Læsetid: 3 min.

En verdensmand griber ind

26. juni 1998

Stop Hother! - En Danmarksfarce 6

Resumé: Vi gen- og genoptager samtalen, hvor vi forlod den i gårsdagens afsnit. Kriminalkommissær Mortensen blev ringet op af en mand, som han først troede var en kvinde, nemlig sekretæren, frk. Himmelblå. Da hun pludselig stod ved siden af, gættede han straks, at det ikke kunne være hende. Men hvem var det så? Her får vi forklaringen.

- Hallo! Hallo!
- Ja, hallo!
- Er det PET?
- Nej, det er ikke PET.
- Er det FET?
- Nej, det er ikke FET.
- Hvad er det da?
- Det er Mortensen.
- Jeg troede det var PET. Eller FET. Der er altid sådan en susen og raslen, når jeg ringer op for at få min daglige sludder. Det er Seidenfaden...
- Fedt, sagde kriminalkommissæren og vendte øjnene mod himlen.
- Hvad? sagde Seidenfaden, er det alligevel FET?
- Nej, sagde kriminalkommissæren med en ro, der overraskede ham selv. - Det er bare frk. Himmelblå, der har glemt at lægge røret på. LÆG RØRET PÅ, HIMMELBLÅ! brølede han. Lidt efter var lyden på ledningen normal.
- Hvad kan jeg gøre for Dem?
- Det er Tøger Seidenfaden, chefredaktør for dagbladet Politiken. Jeg ville tale med Dem om en sag, der muligvis kunne være af betydning.
- Jaså.
Mortensen havde trukket benene op under sig og hvilede hovedet mod stolens armlæn. Han lignede et foster.
- Der kommer så mange interessante mennesker på Politikens redaktion, og i dag havde vi besøg af en særlig interessant.
- Uhuh.
- Det var en ca. halvtreds- til tresårig mand i lysebrun cottoncoat og dyngvåde sko. Håret hang ned i panden...
- De behøver ikke sige mere, peb kriminalkommissæren. - Jeg kender fortsættelsen.
- De kender altså historien?
- Til bevidstløshed.
- Udmærket. Det gør faktisk sagen lettere for mig. Jeg har ikke tid til at tage mig af den slags, De må jo vide, at jeg færdes i magtens korridorer. Det ene øjeblik taler jeg med statsministeren, det næste med hr. Møller.
- Hr. Møller?
- De kender måske ikke Danmarks mægtigste mand, hr. skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller. Ligesom Poul én af mine nærmeste venner. Lige bortset fra Henry Kissinger og Bill, selvfølgelig.
- Bill?
- Clinton. Men gud, hvor jeg savner Mitterrand. Les français, vous savez, det er nu de bedste, bare ærgerligt med François, at han ikke kunne holde sig i skindet. Jeg mener i Rwanda, kunne han ikke have nøjedes med at slå et par tusinder af de halenegre ihjel i stedet for millioner?
- Øh?
- Det ville hr. Møller aldrig have fundet på. For det er en fin mand og mit store idol. Ham kan der ikke sættes en finger på, og ved De, hvad han betaler i skat? Ikke en krone, ikke en øre, Danmarks rigeste mand, er det ikke fantastisk!
Kriminalkommissær Mortensen, der med sine kr. 250.000 om året forlængst havde knaldet hovedet ind i det skrå skatteloft, syntes ikke det var særlig morsomt, at Danmarks rigeste mand ikke betalte skat eller i hvert fald suverænt bestemte, hvor stor den skulle være, så han lod sine fødder dumpe mod gulvet og rettede sig op i stolen.
- Hvordan skal jeg tolke Deres opringning? spurgte han med tydelig stemme.
- Jeg ville bare fortælle Dem, at vi på redaktionsmødet besluttede at sætte Niels Barfoed på denne Hother Christoffersen. Han går alligevel rundt og danderer den til en tårnhøj gage, så vi kan sagtens undvære ham, og hvis der nu er en historie i sagen...
- Der er ingen historie, mumlede kriminalkommissæren. - Det hele er et blålys.
- Nå, men det er Barfoed jo også, gnækkede chefredaktøren, - så det kan gå lige o p op.

4.
Det var ikke fordi kriminalkommissær Mortensen følte sig særlig illumineret efter mødet med redaktør Barfoed i dennes herskabelige lejlighed i Nyhavn. Længe havde han kviet sig ved overhovedet at gå derhen (hele historien bød ham i den grad imod), men tanken om, at han ellers blev nødt til at tale med Bo Bjørnvig en gang til, sendte i den grad kvalmen op i halsen på ham, at han valgte det, han måtte anse for det mindste af to onder. Han havde for en stund overvejet, om det ikke var på tide at gå på førtidspension, men så kom han i tanke om frk. Himmelblås strømpesømme og den måde de løb ned ad læggene og forsvandt i de små sko på, og han vidste med sig selv, at det syn kunne han ikke undvære.

(Fortsættes i morgen)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her