Læsetid: 4 min.

Tysk kontrol

24. juni 1998

Mercedes-disciplinen viser sig både i campinglivet og på fodboldbanen.
Måske danskerne kunne lære noget og redde livet

HESSELAGERS HJØRNE
"Sigøjner!"
Det tyske fodboldforbund har dikteret, at alle tyske nationalspillere skal synge med på stroferne fra den fædrene nationalhymne før kampene ved dette VM. Det fortæller min sidemand - en cirka 50 år gammel repræsentant for lokalbefolkningen i denne tyske flække cirka 20 km fra den hollandske grænse.
Han tager endnu en tår af den fadøl, der ikke er eftermiddagens første og drejer igen hovedet, for at kunne se tv-skærmen, som værten har monteret i en nakkeuvenlig position over indgangsdøren. Så råber han igen: "Sigøjner!".
Ordet, der i denne tyskermund fremstår som et indiskutabelt skældsord, er rettet mod den tyske landstræner. Han bevæger ikke læberne, hylder ikke Tyskland, men står der bare.
"Sigøjner!".

Den tyske forklaring
Tyskerne er nådeløse i deres forventninger til deres hold. Sidemanden har belært os, at i sidste ende er det altid de samme hold, der er tilbage. Blandt dem Tyskland forstås. Det danske hold er der ingen i den lille forsamling på værtshuset, der regner med.
"I har spillet dårligt," lyder værtens kritik. Den bliver ikke fulgt op med opblødende betragtninger om dommerens præstation i kampen mod Sydafrika. Fodboldkampe afgøres af fodboldspillere, ikke af dommere. Og de danske spillere vil være chanceløse mod Frankrig. Sydafrika går videre, mener det tyske ekspertpanel på begge sider af bardisken.
Danmark havde et godt hold i 1992, men det var ikke på grund af holdet, det blev Europamestre. "Ved I hvorfor I vandt?", spørger værten.
"Fordi I havde en tysk træner," svarer han selv. Og afslører dermed en vildfarelse - meget kan man mene om Richard Møller Nielsen, men tysker er han dog ikke.
En vildfarelse, der meget vel kan udlægges som et svagt symptom på tysk selvforherligelse, som danskere af gode grunde ikke kan acceptere. Og samtidig åbner fejltagelsen for et lille håb. Måske de tyske spådomme om dansk deroute efter kampen mod VM-værterne ikke holder - hvad ved tyskere egentlig om fodbold, når det kommer til stykket? Dette overjeg-styrede folkefærd.

Den sidste sigøjner
Som kampen mod Jugoslavien skrider frem bliver de lokales hån over de nationale helte mere og mere forbitret. Ved stillingen 2-0 til det hold, som sidemanden absolut ikke havde med i sine kalkuler over VM favoritter, består det tyske hold stort set udelukkende af "sigøjnere!".
Omvendt er det svært for den danske delegation på fire mand ikke at fryde sig en kende. Selvfølgelig helt i det skjulte.
For fotografen er det tyske raseri over egen manglende formåen en oplagt mulighed for at gå på den motivjagt, der åbenbart altid ligger og snurrer i hans baghoved. Langsomt men sikkert nedbrydes værtshusgæsternes parader over for kameraets blitzen. De drikkende mænd forvandles fra mavesure fodboldanalytikere til poserende og næsten pjattede modeller, der flirter med linsen.
Og da vi fire mand på stribe - som en anden Dalton-bande - skubber de brune og hvide plastikstrimler i døråbningen til side for at finde folkevognen og komme videre på vor tværnationale VM-færd, sker det med venlige og kammeratlige tilråb om en god tur.
Alle aggressioner er væk - også over for spillet. Det store diskussionsemne er, hvordan Tyskland undgår Holland i ottendedelsfinalen. Ingen råber "sigøjner" længere. Men det skyldes nok også, at det tyske hold gennemførte det vanlige forvandlingsnummer.

Tysk metodik
Efter at have været nedspillet i store dele af kampen ender de alligevel med at få uafgjort.
Som sidemanden sagde - Tyskland er altid med blandt de sidste i turneringen. Det er en lovmæssighed på højde med tyngdekraften.
Og at tysken har spillet en dårlig kamp, gør dem kun endnu farligere. Tyskere lader i modsætning til danskere ikke op med positiv energi. De skal have splittelse i truppen, magtkampe, uro i hierarkiet, et opgør med pressen - eller en landstræner, der ignorerer forbundets krav om at synge med, før harmonien indfinder sig og holdet fungerer.
Set i forhold til det store fodboldmytologi var den ene point stort set allerede hjemme, da sidemanden arrigt hvæsede "sigøjner".
Raseriet udløser den tyske metodik, som angiveligt distribueres via generne. Vi så den også på campingpladsen Steller See, umiddelbart syd for Bremen.
En veltrimmethed så udtalt, at undertegnede havde svært ved at finde et sted at smide en rådden kartoffel, da aftensmaden skulle tilberedes. Mødre, der som den første tjans om morgenen, pudser børnenes sko - inden morgenkaffen. Og manden, der fire gange spankulerede op og ned langs sin funklende Mercedes. Femte gang kunne han ikke nære sig, men tog et lommetørklæde frem og polerede en ikke-eksisterende plet på den hvide forskærm væk.
Sådan er tysk fodbold også - intet er tilfældigt. De ved hvad de vil. Og hvor andre hold, for eksempel det danske, bliver rådvilde ved modgang, der bliver tyskerne bare ved og ved. Måske fordi de ikke kan andet, men for det meste virker det.

Manglende disciplin
På den hollandske landevej 277, 20 km syd for Nijmegen, sker det. Vi havde godt hørt lyden. En resonant brummen, der indfandt sig ved visse hastigheder, som vi derfor forsøgte at undgå.
Vi var glade, havde netop nydt en frokost i grøftekanten. Fire drenge, der lige nu skal finde en storskærm i Frankrig.
Det er ikke en punktering. Den voldsomme lyd - nu er den markant - skyldes, at venstre baghjul er røget af. Det ser vi, fordi hjulet pludselig overhaler os.
Næsten-juristen tvinger bilen ind til højre. Vi stopper. Lige før et stort skilt. En lastbil passerer i modsat retning.
Bilen er klar igen i morgen. En møtrik var gået løs. Det var næppe sket for en tyskejet Mercedes. Det er udtryk for dansk lemfældighed. Den slags kan koste meget. Også livet i en stor turnering.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her