Borges og Lewis Caroll til den ene side, Kafka og Beckett til den anden. Hvad mere kan man ønske sig?
NY BOG
Wilde, Yeats, Synge, Shaw, Joyce, Beckett - få nævnt, mange glemt, men magtdemonstrationen er utvetydig: det 20. århundredes litteratur havde set væsentlig anderledes ud uden Irlands masseproduktion af store forfattere. Det er et paradoks af format, at provinsbyen Dublin var i stand til at levere næsten lige så meget stof til modernismens mytologi som selveste Paris og Berlin, men kendsgerningerne er uomtvistelige.
Forlaget Centrum har nu gjort dansk litteratur en stor tjeneste ved at tage fat i én af de mindre kendte irske prosaister, Flann O'Brien (pseudonym for Brian O'Nolan, 1911-1966).
Hans navn føjer sig smukt til listen over dette århundredes ypperste avantgardister. Som klummist ved The Irish Times var han kendt under navnet Myles, et fast og elsket holdepunkt i den indflydelsesrige avis, som bevidst recyclerede de irske myter og fortællinger under ironisk og ofte absurd perspektiv - ganske som Joyces monumentale gennemskrivning af den nationale Finn-legende i Finnegans Wake. "Med latter lindrer han den følelse af undergang, som er den irsk-katolske arv," skrev O'Brien om Joyce, og karakteriserede dermed meget præcist hvad det handler om - hos Joyce, hos Beckett, og ikke mindst hos ham selv.
Flann O'Briens romaner er nemlig højdepunkter i den absurde tradition, komiske, skæbnefulde fortællinger om eksistens under anvendelse af hele det modernistiske register. Den tredje politibetjent, som nu foreligger på dansk i en fremragende oversættelse af Claus Bech, blev færdigskrevet i 1940 og udkom posthumt i 1967. Og netop undergang lindret med latter er hvad denne roman er: den foregår i et Helvede, hvor der bestemt ikke er rart at være, men hvor læseren gang på gang må se sig overrumplet af det enorme komiske overskud og den idérigdom, som vælder ud af siderne med en uimodståelig kraft.
Cykler og atomteorier
Bogen starter med to epigrammer, det ene af Shakespeare, det andet af den højlærde filosof og naturvidenskabsmand de Selby, som O'Brien har opfundet til lejligheden. Romanens navnløse hovedperson har efter års arbejde endelig afsluttet sit komplette Indeks til de Selby og mangler nu kun penge til udgivelsen. Sammen med sin ven Divney begår han derfor et bestialsk rovmord mod en gammel kvæghandler, uden dog at få noget særligt ud af det. Divney gemmer nemlig pengene og nægter at fortælle, hvor de er, før der er 'faldet ro om sagen'. Tre år efter skal de hentes, men Divney har ikke tænkt sig at dele - og ved et dristigt greb overfører O'Brien nu sin hovedperson til en verden, som nok ligner den han kender, men hvor fornuften står fuldstændig på hovedet.
Til at begynde med glemmer han sit navn, og når man ikke har noget navn er man slet ikke til. Øjeblikkeligt splittes han i to, det navnløse jeg på den ene side og hans sjæl 'Joe' på den anden. Joe er hans rådgiver og bliver gradvist hans gode ven i forsøget på at finde vej ud af den absurde situation. I sin stadige jagt efter de forsvundne penge føres han i armene på to politibetjente, som sært sort-snakkende viser ham rundt i deres politistation, et raritetskabinet af groteske og umulige genstande.
Overbetjenten, som morer sig med at stjæle cykler for derefter lynhurtigt at 'opklare' forbrydelsen, har en fantastisk teori om forholdet mellem cykler og mennesker: eftersom alting består af atomer, som forbinder sig mere eller mindre fast til hinanden, vil cykel-atomer og menneske-atomer begynde at blandes når man i årevis har cyklet over de hårde markveje.
Cyklerne i Den tredje politibetjent opfører sig derfor højst menneskeligt: de stjæler fra spisekammeret når de tror sig alene og læner sig op ad komfuret, når det er koldt. Menneskene bliver selvfølgelig gradvist til cykler - støtter sig op ad væggen med en albue i stedet for at sætte sig ned eller punkterer på baghjulet. Postbudet, den stakkel, er allerede 71 pct. cykel.
Videnskabeligt nonsens
Denne form for absurd pseudovidenskab spiller en stor rolle i bogen og giver mindelser om både Lewis Carrols og Jorge Luis Borges' sans for forskruet logik. Men endnu mere Borges-agtigt er romanens særdeles omfattende fodnoteapparat, som bestandig kommenterer handlingens gang med henvisninger til den lærde de Selbys samlede videnskabelige produktion, plus citater - højlærd på fransk - fra imaginær sekundærlitteratur.
Disse fodnoter er en genialitet for sig, for udover at gestalte et absurd korpus af vanvittigt 'videnskabeligt' nonsens - tidsrejser gennem spejle, jordens 'pølseform', natten som en 'forurening' af luften gennem millioner af små vulkanudbrud - fortæller de en skjult historie om de krige, de Selbys forfængelige kommentatorer fører mod hinanden over retten til den afdøde mesters værk.
Efterhånden som handlingen skrider frem bliver situationen mere og mere kafkask - helten er henvist til at navigere i en uigennemskuelig verden, som alle andre finder ganske naturlig og indlysende. Det slutter uden nogensinde at slutte, i en evig cyklen rundt i mareridtsmaskinen uden nogen udvej. Heraf bogens oprindelige titel, Hell Goes Round and Round, som senere blev ændret til The Third Policeman.
Josef K. i Kafkas Processen og O'Briens navnløse helt er brødre i ånden og i den skæbne, som de blot kan betragte uforstående, mens deres egen identitet langsomt fordufter. Hvor Kafka muligvis er dybere, er O'Brien til gengæld morsommere i sin sans for logiske omvendinger og det møjsommeligt obskure sprog, politifolkene taler: "I Rusland," sagde overbetjenten, "fremstilles tænder af gamle klavertangenter til bedagede køer, men det er et barskt land uden ret megen civilisation, og det ville koste en formue i gummidæk."
O'Briens bog er et højhastighedseventyr fra den moderne verden og et komisk mesterværk i den europæiske litteratur. Nye læsere bør begynde her og være forberedt på at blive indfanget. Men det gør ikke noget. Centrum har nemlig tænkt sig at fortsætte arbejdet med dette væsentlige og usædvanlige forfatterskab.
*Flann O'Brien: Den tredje politibetjent. Oversat efter The Third Policeman af Claus Bech. 215 s., 248 kr. Centrum
