Læsetid: 5 min.

Tyk bog om den fede

5. juni 1998

Arkitekten Arne Jacobsen var mere opportunist end det fremgår af nyt opulent og noget omstændeligt værk om ham

ARKITEKTUR
Engang blev Arne Jacobsens medarbejdere trætte af at brokke sig over, hvor koldt og fugtigt det var at sidde og tegne nede i hans rækkehuskælder.
Han kunne bare gå op og varme sig i privaten, mens de måtte blive nede i mørket, og oven i købet skulle være glade for, hvad de kunne lære af at være ansat hos "den fede" eller tykke, hvad han nu blev kaldt.
Så en morgen medbragte et lyst hoved blandt dem adskillige bakker champignons, som den tapre flok med klisterpapir og ståltråd fik sat livagtigt op i kælderens hjørner og langs fodpanelerne.
Da Arne Jacobsen til sædvanlig direktørtid dukkede op - eller ned - efter morgenkaffen og ofte i slåbrok, lagde han tydeligvis mærke til den nye udsmykning, men satte sig uden kommentarer hen ved sit bord bagest i lokalet. Og råbte først en halv time senere uden yderligere indledning: "Og se så at få fjernet de svampe!"
Sådan var tonen på efterkrigstidens lille, men nok mest betydende og meget produktive tegnestue i dansk bygningskunst:
SAS-hotellet, Rødovre Rådhus, raffinerede møbler, lamper, udfordrende bestik, skoler, omhyggelige boligbebyggelser, og senere Nationalbanken, og før krigen Bellevue, Fremtidens Hus, Århus Rådhus, og en rad af elegante enfamiliehuse.
Alt det udkommer der på mandag en blok af en bog om, skrevet af idehistorikeren Carsten Thau og arkitekten Kjeld Vindum, på godt femhundrede sider med mange hidtil upublicerede fotos fra arkiver og tegnestuens private gemmer.

Indsigt eller inspiration
To hundrede sider inde i bogen rejser Carsten Thau det retoriske spørgsmål - om det er Jørn Utzons mytologiske forsvinden og Poul Henningsens nimbus som ballademager, der har medgivet henholdsvis PH-lamper og Sidney Operahus en større betydning end Jacobsens bygninger?
Og lad det uden videre blive slået fast herfra - at det ikke er tilfældet. I alt fald ikke i den lidt forurettede forstand, der præger spørgsmålet.
Svaret er snarere, at både PH's og Utzons indsats sprang ud af en mere risikabel kunstnerisk indsigt end Arne Jacobsens lette opportunisme.
En lethed, eller årvågenhed, som er en vigtig del af bygningsværkernes konsistens, og udtryk for ophavsmandens udtrykkelige ønske om at "løse funktionerne på en æstetisk måde".
I den forstand er det et overdrevent stort bogværk, der nu på mandag er på gaden fra Arkitektens Forlag.
Det er stort, fordi Arne Jacobsens samlede oeuvre er stort. Men også langt fordi bogens anden del, forfattet af Vindum, er meget omstændelig i sine gennemgange og formale analyser af hvert enkelt bygingsværk.
Og fordi første del, med Thau som hovedforfatter, i en mere principiel glideflugt over Jacobsens samlede indsats ikke dyer sig for at eksempificere hver enenste ind- og udlandsk reference med både forklaring og illustration, uanset om fænomenet konkret betyder noget for Jacobsen, eller blot hører til datidens moderne bagage.
En sådan udbredt pædagogisk fortællelyst og meddigten er imidlertid på kanten, fordi der - trods alle tekstens reservationer - indirekte tillægges Jacobsen mere radikal indsigt end de udflugter og blotte strejftog i aktuelle udenlandske arkitekturtidsskrifter, som livet igennem var en vigtig inspiration for ham.
Det bliver de færdige danske huse ikke dårligere af, snarere tværtimod, fordi Jacobsen altid brugte påvirkninger og tendendser begavet, og tillempede dem til specifikke lokale forudsætninger. Også sin dybe, livslange og dokumenterede interesse for arkitekten Mies van der Rohes huse i først Tyskland og siden USA.

Manierisme
Derfor er Vindums tilløb til åndelig epokeinddeling også en anelse overdreven. For nok er der visse formelle hovedtræk og tekniske forskelle i værkerne fra årti til årti. Men opgavernes konkrete egenart og vekslende omgivelser er i Jacobsens værk nok mere afgørende end overordnede refleksioner.
Kollegiet i Oxford fra 1960'erne er i sin konstruktive eksibitionisme nok så meget bestemt af universitetsbyens gotisk detaljerede karakter.
Og kommunebiblioteket i Rødovre snarere af ønsket om at give rådhusets glaskasse et lukket modspil på pladsens flade, end styret af en kategorisk introvert arkitekturopfattelse.
Selvfølgelig er der forskel på Jacobsens hvide stil og rådhuse i mellemkrigstiden, den gule tegl i skæve snit efter krigen, modulerne og curtainwall-facadernes glas-opsprosning i 1950'ernes Marshall-danmark, og så hans sidste års monumentale - forfatterne skriver ligefrem manieristiske - træk i først og fremmest Danmarks tilknappede Nationalbank omkring 1970.
Men uanset opgavens sociale indhold eller økonomiske forudsætning, funktionelle indhold eller konstruktive grundlag - er Jacobsens udformning hver gang præget af stor omhu og lyst til markant form.
En meget meget skrabet muret rækkehusbebyggelse forsynes med høje skorstene for at give det beskedne efterkrigsområde karakter - også selv om det kræver slagsmål med boligsekskabet at få råd til de tolv ekstra murskifter opad.
Og Arne klipper over en årrække selv buskene i en af Munkegårdsskolens gårdhaver til dyrefigurer, som man næppe glemmer, hvis man selv har gået der.

Genert professor
Han var ikke en mand af mange almene ord om metier'en.
"Arkitektskolen har bedt mig at holde forelæsning om mine huse" - sagde han til en af medarbejderne, dengang han var blevet udnævnt til professor. "Hva' faen skal jeg sige?"
Og allerede i 1925, da han som meget ung mand havde fået medalje for en lænestol på den store udstilling i Paris, stod der på æresbevisningen skrevet "l'artiste Arne Jacobsen".
"Hvad skal det betyde?" - spurgte hans jødiske far. "Du er ikke kunstner, og du er for tyk til at være artist..."
En underlig baggrund for en senere verdensarkitekt. Kostskoledreng, og måske altid bange for ikke rigtig at slå til. Eller også bare så evigt optaget af at overveje form, at både medarbejdere, postbude og journalister blev involveret næsten mere end bygherren selv. Og under alle omstændigheder så gammeldags skolet, at den moderne design i alle udgaver havde klassisk ballast.
Det er en flot bog Kjeld Vindum og Carsten Thau efter års forstudier og kildesøgning, interviews og besøg på åstederne nu endelig har fået op på disken. Ovenikøbet til en meget rimelig pris, men sat med meget små bogstaver.
Grundig som opslagsværk, hvis man i mindre portioner vil vide noget om de enkelte bebyggelser. Men bestemt også læseværdig som vidtløftigt kombineret modernisme- og Jacobsen-krønike.

*Carsten Thau og Kjeld Vindum: Arne Jacoben. 560 s. ill. 478 kr. Arkitektens Forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu