Læsetid: 4 min.

Ulrik Høys brigade

23. juni 1998

- og manden i ribesbusken
Stop Hother!
En Danmarksfarce 3

Resumé: En afgørende ting har kriminalkommissær Mortensen lært af sin ufrivillige omgang med diverse åndspersoner, herunder den nyomvendte fru Mortensen: Det gælder om at se betydningsfuld ud og ikke lufte sin uvidenhed. For skams skyld har han netop nappet et par litterære tidsskrifter for lige at se, hvad de skriver.

3.
Han prøvede at bilde sig ind, at han forstod, hvad han læste, men for sig selv og lavmælt måtte han indrømme, at han ikke forstod en fløjtende fis, og det han troede han forstod, brød han sig i hvert fald ikke om. De såkaldt litterære analyser fik det til at flimre sørgmodigt for øjnene af ham, og når han var kommet halvvejs ned ad en side, faldt øjenlågene i. Det var som om ordene væltede ned imod ham ad en sliske, og når han så prøvede at gå til kilden, altså selve litteraturen, gik det ikke bedre. Enten skrev de som drukne bedemænd (han havde prøvet at kæmpe sig igennem én af en vis Carsten Jensens rejsebøger), og da han kom til et lille hefte med den sære titel "Øverste kirurgiske" gik det helt galt, for værre gang idiotisk plidder havde han da aldrig set. Ikke en sætning kunne få lov til at stå i fred, før den blev sparket rundt og sat på spidsen og smidt ud ad vinduet. Det var i hvert fald hvad kriminalkommissæren havde lyst til, da han var færdig med læsningen. Men han nøjedes med kaminen.
Forår ville det heller ikke blive, haven foran det lille hus i Brønshøj så herrens ud. Ganske vist blomstrede forsythiaen, og krokus og erantis var fremme. Men hvert andet øjeblik enten sneede, haglede eller regnede det, solen var ikke synlig, og en strid blæst fejede gennem alleen og løjede knap nok ved aftenstide. Det var et underligt land. Han havde altid holdt af Danmark, men kriminalkommissæren måtte indrømme, at det blev sværere og sværere med årene. Han var en god patriot, ingen tvivl om det, alligevel gøs han, da han en dag så en flok mennesker marchere op i den stride vind iført sære uniformer af gammeldags snit og med stålhjelme på hovedet, der lignede omvendte kar. De var iført gasmasker og udstyret med rifler årgang '89 og blev anført af en høj, dinglevorn mand, hvis vilde øjne luede gennem maskens glas, og som bar et skilt med påskriften "Aldrig mere den niende april!".
Mortensen syntes, der var noget bekendt ved personen, men med masken på var han ikke til at identificere. Men så begyndte han at synge og slog samtidig voldsomt ud med armene, som om han ville dirigere de andre. Og minsandten om de ikke faldt i. Det virkede mere end ejendommeligt, og kriminalkommissæren følte sig pludselig hensat til et surrealistisk mørkt Afrika til generalforsamling i Elefanternes Sangforening. Kun ved at koncentrere sig helt, lykkedes det ham at genkende melodien, der snøvlende og samtidig stakåndet pressede sig ud af maskernes filter: "Det haver så nyligen regnet"!
Og da det vandrende kor kom til "Frø af ugræs er føget over hegnet", og stemmerne løftede sig, ikke mindst førerens, faldt tiøren. Den skønne tenor, der ganske vist nu snoede sig ud af noget, der mindede om en støvslugerslange, kunne umuligt tilhøre nogen anden end Ulrik Høy. Ulrik Høy, som kriminalkommissær Mortensen sidst havde truffet i torturkælderen under Weekendavisen, hvor den høje mand havde skudt til måls efter skabeloner af tyske frontsvin, fordi han ikke troede Anden Verdenskrig var forbi endnu og lo henrykt imens, var en uforglemmelig person i det Mortensen nu havde lært var det danske åndsliv. Hvem kunne glemme Ulrik Høy!
Hovedrystende lukkede han sig ind ad lågen og glædede sig allerede til den stille stund i øreklapstolen med piben og avisen. Men så kom han i tanke om, at han ikke røg mere og så bistert op. Der stod en mand i ribesbusken ved siden af trappen. Kriminalkommissæren standsede sine skridt. Han havde mange principper, et af dem var, at han under ingen omstændigheder ville have sit erhverv og sit privatliv blandet sammen. Og på det punkt var han og konen enige. Det sydede elektrisk i overskægget.
- Hvem er De?
Manden, der ikke var ret høj og havde korte lår, så på Mortensen med et flakkende blik. Det hjerteformede ansigt var trukket så langt ned, at den svage hage næsten forsvandt bag sweaterens rullekrave.
- Jeg hedder Bjørnvig, peb han. - Bo Bjørnvig.
Mortensen stod med begge fødder plantet hårdt i fliserne. Igen var der et eller andet, der virkede bekendt, men uplacérbart.
- Hvad laver De her?
- Jeg er blevet degraderet.

(Fortsættes i morgen)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu