Læsetid: 5 min.

Det var vores Auschwitz

24. juni 1998

Mere end 50 år efter at en gruppe hvide mænd lynchede fire sorte er byens sorte og hvide i gang med forsoningen

MONROE, GEORGIA - Richard Rusk sidder tilbagelænet i en gyngestol på sin terrasse en fugtigvarm søndag formiddag i maj og funderer over de seneste års turbulente begivenheder i hans liv.
Det begyndte i 1992, da han læste en avisartikel, som ændrede hans konventionelle opfattelse af racerelationer i sydstaterne.
"Jeg var nygift, og vi planlagde at købe en grund nær Moore's Ford Bridge, og her stod dét sort på hvidt - at det var nær denne bro, at to sorte par blev lynchet den 25. juli 1946," erindrer han.
"Vi kørte ned til broen og prøvede at forestille os, hvad disse mænd kunne have tænkt, da de bandt fire uskyldige mennesker op ad nogle træer og skød dem ned, som var de gemene hunde."
Det er et vanskeligt øjeblik for Rich Rusk. Stemmeføringen knækker. Hvordan forklare en racistisk udåd af en så uhyggelig karakter begået af mænd, som han og hans far - der var udenrigsminister for præsident Kennedy og Johnson - har boet i sammen by med og formentligt kendt i årevis uden at ane, at de var forbrydere?
"Det var ufatteligt for mig, at sådant noget kunne være sket i min hjemstavn," siger han efter en kort pause.
"Drabsmændene og slægtninge til ofrene var sandsynligvis stadig i live. Det var simpelthen for meget."
Rich Rusk besluttede at efterforske lynchingen. Hans artikler blev offentliggjort i lokale aviser, og snart førte initiativet til en bred debat. I 1997 grundlagde Rusk sammen med en gruppe hvide og sorte borgere en mindekomité, som har til formål at forsone de to racegrupper.
"Dét, der virkeligt gjorde indtryk på mig under mit arbejde, var, hvor frygtelig denne lynching havde været, og hvor grusomt afro-amerikanerne blev behandlet dengang. Hvad vi taler om, er vort eget Auschwitz, USA's holocaust."

Vidne truet på livet
Den iskolde nedskydning af to mænd og to kvinder ved Apalachee-floden i juli 1946 vakte bestyrtelse over hele USA. FBI sendte snesevis af efterforskere til Monroe. Georgias guvernør udlovede en dusør og præsident Harry Truman fulgte personligt sagen.
50 politiagenter brugte et halvt år på at udspørge den lokale befolkning. I sin rapport skrev lederen af FBI-holdet: "Selv ikke de bedste borgere i byen vil sige noget."
Kun et vidne trådte frem. Det var den sorte teenager Lamar Howard, som havde set nogle vel bevæbnede hvide mænd i Monroe Ice Plant samme dag, som lynchingen fandt sted. Men inden man vidste af det, blev Lamar Howard slået halvt ihjel af to hvide brødre og truet på livet, hvis han vovede at ytre et eneste ord igen.
Dengang var mange sorte på egnen rædde for, at volden ville sprede sig og tog simpelthen den første bus ud af byen
"Min onkel og hele hans familie flygtede til Ohio. De er aldrig vendt tilbage på besøg," fortæller Chris Culbreath, amtmand i Monroe.

Forsoningsmarch
Der skulle gå 46 år, indtil et øjenvidne gik til bekendelse. Den dengang 10-årige hvide dreng Clinton Adams havde den dag hørt ophidsede stemmer og taget opstilling på et nærliggende højdedrag, hvorfra han kunne se den dramatiske begivenhed udfolde sig. Hvad Clinton Adams så, skulle forfølge ham resten af livet.
Han opdagede til sin store skræk, at én af de to sorte mænd var George Dorsey, en bekendt af hans nyligt afdøde far, som arbejdede på samme bomuldsplantage som Adams' familie. Han så Dorseys søster Dorothy blive gennet ud af en bil og skrigende bundet til et træ. Hendes mand Roger Malcolm og hans søster Mae (West) Murray Dorsey var der også. Mindst ti mænd løftede deres geværer og affyrede en uendelig række salver.
"Det blev stille i nogle sekunder, man kunne kun høre bladene hvisle, så gik mændene leende tilbage til deres biler," fortalte Adams i 1992.
Adams genkendte tre af de væbnede mænd. Nogle dage efter kom Monroes vicesherif på besøg hos Adams-familien. Drengen fortalte ham historien og fik ordre på at holde kæft. "Ellers er du og din familie færdig," lød advarslen.
Siden den dag har Clinton Adams levet som et jaget dyr. Uanset hvor han flyttede hen i USA, følte han sig under opsyn og frygtede for sit liv.
"Ingen, hverken hvide eller sorte i Monroe, turde gå til politiet, for politiet var impliceret i lynchingen," fortæller Rich Rusk.
"Vi er ret sikre på, at nogle af de 10-15 mænd stadig er i live. Én af dem tilstod fornylig på sit dødsleje. Han skriftede til en sort præst. Derfor ved vi det."
En del hvide på egnen ser dog helst ikke, at gamle sår bliver genåbnet og tager afstand fra den mindekomité, som blev dannet af hvide og sorte borgere sidste år. Kritikken kommer dog sjældent ud i det åbne, tiderne er skiftet.
Under en mindehøjtidelighed for ofrene den 17. maj på Carver Middle School i Monroe samledes 3-400 hvide og sorte borger. Man sang og holdt mindetaler. Det første raceblandede kirkekor i amtet optrådte. Kort efter gik 200 i en forsoningsmarch over broen, og kastede rosenblade i floden til minde om de fire dræbte.

Venskaber er vejen
Rich Rusk ser fortrøstningsfuld på fremtiden.
"Vi når ud til folk gennem de respektive kirker. Nogle af vores bidragsydere er ældre hvide mænd fra den tid. Sønnen til én af de mistænkte har leveret tre lad grus gratis. De skal bruges til at sætte den afro-amerikanske kirkegård i stand."
En entreprenør, som i gamle dage drev en eksklusiv klub for hvide, har tilbudt at bygge en obelisk nær broen til minde om de fire ofre.
Men optimismen fra 1960'erne borgeretsbevægelse er fordampet. Forsoning mellem hvide og sorte kan ikke dekreteres fra oven, men læres dag ud og dag ind, mener Rich Rusk.
"Jeg er overbevist om, at de venskaber hvide og sorte har stiftet gennem arbejdet i vores mindekomité vil udgøre det mest vedvarende bidrag. Vi er venner for livstid. Vi har realiseret, hvad Martin Luther King drømte om."

*Anden artikel i en serie om livet i USA's sydstater tredive år efter mordet på Martin Luther King. Serien fortsætter.

Serie

Hjemstavn

Seneste artikler

  • Gå tilbage, men aldrig til en fuser

    31. december 2009
    Den nye hjemstavnslitteratur var og blev den synligste trend i det 21. århundredes første årti, der dog bød på mange genrer
  • Hjemstavn

    30. december 2009
    Et af temaerne i årets danske litteratur, der i øvrigt har handlet om alt fra familie- og generationsopgør til ustabile identiteter, har været en ny hjemkomst, en besindelse på det danske sprog og hvad man kommer fra, på en ny hjemstavn i sproget
  • Det er ganske vist: Fyn er fin

    10. august 2009
    Fyn er et af Danmarks mest undervurderede steder, og derfor er det på sin plads at gøre op med enhver fordom her. Odense er eventyrets by - smørklatten i danmarks-grøden. Information har valgt at hylde paradisøen Fyn
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her