Læsetid: 6 min.

Umiskendelig svensk magnetisme

16. juni 1998

Kungliga Baletten i Stockholm fascinerede med sin 225 års jubilæumsfestival - for svenskerne havde gemt noget i en tidslomme, som ingen andre kompagnier har

Kulturby '98
STOCKHOLM - 225 års jubilæum er ikke så lidt for et klassisk balletkompagni. Men Den Kongelige Svenske Ballet er beskedent af natur, så jubilæet for verdens fjerdeældste kompagni ville næppe være blevet fejret, hvis ikke det havde været for en initiativrig og imponeret dansker, nemlig kompagniets balletmester Frank Andersen. Og så for kulturbyåret i den svenske hovedstad. De kongelige svenske dansere laver nemlig normalt ingen synderlig ståhej ud af deres alsidige repertoire og høje tekniske standard. De danser bare.
Internationalt set har kompagniet desuden haft svært ved at skabe sig en markant profil. Kompagniet har 'kun' danset det samme som verdens andre store balletkompagnier: Lidt gammelt, lidt nyt, lidt lånt, lidt arvet... Eller som danserne selv ydmygt udtrykker det: "Vi har jo ikke nogen Bournonville."

Svensk identitet?
En identitetsskabende huskoreograf har simpelthen manglet. Kompagniet fik godt nok besøg af både Antoine og August Bournonville i adskillige sæsoner i 1700-tallet og 1800-tallet, men dette resulterede ikke i nogen kunstnerisk arv eller tradition, som kompagniet har kunnet bygge sin videre historie på. Og kompagniets væsentligste balletmester og koreograf i forrige århundrede, svenskeren Anders Selinder, har ikke efterladt sig værker, som er blevet værnet om som en egentlig arv.
Kompagniets væsentligste nationale koryfæ har været Birgit Cullberg - altså da Operan omsider anerkendte hendes enorme talent i 1950'erne, hvor hun forlængst havde etableret eget kompagni. Og i slutningen af 1960'erne dryssede Erik Bruhn stjernestøv over kompagniet, da han var dets balletmester. Men siden da har ingen balletmestre siddet længe på posten.

Trin-troværdighed
Men i den forgangne uge har Kungliga Balettens 75 dansere altså fejret, at Gustav III etablerede kompagniet i 1773. Og denne festival kan sagtens vise sig at ændre adskilligt ved kompagniets anseelse, både indadtil og udadtil. For her strålede den pludselig, den særlige svenske identitet.
Festivalen bød nemlig på to aftener, der ballethistorisk viste sig at være aldeles unikke: Dels et program med rekonstruktioner af balletter fra Les Ballets Suédois i 1920'erne og dels nogle rekonstruktioner af balletter fra 1790'erne.
Forestillingerne fik hele den udenlandske skare af ballethistorikere til at spærre øjnene op. For på trods af de rekonstruerede trin og historier kom balletterne i imponerende grad til live, trin for trin. De fascinerede med deres historiske troværdighed, men først og fremmest forbavsede de med deres friskhed: Det var, som havde de ligget i dvale i en tidslomme og blot nu dansede videre, som om ingenting var hændt. Danserne tryllebandt med en sjælden udstråling af naturlig oprigtighed - og deres fysiske uanstrengthed og elegance i de ellers glemte stilarter var overvældende. Dette var umiskendelig magnetisme!

Svensk provokation
Rekonstruktionerne fra Les Ballets Suédois - Den Svenske Ballet - var imødeset med spænding, fordi dette avantgarde-kompagni indtager så central en plads i dette århundredes ballethistorie.
Kompagniet blev skabt i Paris af den svenske impressario og kunstsamler Rolf de Maré sammen med koreografen og danseren Jean Börlin i 1920 - og kernen i kompagniet bestod af håndplukkede dansere fra Den Kongelige Svenske Ballet. Det var de Marés hensigt at følge i hælene på Diaghlievs kompagni Les Ballets Russes. Han ville skabe europæisk avantgardekunst ud fra idéen om Gesammtkunstverket - altså forestillinger, hvor dansen blev forenet med litteraturen, maleriet og musikken på en uadskillelig måde. Og Jean Börlin udnævntes til at være den svenske efterfølger til idolet Nijinskij, der netop var holdt op med at danse året forinden.
Börlins 40 dansere vakte vild furore i Paris. De virkede eksotiske på samtiden med deres ekspressive dans og deres mildest talt kryptiske roller. Handlingerne var skrevet af fremtrædende forfattere som Jean Cocteau og Paul Claudel, og repertoirets ialt 24 balletter de følgende fem år blev ikke mindst berømt for deres kubistiske og ekspressionistiske dekorationer af en maler som Fernand Léger og for sin vovede musik af komponister som Arthur Honegger og Cole Porter.

Frit efter fortiden
Spørgsmålet var, hvordan Kungliga Baletten ville præsentere fire af disse forlængst glemte balletter, nu mere end 70 år efter deres storhedstid.
Tre af rekonstruktionerne blev overladt til de internationale ballethistorikere Millicent Hodson og Kenneth Archer, der minutiøst har samlet alt tænkeligt materiale om balletterne - fra fotos og filmstumper til interviews med nogle af de få tilbagelevende dansere. Og programmets fjerde ballet blev overgivet til den garvede, svenske koreograf Ivo Cramér, der valgte at skabe en fri gendigtning, ligesom han tidligere også har genskabt en række 1700-talsballetter.
Resultatet var slående. Forestillingerne trådte bogstaveligt talt ud af de todimensionelle bagtæppemalerier - og blev lyslevende. Historierne genopstod med deres mystiske universer af karikerede frøkener og overkåde levemænd, af lystløgnere, fanatikere og drømmere. Dette var Paris, det var moderne, det var 1920.

Rulleskøjte-glid
Jovist, nogle af trinene så lovligt nyarrangerede og friserede ud, i hvert fald i rekonstruktionerne af Hodson og Archer. Men det gjorde ingenting. For danserne formåede at ramme en overbevisende ekspressionistisk stil, og de dansede med en ligefremhed, der havde samme udiskuterbare effekt som de plakatagtige bagtæpper - deres kroppe blev hængende på nethinden.
I balletten Skating Rink, 'Rulleskøjtebanen', bevægede danserne sig f.eks. perfekt igennem et arketypisk kærlighedsdrama udtrykt gennem lange, seje rulleskøjte-glid! I Within the Quota blev alle Amerika-typer ramt på kornet, fra millionøsens arrogance til cowboyens kluntethed - ligesom de muhamedanske Dervischer hvirvlede rundt med deres egen besynderlige, mandlige kjole-mysticisme, til trods for at rekonstruktørerne åbenbart manglede nøglen til svimmelløse snurreture udi religionen.
Ingen af disse handlingsballetter afgav nogen 'forklaringer' på deres mildest talt ulogiske historier; de skete bare.
Og det decideret uforståelige nåede sit klimaks under Ivo Cramérs mimedrama El Greco - en ballet skabt frit efter Börlins koreografi over et religiøst maleri af El Greco fra 1586. Her var den dramaturgiske fortælling næsten utilgængelig, og dog virkede dette drama om en rå mands møde med troen og kærligheden både fuldstændigt - og forløsende.

Humor og torden
Men Les Ballets Suédois blev som sagt ikke festivalens eneste scoop. Ved en festforestilling på det henrivende Drottningholms Slotsteater dansede kompagniet Ivo Cramérs to 1790'er-gendigtninger Stråt-Röfvarena og Arlequin, Kärlekens Trollkarl. Og her på det skrå gulv, mellem tordenmaskiner og faldlemme og flyveanordninger, charmerede danserne med deres stilsikre hofdanseynde og samtidig med en djærv og jordnær humor. Cramérs historiske koreografi var noget så sjældent som morsom, og den kastede et forfriskende tvetydigt lys over 1700-tallets pastelfarvede uskyldighedsklichéer. Spændstigere kan det næppe gøres.
Så omend kompagniet ikke har en Bournonville, så har det altså disse historiske perler. Og de var ikke de eneste, der glimtede under festivalen. Kompagniet dansede blandt andet også en yderst lidenskabelig fortolkning af MacMillans Mayerling fra 1978 og en både muskelstærk og poetisk version af Neumeiers Mahlers 3. symfoni fra 1975.
Disse moderne forestillinger bekræftede ikke mindst kompagniets høje danserniveau: Mændene er hurtige med energisk springkraft, og kvinderne boltrer sig i smukke linjer og komplicerede løft. Og så er danserne ekstremt forskellige og egner sig derfor overmåde godt til dramatiske balletter, ligesom de danske dansere på Kgs. Nytorv.

Usvensk selvfokus
Spørgsmålet er, hvad der skaber et sådant kompagni - og et sådant overskud. Meget skyldes danserne selv, naturligvis. Men de kan igen takke deres instruktører, heriblandt den forhenværende balletmester Gunilla Roempke, for en fælles ambition i det daglige arbejde.
Øverst sidder balletmester Frank Andersen, der har knoklet brændende for denne festival, lige siden han kom til kompagniet i 1995. Med sin egen Bournonville-festival i København i 1992 som forbillede ønskede Frank Andersen at belyse den hidtil upåagtede styrke i den svenske tradition.
Festivalen har derfor også budt på et symposium for internationale ballethistorikere og kritikere, der dag for dag er rykket nærmere, hvad det egentlig er, de har været med til at fejre.
I Sverige har man dog rystet lidt på hovedet af al denne dansker-iver. Festivalens selvpromovering har virket upassende - et sligt selvfokus er og bliver usvensk. Og for danserne har festivalugens ni forskellige forestillinger selvfølgelig været en både kropslig og kunstnerisk maraton.
Men meget tyder på, at festivalen netop har givet kompagniet den identitet, som det har manglet. Omvendt har mange studset over, at festivalen var så tilbageskuende. Over at festivalen slet ikke viste koreografier af vigtige moderne svenske koreografer som Birgit Cullberg, Birgit Åkesson, Mats Ek, Per Jonsson.
Eller som anmelderen i Svenska Dagbladet udtrykte det efter sin ros af Ballets Suédois-rekonstruktionerne:
"Hvornår gives der plads til nutidens svenske avantgarde på Operan?"

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu