Læsetid: 4 min.

Washington på to hjul

19. juni 1998

Den amerikanske hovedstad rummer miskendte oplevelser for den cyklende

DERUDA'
WASHINGTON - Da jeg cykler ud for at spise morgenmad, triller jeg forbi Det Hvide Hus og vinker ind til Hillary og Bill. De kan nok have brug for en opmuntring ind-imellem.
Jeg har bestemt mig til denne gang at opleve Washington på cykel. Seværdighederne ligger strøet ud over den amerikanske hovedstad. Men på grund af dens grandiøst anlagte byplan kan der være langt imellem dem. Sommetider er det længden i sig selv, der udgør seværdigheden.
Det gælder det tre en halv kilometer parkstrøg, der løber fra Kongressen, langs Det Hvide Hus og ned til Lincoln-monumentet. Skal man vade rundt og se det hele, bliver man hurtigt bims. Ikke mindst på grund af varmen. Washington ligger på grænsen til Sydstaterne og faktisk lige så sydligt som den italienske støvlesnude. Så altså: cykel.
Men hvordan får man fat i en cykel her? Jeg slår op i De Gule Sider under 'Cykeludlejning'. Adresserne forekommer fjerne. Jeg spørger hotelportieren.
"Jamen, man ringer da efter en," siger han.
Han ringer, og op foran hotellet ruller en ladvogn fra Better Bikes, og en kulsort Kenneth tilbyder fem forskellige tohjulede at vælge imellem.

Et synsbedrag
Jeg vælger den, der ser mindst sammenstytningstruet ud.
Det viser sig nu at være noget af et synsbedrag, for den højre pedal falder af efter en times cykling, bedst som jeg er nået pokker i vold ud i det naturområde, der strækker sig op langs Potomac-floden nordvest for storbyen.
Nogen ørn til mekanik er jeg ikke, men forsmædelsen ved at skulle trække den havarerede tolv kilometer tilbage til civilisationen får mig
til at bruge tommelen som svensknøgle.
Fingeren er bullen og selvfølelsen høj, da det lykkes at få skruet pedalen helt ind i gevindet.
Mens jeg står og vrider, opdager jeg stilheden. Lidt boblen fra floden, nogle gnækkende vadefugle og ellers bare tyst. Det er modsætningernes USA: Enten er der for meget af alting, eller også er der for lidt. På mindre end en cykeltime fra Det Hvide Hus er det det rene bøhland. Jeg har engang på en klar dag fløjet fra Boston til Chicago. Mellem de to lufthavne var der ikke andet end øde bjerglandskaber - midt i USA's tættest befolkede områder. Hvordan det så end kan lade sig gøre.
Når jeg har vovet mig ud i vildnisset nord for Washington, skyldes det, at der hér gemmer sig en seværdighed: The Chesapeake & Ohio Canal.
Potomac-floden munder ud i Atlanterhavet i Chesapeake-bugten lidt neden for Washington, men umiddelbart opstrøms for byen begynder floden at blive ubesejlbar på grund af vandfald.

Vidtløftigt projekt
Den 4. juli 1828 tog præsident John Quincy Adams det første spadestik til det ærgerrige projekt at lave en parallelkanal langs floden hele vejen fra hovedstaden og op til Ohio-dalen 560 kilometer indlands. Samme dag lagde et privat selskab grundstenen til et konkurrerende forehavende: En jernbane på samme strækning. I 1850 var kanalen nået halvvejen. Otte år tidligere var jernbanen nået hele vejen.
Så færdig blev kanalen aldrig. Men den nåede da sine 350 kilometer, hvorunder den ved hjælp af 74 slusekamre løfter vandstanden fra havoverfladen ved Washington og op i en højde 200 meter ved byen Cumberland i Maryland.
Konkurrencedygtig blev kanalen heller ikke. Også fordi den havde det problem, at jævnlige oversvømmelser skyllede de sindrige konstruktioner ned i floden - og kanalen med.
I 1889 tømte en stormflod igen kanalen - og kanalselskabets kasse. Jernbanen overtog konkurrenten og holdt sluseværkerne i kommerciel drift frem til en ny stormflod i 1924. Herefter fik kanalen og dens vidtstrakte tilliggende arealer lov til at glide tilbage i naturens favn.

'Den sure grøft'
I 1950'erne fremkom forslag om at fylde "den sure gamle grøft" op med en "natur-motorvej". Det fik naturvenner afværget. De fik også John F. Kennedy til i 1961 at gøre kanalen til nationalt monument og Richard Nixon til i 1971 oveni at lægge status af nationalpark. Derefter begyndte det offentlige den møjsommelige opgave at lappe på digerne, så de kunne bruges til cyklende, ridende og gående, og kanalen kunne besejles rekreativt.
At holde vand i Chesapeake-kanalen er så ambitiøst som at fylde danaidernes kar. I 1972 rullede en ny stormflod. 20 år senere var reparationerne så småt ved at være afsluttet. Hvorpå det hele skyllede væk en gang til i januar 1996.
Under min cykeltur læser jeg langs kanalen skilte, hvor myndighederne beklager dens øjeblikkelige uordentlige tilstand. Den er strækningsvis uden vand, og færdslen må jævnligt omledes, hvor der intet dige er at færdes på. "De nødvendige udbedringsarbejder," meddeler skiltene, "anslås at ville vare adskillige år."
Det har de nok ret i. Da nu bevillingerne til marathon-projektet beredvilligt er vedtaget af Kongressen, undlader skiltene taktfuldt at antyde, at ny stormflod kan sætte bestræbelserne baglæns til endnu en omstart.
At amerikanernes gå-på-mod på éthundredeogtresindstyvende år holder dem i gang med denne kamp mod naturkræfterne, men nu kun til glæde for dyr, planter og stilfærdigt oplevelsessøgende - det kan man kun bifalde. Tænker jeg, mens jeg skuer fra et netop repareret dige i højderne og ned over Potomacs fjernt brusende vandfald. Et par flodhejrer i kanalen bag mig knebrer bekræftende.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her