Læsetid: 3 min.

Verden var aflyst

29. juni 1998

Efter fire stjernespraglede dage på festival er det tid til at huske det fantastiske og vende tilbage til en verden, der bare kunne skride ad helvede til

Det mest stillede spørgsmål på Roskilde Festival 1998 var ikke, om der er mere spade på den næste plade, eller hvad skal du så høre senere. Nej, det var et spørgsmål, som selv de mest blæste journalister kunne komme i tanke om, stort set nårsomhelst: eejj, har du ikke en panodil?
Men der skal meget mere til for at dulme fraværet af den drømmerus, der i fire dage ladede 70.000 mennesker op til et år mere. 361 dage til næste møde med rock, skøn hvid støj, hip hop og Alt Det Andet. Det andet, der gør sådan en lejrtur til noget større og kalder på ydmyghed over for skæbnen...
"Hallo hallo, ja så er den gal igen," hylede den unge mand ud over campingområdet. I en megafon meget meget tidligt om morgenen, klokken var vist elleve.
"Ja der er nogle, der har lånt mig 25 kroner til nye batterier til min råbemaskine, taaaak!" Resten af herrens udgydelser druknede lidt i vredesudbrud fra teltene omkring.
For hovederne værkede efter rockbragene og de brændstoffer, den slags bruger, og det blev bedre, brændstoffet underligere:
Klokken 17.34 lørdag eftermiddag, kunne Politikens festivalavis berette, piskede en mand ved navn Jenz ud af et lokum i campingområdet, med bukserne nede og lokumspapir flagrende efter. Forud for dette angstfremkaldende optrin havde der inde fra lokummerne lydt et sært, skvulpende drøn.
"Først bad han om ild. Og så flygtede han," forklarer et øjenvidne til avisen.
"Det eksploderede, så det sprøjtede ud over alle i campingområdet," sagde vidnet videre.
Epicenter var et sted mellem ét og 50 kanonskrald.
Men der skulle, selvfølgelig, mere til at ødelægge humøret efter fire dages præcisionsudbombning af sanserne. Heller ikke tøsedrengene fra The Verve kunne. Hovednavnet 'måtte' aflyse på grund af dårlig arm, ondt i maven eller sådan noget. Festivalen venter stadig på en forklaring og en lægeerklæring.

Dylan ind i kødet
Men engelske triphopper Tricky kom. Torsdag vendte den meget vrede unge mand halvt ryggen til publikum, sugede en joint og greb svajende om mikrofonstativet. Skreg sin indebrændthed ud med djævleblændet akkompagnement fra en rockbesætning og -lyd, der var Trickys metalliske overraskelse til Roskilde. Allervildest og mørkt forførende var brokkenummeret Still I Complain fra hans seneste album, Angels With Dirty Faces. Publikum gyngede mere end han, og det var en del.
Dagen efter skete der noget mærkeligt. I hvert fald for de mange førstegangstilhørere ved Bob Dylans koncert på Orange Scene.
Hvor var det langt ude at stå på en våd pløjemark og blive så pisserørt.
Vi kendte ikke numrene fra tidligere, og det gjorde ingenting. Som man masede sig frem mod scenen stod de unge og de alleryngste, svajende og med armene om hinanden, dansende, drejende sig til Bob, der bare lod poesien flyde fra nogle af verdens bedste sange. Måske skriver han ikke rockhistorie mere, men fredag skrev han sig ind i kødet på os, og glade lod vi blodet flyde. Verden var aflyst. Den kunne skride ad helvede til og gjorde det villigt. For Bob og for os.
Efter den oplevelse stod det igen klart, hvilken magt rigtig kunst har over sjæle, og vi måtte opsøge det igen, det fantastiske.
Vi fandt det i dance-ghettoen Deeday lørdag aften. Først behørigt gennembanket af Beastie Boys' støjende rapmetal på Orange, udhoppede og godt gennempuffede af en meget meget funky koncert, gik vi videre til DJ Carl Cox.
Han må have strammet sine minimalistiske Detroit-inspirerede housebeats med et meget sjældent værktøj. For de galopperende rytmer møvede sig direkte ind i maven, ruskede, rykkede og foldede sig ud over os, mod os og ind i. De er der stadig, rytmerne. Men de skal også holde længe endnu.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her