 h6 9.Se4 Sxe4 10.Dxe4 Dc7 11.Dg4 Kf8 12.Le3 c5 13.dxc5 Lxc5 14.0-0-0 Sf6 15.Dh4 Lxe3+ 16.fxe3 ...
Hvid har fået sin bondestruktur svækket, men har til gengæld et friere officersspil.
16. - Ld7 17.Thf1 Tc8 18.Kb1 Lc6 19.e4 Kg8 20.c3 Sd7 21.Lc2 Se5 22.Sxe5 Dxe5 23.Df2 f6 24.Dxa7 Dxh2 25.e5!? - et chancerigt bondeoffer, typisk for Judits aggressive stil - Dxe5 26.Tfe1 Dc7 27.Txe6 Kf7 28.Lb3 Kg6 29.Dd4 Thd8 30.Dg4+ Kh7 31.Lc2+ Kg8 32.Txd8+ Txd8 33.Te1 Kf8 34.Lg6 Dd6 35.Dc4 Dd5 36.De2 Dd7 37.c4 Dd6 38.a3 Dd7 39.g4 Kg8 40.Lf5 Dd6 41.Dc2 Te8 42.Td1 Dc5 43.Lg6 Ta8 44.Dd3 De7 45.Dd4 Le8 46.Le4 Lf7 47.c5 Tc8 48.Lf5 Txc5??
Karpov må have været i voldsom tidnød, når han ikke så, at denne bonde var forgiftet.
49.Dd8+ Df8 ...
Og så en fidus, der har været kendt, lige siden Gorm den Gamle spillede tavlebord med Thyra Dannebod.
50.Lh7+, og Karpov opgav.
Løsningen på opgaven fra sidste mandag: Sort vinder med 1. -, Lc6!! Denne løber kan ikke slås, da 2. -, Dh3+ så sætter mat. Og 2. Lxc8, Lxe4+ 3. Kg1, Ld4+ ender ligeledes med mat i få træk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu