Læsetid: 3 min.

Turist ved et tilfælde

29. juni 1998

Lader man sig føre med strømmen, kan man havne de mest forbløffende steder - til bal i New Orleans eller kameldrivertræf uden for Cairo

ROSKILDE 98
Der var nok mange, som havde glædet sig til Dr. John - The Nighttripper med stort orkester på sidste års Roskilde Festival, hvor et af temaerne på den velfungerende Ballroom-scene netop var smeldiglen New Orleans og dens mange musikalske udtryk.
Han materialiserede sig desværre aldrig, men stillede til gengæld op i år - dog med et skrabet ensemble på rød scene fredag ved midnatstid.
Hvis man som undertegnede har en årlang kærlighedsaffære kørende med den gode doktor, én af planetens absolut mere funky personager, kunne den stramt tilrettelagte time ikke undgå at skuffe. En repræsentant for pladeselskabet havde fortalt at han havde brækket foden to steder, hvilket tildels kan forklare det matte helhedsindtryk. Med fire kompetente musikanter bag sig, rullede doktoren gennem et repertoire, der talte eviggrønne udsagn som "Iko Iko", "Right Place Wrong Time", "I Been Hoodood" og "Mess Around", fremført med lige nok nerve til at holde interessen fanget - men så heller ikke mere.
Solistisk overlod Dr. John for meget til sine sidemænd, og man skulle i disses soloer virkelig lytte koncentreret for at fange mesterens eget fremragende klaverakkompagnement - for sikke en pianist han dog er, hvad man kunne forsikre sig om, når han gav én af sine alt for få soloer. Man fik dog generelt indtrykket af en absolut rutinepræstation, som ikke kunne undgå at skuffe gamle fans, og det har næppe lokket mange nye lyttere ind i butikken.

Indtagende nattergal
Der kom helt andre boller på suppen dagen efter, da den indtagende belgisk-ægyptiske Natascha Atlas stillede op til dans med sit ensemble i et tætpakket ballroom. Med sit seneste album, Halim, fra sidste år, forsøger hun overbevisende at føre den rytmisk så opstemte og tonalt så melankolske ægyptiske schlager ind i det ny årtusinde.
Det gør hun ved at holde fast i såvel traditionelle melodimønstre som rytmestrukturer, til gengæld lægges det på en bund af fint afstemte beats - og symptomatisk var det at se flere indædte technofreaks med flagrende arme, mens de stordansede til denne indtagende nattergal (jo, hun slog triller med stemmebåndet, så man blev helt rundtosset). Det er med til at give denne musik - som har en tendens til at lyde så gammel som tiden selv - en appel, som rækker langt ud over det mellemøst-fetichistiske.
Som hun stod deroppe på scenen og sang og dansede sig gennem perler som "Leyli", "Ya Weledi", "Moustahil" og "Amulet", med en flok musikere bag sig, som var helt oppe på at yde det ypperste i ensemblespil, kunne de færreste på ballroomets gulv holde fødderne i ro. Med hendes baggrund som mavedanserinde besad hun endvidere en stor ynde, samt et ofte overraskende kropssprog, hvor hun brød med de klicheer, man kender til bevidstløshed fra rock og r'n'b.
Natascha Atlas har potentialet til at blive en stor stjerne, og måske bliver det hende, som for alvor får den pragtfulde mellemøstlige popmusik ud til et større publikum. Det ville være dejligt.

Crossover i stor stil
Man skulle være standhaftig, hvis man ville holde ud til Ginman/ Jørgensen debutkoncert klokken tre lørdag nat - og det var man så. Hvordan samarbejdet mellem den tidligere Sort Sol-forsanger Steen Jørgensen og kontrabas-esset Lennart Ginman spændte af, måtte man simpelt hen have med.
Og okay - der var masser af debutant-problemer. Samspillet mellem Ginman og de fire dygtige musikere, to keyboards, trækbasun og trommer,var endnu langt fra det telepatiske, og Jørgensen havde valgt at synge alle sangene i et leje et sted mellem Lee Hazlewood, Johnny Cash og Leonard Cohen, hvilket ind i mellem gjorde det svært at fange melodilinjerne.
Men der var ellers dømt crossover for alle pengene - fra det triphoppede til det næsten bevidstløst udsyrede, fra cabarettoner til spændstig jazz, fra storladen nervepop à la Jimmy Webb til indædt, undergangspræget folklorisme, som den kendes fra Nick Cave - dog altsammen spillet af rytmisk så sikre musikere, at intet på noget tidspunkt skred ud.
Det var måske udskridningen man savnede - det korte af det lange er, at Ginman/Jørgensen viste masser af potentiale, men kun i et par enkelte numre forløste det. Når samspillet falder på plads, og Jørgensen finder sig til rette i sit nye rockfri område, kan der sagtens komme store ting ud af dette samarbejde - der skal bare spilles en 30-40 koncerter, så sidder den i skabet.

*Dr. John, Rød scene, torsdag, Natacha Atlas, Ballroom og Ginman/Jørgensen, Gul scene, begge lørdag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu