Læsetid: 6 min.

Venter på Viagra

27. juni 1998

INTERMETZO
Der findes ikke dårligt vejr, der findes kun forkerte klær. Således kan man billedligt talt engang i fremtiden sige om, hvad det skal være. Menneskenes børn vil kunne indrette sig hensigtsmæssigt efter forholdene og ændre radikalt på naturen, det billige skidt. Man medicinerer sig ganske enkelt ud af alle gebrækkeligheder, og indsætter en effektiv blokade mod sorger og bekymringer.
Når man allerede nu ved hjælp af en muntert udseende viagra-pille kan sikre sig fornyet avlekraft og blodgennemstrømmet livskvalitet, m/k, (man hører jo i parentes at kvinder også kan højne de primære funktioner) skal der ikke megen fantasi til at forestille sig et noget nær ubegrænset udvalg af resultatorienteret, målrettet medicin. Allerede nu læser vi naturvidenskabelige analfabeter i populærvidenskabelige kulørte blade, at man om få år kan sende bittesmå maskiner i chips-størrelse med roterende dimser ind i organismens hemmeligheder, hvor de i fred og ro og uden større omkostninger kan udføre, hvad selv den brillanteste kirurg er for pølsefingret til.
Man kan i den forbindelse også forestille sig den nye potenspille assisteret af en listig lille maskine. Oh, denne kilden og kradsen i organet, frk. Svendsen, den skyldes ikke udelukkende Deres kvindelige fortrin, men en skønsom blanding af apotekets farvede piller og seneste mikrochipsmaskine. De har fået konkurrence i det dyriske element fra medicinalindustrien og anden menneskelig hittepåsomhed.
Nu skal der jo nok være den første million af økologiske hængemulehoveder, der sidder og piller sig i deres NGO-navler af bekymring. Hvordan skal det dog gå med natyren, når man kan ordne eksistensproblemerne med en munter lille svingom på apoteket. For det må man da gå ud fra som givet, at man vil kunne få de nye piller i håndkøb og på sit glatte ansigt og ikke først skulle demonstrere over for en tilfældig sygekasselæge eller apotekermokke hvad man altså ikke duer til.

På den anden side kan man forestille sig i dette i hoved og røv gennemlyste kongerige, at der først skal udøves diverse kontrolforanstaltninger, så ikke alle og enhver kan få den maksimale pillebetonede fornøjelse - og uden recept - af det forhåndenværende men eventuelt lystløse apparat. Man kan nemt forestille sig minister Overforsigtig Restriktionsen dekretere, at pillen kun må udleveres én gang om året til deprime karlfolk, der vitterligt og under edsansvar befinder sig i potensens dødsrige. Derfra hvor ingen ved egen eller andres pilleløse bistand igen har rejst sig. For Uha, man skal skam først lige undersøge om danske mænd og damer med kalveknæ og fregner og tendens til rynker i femoghalvfemsårsalderen kan tænkes at få skæl i hentehåret.
Men hvorfor fa'en skal det være så surt. Vi vil have den pille. Nu - og ikke først til efteråret eller næste år igen, når Sundhedsstyrelsen har fået den prøvesuttet. Vi vil have den pronto i store dynger og morgen, middag, aften og nat, og ikke først når vi alligevel ikke kan bruge den til noget, fordi...ja, fordi så meget.
Potensen er ikke noget men går og rutter med. Den skal bruges, mens den er der. Kønslivet er en alvorlig, dyrisk affære og ikke noget pjank. Leif Blædel sagde det engang så udmærket i fjernsynet, da en hektisk moralistdame havde udsendt nogle vamle reflektioner over noget hun kaldte morsom sex. Det hele skulle helst være en munter affære, hvor man lå med partneren og grinede sig halvt fordærvet, humoristisk og livsglad sex over hele femøren. Men som Blædel bed damen af: Sex er sgu ikke morsomt. Det er alt muligt andet. Men morsomt! Man begynder jo ikke at fortælle vittigheder midt i en ellers vellykket forplantning. Før og efter, men ikke under.

Derfor kan klummisten roligt - medmindre der skulle findes særprægede Informations-læsere, der ligefrem anvender klummen som forspil - derfor kan han roligt her genfortælle en gammel jødisk vits, som af erfaring er kendt af de færreste.
Den lille historie, en variant af lignende bedagede overlevelseshistorier i den jødiske tradition, fundet og udgivet af den meget udmærkede, nu ældre dr. Salcia Landmann (f. 1911). Salcia Landmann har udgivet flere samlinger af jødiske anekdoter og er kyndig jiddish-forsker. I Jüdische Witze, som Landmann første gang udsendte i 1963, og som nu er kommet i 31(!) oplag, finder man disse jødiske overlevelseshistorier, der for adskilliges vedkommende handler om alderens uundgåelighed, men overvindelse. Ofte om figuren Schmoll eller Schmull - der begunstiges af naturen og bliver undtagelsen fra reglen om et ellers kort, brydsomt, fattigt og impotent liv. Nu kommer historien:

En skønne dag finder Schmoll ud af, at tiden må være inde til tegne en livsforsikring. Altså bryder han op fra sin Shtetl og drager til den store by, hvor han opsøger livsforsikringskontoret.
Schmoll banker på, og livsforsikringsmanden åbner døren. "Hvad vil De?" spørger livsforsikringsmanden "Ja, jeg vil jo gerne have en livsforsikring," siger Schmoll. "En livsforsikring " siger livsforsikringsmanden, "jamen, sig mig lige engang, hvor gammel er De egentlig?" "Jeg er firs," siger Schmoll. "Firs!" siger livsforsikringsmanden. "Det er jeg ikke sikker på er nogen god ide. Men under alle omstændigheder er vi ved at lukke, så De må komme igen i morgen". "Det kan jeg ikke," siger Schmoll, "i morgen er det min fars fødselsdag." "Deres fars fødselsdag!" siger livsforsikringsmanden. "Det var dog forbløffende. Har De en far? Hvor gammel er han?" "Ja, han er jo hundrede," svarer Schmoll. "Jamen, så må De komme igen på torsdag," siger livsforsikringsmanden. "Det kan jeg ikke," svarer Schmoll, "for da skal min bedstefar giftes." "Deres bedstefar!" siger livsforsikringsmanden. "Har De også en bedstefar? Sig mig, hvor gammel er han så?" "Ja, han er hundredeogtyve": "Og så vil han giftes?" siger livsforsikringsmanden. "Vil og vil, siger Schmoll. Det er i og for sig ikke noget han vil. Det er noget han er nødt til."

Tilbage til medicinens fremtidsmuligheder, for man kan jo som antydet forestille sig en bred medicineringsvifte, således at man også i det daglige vil kunne få noget mod andre skavanker. Og så vil man jo også kunne hælde disse midler i folks drikkevand. Tænk at kunne få en pille mod smålighed og sure tæer. Bare lige liste sådan én ned i fætter Gufs gule sodavand. Lugten forsvinder, og nærigfisen kommer til portemonixen. Eller folk der ikke kan træffe beslutninger. Det kender klummisten skam fra sig selv. Og andre. Oh, der findes ikke det problem der er så stort at man ikke kan rende fra det og slippe ansvaret og tage til stranden. Så løser det hele nok sig selv, og de indblandede, der venter på handling, konsekvens, dynamik og retfærdighed bliver til sidst så trætte i kraniet, at de springer skrigende ud af vinduet. Så er det problem jo løst. Men tænk at kunne ordne sagen med en pille!

Man kunne forestille sig et offentligt pille-tag-selv-bord og en befolkning af duelige individer, der åd piller dagen lang, men til gengæld var til at holde ud. Ikke noget med Huxleys soma her. Alt for primitivt, da det jo ikke er temperamentsløsheden og sløvheden, vi er ude efter.
Snarere tværtimod vil man i fremtiden kunne få piller for at modvirke den talentløse kedsommelighed. Grimhed kan man måske ikke kurere med piller, men her har man jo så de små maskiner, som man kan sende ind i systemet og rette op på det værste. En pille mod almindelig fantasiløshed og dumhed må man også kunne opfinde. Når man kan klare potensen, kan alt andet kun være nemmere.
Man ser det med andre ord for sig: En befolkning bestående af virile, beslutningsdygtige, temperamentsfulde, sanselige, ansvarsorienterede, begavede, potente mandfolk, der kan slå en proper næve og - når det gælder - i bordet og få ting og sager fra den anden hånd. Samt bedårende, feminine, beslutningsdygtige, temperamentsfulde, begavede, sanselige, ansvarsorienterede, liderlige kvindfolk, der ikke stikker den op for bollemælk.
Sæt kun sving i pilletrilleriet, inden dødbideriet breder sig yderligere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her