Læsetid: 3 min.

V og K: Ikke ro på udlændingeområdet

6. juni 1998

Også når Thorkild Simonsens udlændingepakke er vedtaget, vil V og K presse på for, at det skal vare syv år, før en flygtning kan få permanent opholdstilladelse

Selv om det lykkes regeringen at få vedtaget den nye integrationslov og ændringerne af udlændingeloven inden Folketingets sommerferie, er der ikke lagt op til ro på udlændingeområdet.
Det forudser både den konservative Bendt Bendtsen og den radikale Henrik Svane.
"Vi får ikke noget stort forlig om udlændingepolitikken. Der er for stor afstand mellem regeringen og Det Konservative Folkeparti. Den udlændingelov, der ligger i dag, gør intet for at minimere tilstrømningen af udlændinge til Danmark," siger Bendt Bendtsen, der bebuder, at hans parti og Venstre også efter den forventede vedtagelse af regeringens udlændingepakke vil rejse kravet om, at der skal gå syv år (mod nu tre), før en flygtning får permanent opholdstilladelse, og om en "opstramning" af de facto-flygtningebegrebet.
"Det spændende er, at vi nu lægger op til at diskutere frivillig repatriering af flygtninge. Og selvfølgelig kommer vi igen til at tale om, hvorvidt der skal gå tre eller syv år, før en flygtning får permanent opholdstilladelse. Man kan ikke sige, at vi nu har lagt et låg på diskussionen. Men det skal vi heller ikke. Samfundet og verden ændrer sig, men man ved jo, hvor de radikale står," siger Henrik Svane.

V og K undlader
Politiken og Jyllands-Posten skrev fredag, at Venstre og de konservative var indstillet på at undlade at stemme, så integrationsloven og ændringerne af udlændingeloven kunne gennemføres med stemmerne fra regeringspartierne, CD og Kristeligt Folkeparti.
"Jeg går ikke nødvendigvis efter et forlig - men meget gerne en stemmeaftale," siger Henrik Svane. Han forklarer:
"Når du indgår et forlig, vil der - når forliget er ved at rinde ud - være forventninger om, at 'så skal vi til den igen'. Derfor tror jeg, at det giver mere ro, hvis vi får en stemmeaftale, hvor V og K stemmer ja. En lovgivning i en valgperiode med rimelig ro i de kommende to-tre år er bedre end et forlig, der om tre-fire år skulle ses efter i sømmene igen."
- Men hvis V og K undlader at stemme - hvis kun et mindretal af tingets medlemmer kan stemme for udlændingepakken - vil det så være et problem for den folkelige accept af udlændingelovgivningen?
"Det ville være ærgerligt, hvis ikke Venstre og konservative ville tage et medansvar for denne lovgivning, al den stund at de har udtrykt, at de er enige i meget af den," siger Henrik Svane, der ikke mener, at forhandlerne "er ved målstregen" endnu. Der er dog ikke aftalt nogen nye møder med Venstre og konservative.

Ikke færdige
Bendt Bendtsen siger, at Venstre og konservative "ikke er færdige med at snakke med regeringen":
"Vi er blevet enige om at sige til pressen, at vi nok ikke stemmer imod, men vi forhandler stadigvæk," siger Bendt Bendtsen. Han er glad for regeringens forslag om stramninger af udlændingeloven - især reglerne om udvisning af kriminelle udlændinge. V og K forhandler videre med regeringen om integrationsloven. De to borgerlige partier er bekymrede for de kommuner, der har svært ved at indkvartere flygtninge, fordi de ikke har almennyttigt boligbyggeri:
"Nogle kommuner kan blive nødt til at investere i boliger. De skal have mulighed for at få økonomi til det. Det er nu en gang regeringen, der bestiller musikken ude i kommunerne. Så må de også betale," siger Bendt Bendtsen.
Han afviser, at han ligger under for sin partifælle, Gentoftes borgmester Hans Toft, der kategorisk har afvist at tage flygtninge:
"Alle kommuner skal være med til at løfte opgaven - også Gentofte," siger Bendt Bendtsen.
Han mener ikke, det bliver nødvendigt for staten at bruge de redskaber, der kan tvinge kommuner til at tage flygtninge:
"Hvis vi får en ordentlig økonomisk aftale med regeringen på området, vil tvangen aldrig komme i anvendelse," siger Bendt Bendtsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her