Læsetid: 2 min.

Uden vildt ingen rigtig natur

22. juni 1998

Det er småligt af os danskere, at vi ikke kan tolerere helt naturlige elementer i naturen

FEEDBACK
For at kunne bevare de sjældne og truede arter i Danmark er vi nødt til at pleje naturen.
Det kan vi gøre enten med entreprenørmaskiner eller ved at udsætte bævere. Mange naturinteresserede er imod en udsættelse af bæveren, fordi de mener, det går ud over autenciteten - men hvor autentisk er det at hælde 500 liter ekstra diesel på rendegraveren i stedet?
Hvor er det dog småligt af os danskere, at vi ikke kan tolerere helt naturlige elementer i den danske natur. Til sammenligning kan det nævnes, at folk i Nairobi bor klods op ad Nairobi National Park, som rummer både løver, leoparder, næsehorn og en lang stribe større dyr. Der er der da aldrig nogen, som bekymrer sig.
Desværre tror jeg også, at der er en del biologer og andre naturinteresserede, som er imod genudsættelser, fordi de fejlagtigt tror, at det, der omgiver os udenfor vore hjem, er natur, og at indgreb gør naturen uautentisk.
Vil man se dansk natur, er man desværre nødt til at tage til Polen, hvor der findes skov med alle de arter, som også engang har levet i Danmark.

Naturen skal plejes
Herhjemme er landet udover veje og byer dækket af marker og plantager. Og alle ved, at man må pleje naturen, for at mange af de nu sjældne arter kan overleve.
At læne sig tilbage og tro, at naturen selv klarer det hele, blot den er ladt i fred, er forkert. Man skal uden tvivl vente herfra og til den anden side af dommedag, før dyr som bæveren, europæisk bison, bjørn og los selv spreder sig over marker, motorvejsudfletninger og industrikvarterer, før de indfinder sig i de mikroskopiske små klatter natur, der måtte blive reserveret til dem i vore skove. Og uden sådant storvildt ingen rigtig natur.
Især de store planteædere er med til at give naturen det oprindelige udseende; uden dem har vi mørke og ensartede skove uden tilstrækkelig variation med sumpe osv. til, at alle de mange andre arter, der burde leve i Danmark kan trives.
Hvorfor bruge penge på med le og gravemaskine at holde gang i respiratoren i de små frimærker, hvor der lever forskellige dyre- og plantearter, som er ved at uddø i Danmark, når enhver ved, at det er manglen på flere og større ordentlige levesteder, der er skyld i, at arterne uddør herhjemme - og at sådanne levesteder kan genskabes uden videre, hvis man udsætter bæver og andre større planteædere?
Prisen for de skader det måtte afstedkomme vil være minimal i forhold til den glæde, vi alle kunne få af at opleve en spændende naturlig natur herhjemme - ikke mindst hvis vi oven i købet kunne være så heldige at få et glimt af en los eller bison.

*Martin Vestergaard er biolog

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her