Læsetid: 4 min.

Den ufattelige dimension

22. juni 1998

En Danmarksfarce 2

Resumé: Kriminalkommissær Mortensen befinder sig just nu i det komplicerede, åndelige spændingsfelt mellem fru Mortensens nyvakte interesse for bl.a. maleren Francis Bacon (1909-92) - nys aktuel med en udstilling på Louisiana - og så det knapt så åndsrelevante, men særdeles daglige arbejde på Yard´en med at opspore forbrydere. I går var det omvendt: Mortensen blev opsøgt af en 50-årig mand, der tilstod mordet på Olof Palme...

2.
Selvfølgelig kunne han ikke tage det alvorligt. Der var ikke hold i den tilståelse. Kriminalkommissær Mortensen havde sendt manden hjem. Han havde ganske vist lagt alle kortene på bordet, denne Hother Chrisoffersen, men hvilke! Der var ikke et stik i nogen af dem, ja, idioten kunne ikke engang gøre rede for de tekniske data ved mordvåbnet (som alle vidste var en militærrevolver af svær kaliber, den var jo fundet, ammunitionen var gennemanalyseret, der var ingen tvivl!). I hvert fald var der ingen tvivl om, at manden, der påstod, han havde slået Olof Palme ihjel, var en stakkels tosse af den slags, der får styrket et vaklende eller ikke-eksisterende ego ved at påstå, de har været indblandet i eller er ophav til noget sensationelt.
Det var en ganske almindelig sygdom, tænkte Mortensen ved sig selv og stak det iskolde rør af en sur pibe ind mellem tænderne. Tobakken havde de også tvunget ham til at lægge på hylden, var der overhovedet noget at klamre sig til efterhånden? Det var en sørgelig tid. Han havde sat sin lid til Uffe Ellemann, da Nyrup pludselig udskrev sit tumbevalg. Men se, hvad der var sket! Nu sad Uffe også og suttede på sin sure, iskolde pibe og var gledet fuldstændig i et med tapetet. Han der ellers havde været så farverig og altid havde haft en skarp og uafviselig bemærkning på læben til de døgenigte, der arbejdede intenst på at forvandle det danske samfund fra et ordentligt et til en anarkistisk lopperede. Alle de SF-skæg, for slet ikke at tale om dem fra Enhedslisten, huha, socialbedragere og opviglere over en kam!
Kriminalkommissæren grundede lidt. Tanken på Hother Christoffersen havde automatisk ført ham videre til Ellemann, uden at han umiddelbart kunne se sammenhængen. Men så gøs han. Måske var det det, der var sandheden. Måske var Uffe Ellemann-Jensen af samme skuffe. Måske var det i virkeligheden blot en tom paradeforestilling, han hele tiden havde kørt, et vældigt nummer, der skulle putte blår i øjnene på folk - og altså også havde puttet blår i øjnene på kriminalkommissæren - måske var han, når det kom til stykket, slet ingenting eller bare en opkæftet tv-journalist, der havde fået proprietærmanerer og førte sig skrydende frem og lod som om han var noget og stod med nosserne i iskoldt vand, mens han i virkeligheden allerhelst ville sidde hjemme i stuen hos Alice og høre hende fortælle, om den gang Uffe havde frelst hendes liv ved at overskride alle eksisterende hastighedsgrænser, fordi han troede, han blev forfulgt af en humlebi.
Verden var bedragerisk. Mortensen var tvunget til at konstatere det, selvom det var ham imod. Han brød sig ikke om at blive franarret sine illusioner, og herren måtte vide, at der ikke var for mange tilbage! Og når han så oven i købet skulle bebyrdes med at tage stilling til indlysende tosser og deres vildt konstruerede historier, der kun tjente dem til at skabe en kortvarig, absurd identitet, følte han sig ydmyget. Mest måske, fordi han af en eller anden grund ikke kunne få denne Hother Christoffersen ud af hovedet.
Han havde sendt ham hjem. Selvfølgelig havde han sendt ham hjem. Mere end en halv time fik han ikke lov til at sidde i den hårde stol, Yarden kunne tilbyde sine gæster, mens han læssede sine fantastiske historier af. Men så var det også slut: "Farvel, hr. Christoffersen. Tak for besøget, hr. Christoffersen." Og uden han kunne høre det: "Og gid jeg aldrig må fæstne mine øjne på Deres sølle, tilregnede, luvslidte småborgerfjæs igen!"
Hele vejen til Brønshøj i Escort'en tænkte kriminalkommissæren på den forandring, der var sket med hans verden siden sagen om den forsvundne Overlærer. Hvad der før havde taget sig forholdsvis enkelt ud, var pludselig blevet mere indviklet. Der var kommet en dimension til, som han ikke fattede, og når han snakkede med sin kone om det, gjorde hun ham blot endnu mere forvirret ved at sige, at det drejede sig om noget metafysisk. Da Mortensen ikke vidste, hvad det var, men nødig ville efterlade det indtryk (særlig overfor sin kone) at han var en ignorant, nikkede han og så betydningsfuld ud og sagde "åh ja". Det var det samme, der skete de få gange han - for bare at få et indtryk af, hvad det var den verden beskæftigede sig med, som han ufrivilligt var kommet i forbindelse med - havde taget et par litterære tidsskrifter frem og læst i dem.

(Fortsættes i morgen)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her