Læsetid: 5 min.

En tvivlsoms karriere

24. juni 1998

I vort kommunistiske Bulgarien var de eneste tiltrækkende alternativer til den herskende ideologi sporten eller musikken

FODBOLD
Mine første oplevelser i forbindelse med fodbold ligger helt tilbage i efterkrigstiden på den tid, hvor jeg gik i underskolen i Sofia. Mellem os drenge var der ingen tvivl: Fodbold var ikke det bedste, det var ganske simpelt det eneste spil. Vi spillede indtil udmattelsen, indtil knæene var blodige, indtil vore mødre kom og tvang os hjem. For vi spillede lige dér, hvor vi boede, i den næste gade. Dengang var der ingen biler uden for de store veje. Gaderne var vore, den eneste forhindring kunne være en vranten nabo, som blev irriteret over vores skrigen og råben, eller som (med rette) var bekymret for sine vinduer til en lejlighed på 1. sal.
Gaderne var vores stadion, og vores bolde var heller ikke særlig ortodokse. Rigtige fodbolde var en luksus, som langt oversteg vore forhåbninger. Vi spillede med stofbolde, som en af vore mødre fabrikerede. De bestod af en gammel strømpe (de må have været enormt solide dengang) fyldt med gamle klude og syet grundigt sammen. Ganske vist hoppede disse bolde ikke, men de tillod til fulde passionernes frie spil.
Min spillekarriere har jeg fortsat med mellemrum siden, uden sønderlig succes. En anden oplevelse har fået overtaget: At være tilskuer og tilhænger, eller som vi siger på bulgarsk at være 'tændt'. Første gang, jeg opsøgte et stadion, var banen den bare jord, og spillerne forsvandt i støvskyer, jeg har ingen erindring om, hvem der vandt, men jeg husker de solsikke- og courgettefrø, som tilskuerne åd uden ophold. Men snart blev der opført et rigtigt stadion med en plæne, det blev konstrueret ikke særlig langt fra byens centrum, langs den lille flod, som løber gennem Sofia, og her fejredes de store sportsmesser.
Hen på eftermiddagen om søndagen, på de gode årstider, syntes byen at tømmes for mennesker, gaderne blev mærkværdigt stille. Ud af de åbne vinduer kunne man høre radiokommentatorernes stemmer, som råbte og skreg ved den mindste hændelse på banen. Men hvis det bulgarske hold (eller Sofiotternes yndlingshold Levski) scorede, så var der slet ikke brug for radioen, så kunne man høre råbet overalt. Andre råb, men ikke så høje, og en gennemtrængende piben, kunne også høres, når det var de andre, som scorede.

Kongesporten
Sport var velanset i vort kommunistiske land, og fodbold var kongesporten. Jeg formoder, det kom alle tilpas. Næsten alle karrierer afhang af den ortodokse ideologi og en politisk konformisme, ved den mindste afvigelse blev man straffet. Hvis man kom fra en upassende familie, var man for altid stigmatiseret som borgerlig, småborgerlig (dvs. bonde) eller endnu værre: 'Tvivlsom'.
De eneste tiltrækkende alternativer til den herskende ideologi (for man kunne selvfølgelig også 'vælge' at bygge huse eller anlægge veje) var sporten eller musikken. Og dog: musikken var under restriktioner, kompositørerne var under observation (de kunne ligge under for dårlig vestlig påvirkning), og jazzmusikere og andre 'dekadente' musikere risikerede at ende i koncentrationslejr. Bulgarien producerede derfor fortrinsvis klassiske operasangere.
Altså var der kun sporten tilbage. Her var det tilstrækkeligt at løbe hurtigt, at løfte noget tungt, at være del af et godt fodboldhold, eller at vinde i skak, og pludselig var ens suspekte oprindelse glemt, og ens liv forvandlet som trylleri. For det første måtte sportsfolk rejse i udlandet, og dette syntes tiltrækkende som selve den forbudne frugt. Fra disse udlandsophold (som oftest blot havde været til Prag eller Budapest) hjemførtes sportssko, skjorter og overtøj, som kunne spores på kilometers afstand i Sofia, i så høj grad afveg de fra det fremherskende grå...
Sportsfolkene medbragte også andre sjældne sager, som de kunne sælge videre til gode priser. Og de gjorde os misundelige med deres fortællinger om fremmede steder, gader, natklubber og beboere, og om begivenheder, som altid faldt ud til deres egen fordel.
Disse lykkelige sportsfolk, endte allesammen med at blive opslugt på højeste plan i partiet, at blive statskunstnere eller politimænd på højt niveau, og deres børn giftede sig med hinanden. Enhver anden kollektiv lidenskab var forbudt (og dermed fraværende) eller obligatorisk (og dermed fraværende).

Spontan lidenskab
Sport, men især fodbold, blev kilden til en spontan og sund lidenskab for et hold, en by eller et land, imod de fremmede, og samtidig blev disse hold genstand for det kommunistiske fædrelands hovmod. Det var dét, som var tricket: enhver patriotisme, lokal eller national, blev anvendt af regimet, fordi det faldt i ét med de geografiske enheder.
På stadion, om søndagen, kunne man elske og hade af fuld lyst, man kom udmattet hjem, og kunne derefter tage hul på en stille uge. De foregående eller fremtidige kampe var tilstrækkelige (for mændene) til at fylde de tomme timer på kontoret.
Kulminationen på min karriere som 'tændt' var ved VM i 1954. Jeg holdt, som alle
andre, med 'det gyldne hold' fra Ungarn. Det foregik langt væk (i Schweiz!). Kampene blev ikke transmitteret, men hver halve time annoncerede man resultaterne i radioen. Ungarerne havde sat sig i
respekt overfor de brasilianske djævle, havde slået de uovervindelige uruguayer i semifinalen (og her afbrød man alle andre radioudsendelser hvert kvarter) for at tabe til Tyskland i finalen.
Vi var knuste over denne uretfærdighed. Senere samme efterår, tabte ungarerne endnu et slag: De russiske tanks kørte ind i Budapest. Puskas og hans kumpaner fra det gyldne hold forblev i udlandet. Endnu engang syntes politik og sport intimt forbundne.

Frankrigs tvivlsomme
Senere kom jeg til Frankrig, jeg kendte ikke mere holdene, og der var alt for mange spændende ting at foretage sig (endelig var jeg i udlandet!); og jeg fulgte ikke mere med i fodbold. Her (i Frankrig. red.) er det ikke knyttet til politik på samme måde.
Og det er kun, når jeg bemærker, at indvandrernes solbrændte børn aldrig er med i den politiske elite, aldrig læser nyhederne op på tv, og aldrig gennemfører et langvarigt videnskabeligt studium, at jeg igen tænker på de 'tvivlsomme' i det totalitære regime, som jeg kendte så godt i min opvækst, og for hvem to smukke karrierer var mulige, men også kun to: Sporten eller musikken.

*Forfattere og fodbold
Dagens skribent i serien om forfatternes forhold til bold er bulgarere Tzvetan Todorov. Han er født i Sofia i 1939, er historiker og essayist, lever i Paris, hvor han er forsker. Seneste udgivelse er Les Morales de L'Histoire (Hachette Littératures, 1997).

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu