Læsetid: 6 min.

12 kloge mænd jagter etikguden

14. juli 1998

Ny bog om de etiske grænser i politik, forvaltning og erhvervsliv beriger etikdebatten

NY BOG
"Hvor går den etiske grænse?"
I en verden, der i en årrække har været domineret af en grænsesprængende kultur og har jagtet alle grænseoverskridende teknologiske, økonomiske og politiske fornyelser, kan et sådant spørgsmål måske virke kættersk på nogen. Som en begrænsende trussel mod den individuelle frihed og udfoldelseslyst...
Men det er dog alligevel spørgsmålet en række forhenværende magthavere i Folketinget, Nationalbanken, statsadministrationen og erhvervslivet forsøger at besvare i en ny debatbog: Hvor går den etiske grænse?
Der er ingen kvinder, men kun 12 erfaringsrige mænd til at give hver sit bud på dette fine og hypermoderne begreb, etik. De 12 mænd, anført af fhv. ombudsmand Lars Nordskov Nielsen, fhv. folketingsformand Erling Olsen, fhv. nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer og fhv. Oticon-chef Lars Kolind, vil have rejst en bredere samfundsdebat om de "etiske normer som grænsesættere" - og det er i god samklang med det politiske og kulturelle omslag, der har vundet fodfæste i løbet af 1990'erne.
Etik er blevet uomgængeligt, et uerstatteligt fænomen i samfundslivet. Fra Etisk Råds grænsesættende debat ift. de nye medicinske teknologier til de offentlige institutioner og private virksomheder, der er besat af forestillingen om, at enhver med respekt for sig selv og som vil have respekt om sig må kreere et etisk regnskab. Det er blevet moderne at snakke etik i stort set alle dele af samfundet; blandt socialrådgivere, pædagoger, læger, jurister, journalister, pensionsfonde etc.

Gummibegreb
Debatbogen er ikke et moralfilosofisk mesterværk og brillerer ikke med en klarlægning af, hvad det fine begreb 'etik' egentlig er for en størrelse, f.eks. til forskel fra moral. Der er mange behjertede forsøg undervejs. De vil helst tale om en evigt foranderlig etik - den evolutionære etik, som det hedder et dyrt ord - næsten så det som et stykke vådt sæbe smutter imellem hænderne.
Bogen giver ingen præcise definitioner af, hvilke instanser (Gud, Naturen eller en tredie instans) der kunne give det til tider gummiagtige etikbegreb mening og sammenhængskraft. Det svæver tværtimod let i luften som en pluralistisk samling af 'etiske' vejledninger.
Debatbogen er dog alligevel - når alt kommer til alt og man får slået sig igennem den brogede række af indlæg - en guldgrube af praktisk-etiske overvejelser fra skribenternes righoldige lager af personlige erfaringer og refleksioner. Ja, det er i virkeligheden måske en styrke, at den så klart adskiller sig fra de mange og mere højtravende filosofiske udredninger, der alt for ofte glemmer at forholde sig til virkeligheden, til praksis.
Det er således fint at være i selskab med Folketingets pensionerede formand, Erling Olsen, når han i detaljer beskriver de mange uskrevne regler i politik: F.eks. hvorfor Jytte Andersens valgplakater ikke fik lov til at vende ud mod nabokredsens vælgere på Nørrebrogades forretningsstrøg, men i overensstemmelse med god socialdemokratisk valgetik allerhøjest måtte appellere til vælgerne på Assistens kirkegård. Eller hvorfor en statsminister fyrede en minister, der skiftevis var gået i byen med sin hustru og sin elskerinde - fordi "statsministeren ikke ville have en minister, som ydmygede sin ægtefælle." Eller hvorfor en politiker, "som går ud fra, at noget ubehageligt kan skjules, som oftest vil tage fejl."
Og bogen rummer samtidig et perspektiv, der rækker langt ud over de snævre etiske spørgsmål, f.eks. når fhv. MS-formand og fhv. chefredaktør for Information Knud Vilby beskriver konsekvenserne af globaliseringen. Hvordan de lænkede Gulliver-politikere har svært ved at føre "den etiske diskussion om menneskets forhold til Gud og skaberværket og om de grænser, vi sammen bør sætte for udviklingen." Konkurrenceræset sætter snævre rammer, og politikerne er blevet angst for at tage beslutninger.
Og det er erkendelsesrigt at følge juraprofessor Henrik Zahles knivskarpe og logiske gennemgang af etikbegrebet i forvaltningsretten, som er blevet et fast tema efter tamilsagen i 1987-88.
Etik er, som han understreger, noget andet og mere end lovlydighed. Det kan også være nødvendigt for forvalteren som menneske at trodse en ordre - ja til tider at gøre det, selvom det kan være ulovligt. "Der er en risiko for, at debat om etik bliver et mål i sig selv. (...) Den gode handlemåde nås ikke blot ved snak."

Renæssancen
Lars Nordskov Nielsen tror på en "renæssance" for etikken efter et halvt århundrede, hvor den blev skudt i baggrunden sammen med religionen - på et tidspunkt, hvor teknologi og videnskabstro fik magten over sindene som "altings problemløser".
Uden en stærkere "bevidstgørelse om etiske principper" frygter han, at de stadig mere politiserede embedsmænd til tider kan forvilde sig derud, hvor "navnlig mindre lødige taktiske hensyn kan få overvægt over for hensynet til lov og ret og anstændighed."
Peter Duus og Carsten Skovgaard Nielsen fra Socialministeriet vil have de grundlæggende værdier og det gode liv til diskussion. De mener, at "synliggørelsen" af "posedamerne, sindslidende i boligområderne og mange andre synlige tegn på social nød har rejst spørgsmålet: Kan vi være det bekendt? Hvilke menneskelige omkostninger vil vi acceptere for at opnå økonomisk vækst?".
For de to embedsmænd er det i sidste instans et spørgsmål om menneskesyn, og det de - noget højstemt, - kalder "en etisk lovgivning" og "en etisk forvaltning". Men inspirationskilderne er såmænd gode nok. Med udgangspunkt i Løgstrup siger de, at det gælder om at "indrette samfundet på en sådan måde, at den magtfulde tvinges til at omgås sin magt, som om han havde fået den til at tjene andre med." De kredser som Løgstrup om det kristne næstekærlighedsbud og de suveræne livsytringer, f.eks. tillid, oprigtighed og barmhjertighed. I den konkrete situation må den enkelte sagsbehandler gå "hinsides bureaukratiet" og "tage vare på den person, man møder ansigt til ansigt."
En så radikal fordring ligger langt hinsides det institutionaliserede og videnskabeliggjorte liv i velfærdssamfundet, hvor etikken - med forfatternes ord "forsvandt eller blev usynlig." I den forstand rummer debatbogen kimen til et bredere opgør med den del af velfærdsstatstænkningen, der har uansvarliggjort og frigjort det enkelte menneske fra at påtage sig de etiske og moralske dilemmaer, livet rejser.

Risiko for hån
"Omsorgen må ikke blive for kvælende," skriver prorektor for Aarhus Universitet Palle Bo Madsen i et indlæg om ret og etik på markedet. Erhvervslivets jura har en lang tradition for at jonglere med begreber om redelighed, loyalitet og god skik. Det nye er, at de stadig mere værdibaserede forbrugere tvinger virksomhederne til at lave "miljøregnskaber" og "etiske regnskaber". Men f.eks. reklameindustrien overskrider indimellem en etisk grænse, mener Palle Bo Madsen. Han kalder bl.a. ur-firmaet REM REM's selvmordsannoncer for "en særlig morbid form for åndelig forurening", og han mener, at "et samfund - og den enkelte borger - må naturligvis kunne sætte sine grænser, og reklamen er af natur anmassende og svær at slippe for at blive konfronteret med i et samfund som vort, hvorfor et etisk krav om social ansvarsfølelse og hensyntagen må hævdes med særlig styrke."
"Man skal ikke finde sig i alt", som Palle Bo Madsen insisterer. Og man skal heller ikke lade sig spise af, når pengeinstitutterne laver retningslinier om etik, der med professor Lennart Lynge Andersens ord i bogen er noget værre "makværk". Det er der mange klogskabsregler om, men derfor behøver man ikke at ophøje alt til et etisk spørgsmål.
Hvis der er gået råd i folks personlige moral eller den bare er blevet væk, så nytter det næppe at lave fine etiske retningslinier. Så må man i en stadig demokratisk samtale sætte nogle håndfaste grænser med lovgivningsmagt. Hvor de skal gå er ikke noget, der kan bestemmes en gang for alle ved at henvise det til en ny etisk overgud, en fundamentalistisk klippe, der uden for demokratiet selv definerer, hvilke krav vi skal efterleve.
Den etiske diskussion er nyttig til konstant gennemlysning af love og magthaveres administration, men problemet er blot, at det er blevet forfærdelig svært i det hele taget at diskutere etiske grænser i samfundet i dag. Tænk f.eks. på debatten om tidsgrænsen for provokerede aborter...
Hvad reaktionen kan blive er Lars Nordskov Nielsen som fhv. formand for Etisk Råd sig fuldt ud bevidst:
"Den, der forsøger at bidrage til knæsætning af etiske værdier, må være forberedt på at blive sigtet eller dog småhånet for at ville 'moralisere' (hvilket åbenbart er meget ulækkert) og/eller for at være for umoden til at forstå det politiske spils forædlede manøvrer og nødvendige procedurekrav."

*Bogen "Hvor går den etiske grænse?" er redigeret af Lars Nordskov Nielsen. 251 s., 420 kr. Børsens Forlag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her