Læsetid: 1 min.

Det venlige vanvid

24. juni 1998

En dugdråbe fra Storm P.'s himmel af skaberkraft

NY BOG
Danskhed påkalder sig fornyet interesse: En stamme-identitet i den globale landsby. Men hvilken? En bralrende selvgodhed? Fremmedforagt forklædt som hygge?
Nej, nej, sådan behøver det ikke at være. En ægte danskhed kan være åben for kulturernes mangfoldighed, kritisk over for de velbjergede, solidarisk med de udstødte og vævet sammen af varm humor og kærlighed til mennesker og andre levende væsener.
Skulle vi have glemt, at en sådan danskhed er mulig, er der hjertestyrke at hente i Ane Brahm Lauritsens åbning af Robert Storm Petersens verden for børn: Storm P. - Indenfor og udenfor.

Et brag af kreativitet
Storm P. (1882-1949) var et omvandrende brag af kreativitet. Hans Samlede Fortællinger fylder ti bind. Hans tegninger er astronomiske 60.000! Hertil kommer film, revyoptræden, causerier.
Som ung malerkunstner var Storm P. præget af Toulouse-Lautrec og Edvard Munch. Hans bidske sociale satire antog med årene en rundere og - tilsyneladende - mere godmodig form. Det venlige vanvid er hans tilbagevendende tema. Godt, at børn - og voksne - nu får en dugdråbe fra hans himmel.

*Storm P. Indenfor og Udenfor. Indledning og udvalg ved Ane Brahm Lauritsen. 88 s. 275 kr. Forlaget Forum

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her