Analyse
Læsetid: 5 min.

USA åbner for dialog

23. juni 1998

Efter flere års hård kurs overfor Iran har USA forsigtigt tilkendegivet, at man er parat til dialog. Imens plages Iran af interne magtkampe i ledelsen

Det bizarre skæbneforhold, at Iran skulle møde USA i fodbold-VM fik politiske konsekvenser.
Som optakt til kampen meddelte udenrigsminister Madelaine Albright i sidste uge, at tiden var inde til reel dialog mellem de to lande. Det var den første officielle amerikanske åbning over for Iran siden den islamiske revolution i 1979 - og det første skridt mod at genoptage de diplomatiske forbindelser.
Efter Iran i søndags eftertrykkeligt havde banket "Den Store Satan" USA, rykkede den reaktionære ex-præsident Rafsanjani ud med en tale. Heri advarede han mod at lægge for meget i den amerikanske henvendelse. Han henviste til den amerikanske fjendtlighed over for Iran, og fremhævede Irans succes med at komme sejrigt ud af de amerikanske aggressioner.
Rafsanjani befinder sig stadig i magtens indercirkel, hvor han varetager interesserne for den konservative fløj - mens hovedrollen i åbningen overfor USA er den reformvenlige folkevalgte præsident Khatami.
Som den første iranske præsident lod han sig i interviewe til CNN, hvor han henvendte sig direkte til det amerikanske folk med en appel til dialog mellem 'alle kulturer'.
Selv om magtkampen mellem de to er høflig - f.eks. uden vold - så er den voldsom. I weekenden afsatte det konservative parlamentetsflertal indenrigsministeren.
Præsidenten svarede omgående igen ved at udnævne den fyrede minister til vicepræsident, hans syvende. Vicepræsidenter skal ikke godkendes, og har betydelige beføjelser.
Parlamentet kritiserede den tidligere indenrigsminister, nu vicepræsident for sociale anliggende, Abdullah Nouri for at at have ført fraktionspolitik. Han har bl.a. tilladt demonstrationer til fordel for ayatollah Montaseri, der er stærkt kritisk over for det nuværende politiske system.
Allerede ved Nouris udnævnelse gik der rygter om, at det kunne fremme dannelsen af oppositionspartier - eftersom politiske partier faktisk er tilladte bliver det spændende at se, hvor langt Khatami og Nouri vil - og kan - gå i en liberalisering af det politiske system.

Den indenrigspolitiske tumult, der har præget Teheran siden Khatami udpegede sin regering i sidste efterår, peger på, at Khatami faktisk vil gennemføre reformer.
Khatamis politik er en foreløbig kulmination på en tendens, der er blevet stadig tydeligere i 1990'erne, hvor en pragmatisk magtbalancepolitik skal styrke Iran som nationalstat i regionen. Som den nyvalgte præsident slog fast i december, handler det i dag mere om at styrke Iran nationalt end om at arbejde for islam universelt.
Dette går fint i spænd med Khameneis anti-amerikanske synspunkter, for USA har siden sin første militære invasion i Iran under Anden Verdenskrig gjort alt for at hindre Iran i at blive en suveræn nationalstat.
Ved mødet i Den Islamiske Konferences Organisation i Teheran i december fik Iran tydeligt vist, at det har fået et bedre forhold til de arabiske lande. Samtidig markerede konference, at Den Islamiske Republik er ved at genvinde sin position som regional magt i Golfen og Centralasien.
Iran indleder sin dialog i håb om samarbejde med Vesten med den klare betingelse, at USA og Vesten standser deres statsfjendtlige virksomhed, som går ud på at fjerne det nuværende styre i Teheran.
Uanset hvad den iranske nation måtte have af beundring for amerikansk baseball, brydning, MTV og cola, er det stadig en udbredt opfattelse blandt iranere, at USA er den store fjende og har været det siden 1942, hvor 40.000 soldater besatte den sydlige del af Iran.
Amerikanerne stod derefter bag en paladsrevolution i 1943, der indsatte Muhammad Reza som ny shah, og da hans magt efter krigen igen blev truet, etablerede CIA det berygtede sikkerhedskorps SAVAK.
General Norman Schwartzkopf - hvis søn i 1991 blev en helt i krigen mod Irak - stod bag oprettelsen og træningen af SAVAK, der ifølge Amnesty International og Røde Kors myrdede 35-40.000 iranere og torturerede andre 100.000.
Shahen blev ganske enkelt betragtet som en amerikansk marionet, hvilket for iranerne blev bekræftet af, at han efter sin flugt ud af landet fik opholdstilladelse i USA.
Op gennem 1990'erne har USA forsøgt at isolere Iran diplomatisk og økonomisk.
Det er bemærkelsesværdigt, at den amerikanske optrapning af isolationspolitikken mod Iran har fundet sted i anden halvdel af 1990'erne samtidigt med, at Iran faktisk har ændret udenrigspolitik.

Denne ændring tog sin begyndelse med våbenhvilen med Irak i 1988 og fortsatte med Irans neutrale stilling i konflikten mellem Saddam Hussain og FN efter Iraks besættelse af Kuwait i 1990, nedtrapning af støtte til Hizbollah i Libanon, optagelse af diplomatiske forbindelser til de arabiske Golfstater og er foreløbigt kulmineret med det omtalte møde i Teheran i december. Dertil kommer, at Iran faktisk, i modsætning til nabostater som Saudi-Arabien, har tilladt FN's menneskerettighedskommission at arbejde i landet.
Iranerne har ydet modstand, og der er dokumenteret meget alvorlige overtrædelser af menneskerettigheder, men FN har haft adgang.
Det samme gælder Det Internationale Atomagentur, som har undersøgt forholdene flere gange uden at finde tegn på, at Iran er i gang med at producere atomvåben. Hvad angår støtte til international terrorisme, er der ikke fremlagt beviser for, at Iran er involveret. Der er stærke indicier for, at Hizbollah var involveret, og der er klare beviser for, at Iran støtter Hizbollah i Libanon omend i mindre målestok end tidligere, og at Iran var involveret på muslimsk side i Bosnien.
Baggrunden for amerikansk Iranpolitik ligger hverken i spørgsmålet om masseødelæggelsesvåben, international terrorisme eller Rushdie, men i et fasttømret amerikansk udenrigspolitisk dogme om fuld kontrol i Mellemøsten. Det skal dels sikre energiforsyning til Vesten, dels sikre Israels eksistens, dels holde Rusland borte fra Golfen.
Efter Iraks nederlag i 1991 er Iran den potentielt set største trussel mod Israel og amerikansk dominans i Golfen - men mange kloge hoveder i USA peger på, at der vil være mere perspektiv i en kritisk dialog med Iran.
Med Albrights udtalelser er der noget, der tyder på, at den amerikanske regering lytter til kritikken. Som Khatami må slås med at konservativt religiøst magtapparat, må Clinton slås med en konservativ kongres, der ønsker isolationspolitikken videreført.
Med opbrud såvel i Teheran som i Washington, kan dialogen mellem Iran og USA måske vokse udover fodboldniveauet.

Lars Erslev Andersen er leder af Center for Mellemøststudier ved Odense Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her