Læsetid: 4 min.

80'ernes fest genbesøgt

13. juli 1998

Den centrale skikkelse i 80'ernes neo-popkunst, Keith Haring, vises for første gang i USA retrospektivt på San Francisco Museum of Modern Art

UDSTILLING
Da Keith Haring døde i 1990, blot 31 år gammel, efterlod han en enorm produktion, der vidner om, at den energi som findes i hans graffitilignende og kulørte billeder også må have kendetegnet hans korte arbejdsliv.
Haring fik mediernes opmærksomhed i 1980, da han begyndte at tegne sine let genkendelige figurer med kridt på de sorte reklametavler, der hænger overalt i New Yorks subways. I perioder producerede han op til 40 af disse offentlige værker om dagen, og overraskende nok respekterede folk de sarte billeder nok til at lade dem hænge. Måske fordi man i Harings enkle streger altid fornemmer en oprigtig vilje til at kommunikere.
I løbet af kort tid blev Haring en af frontfigurerne på 80'ernes neo-popscene. Andy Warhol tog ham under sine vinger, han blev inviteret til at samarbejde med koryfæer som William Burroughs, Madonna og Grace Jones, og i 1986 åbnede han sin egen forretning på Manhattan og i Tokyo, the Pop Shop. Dén i New York findes stadig. Priserne og tempoet steg, og festen fortsatte indtil slutningen af årtiet, hvor scenen kollapsede, samtidig med at Haring havde fået sin egen dødsdom i form af en hiv-diagnose.
Haring blev imidlertid ved med at producere. Efter at have fået konstateret de første symptomer på aids betroede han sin dagbog, at "kunst er vigtigere end liv," og til det sidste flød hans karakteristiske streger i en lind strøm ud over en mangfoldighed af overflader, fra køkkenlågemagneter, t-shirts og traditionelle lærreder til mure i Berlin og Barcelona.
Det er dette korte, men hektiske liv, der nu for første gang i USA opsummeres med sommerens retrospektive Haring-udstilling på Museum of Modern Art i San Francisco. Udstillingen omfatter mere end 130 værker, heriblandt mange fra private samlinger, som ikke tidligere har været vist i museumssammenhæng. Hertil kommer et større udvalg af personlige ejendele, fra Harings tidligste barndom og frem til de sidste hektiske år som superstjerne i sen-80'ernes New York: private fotos, notater, dagbøger, digte, skitser, tegninger og andre effekter. Alt i alt vidnesbyrd om et liv, der allerede i puberteten accelererede fra lillebyens rastløse udlængsel med kurs mod det internationale jet set's overhalingsbane.
Keith Haring voksede op i Kutztown, Pennsylvania. Han havde sin første soloudstilling som 19-årig i 1978 på Pittsburgh Arts & Crafts Center, og samme år flyttede han til New York, hvor han blev optaget på School of Visual Arts. Med i bagagen havde han en interesse for tegneserier, børnebogsillustrationer, popmusik, popkunst og populærkultur i det hele taget, og i udstillingens 'livsfrise', der løber som et bånd under de mange værker, fornemmes, at grundelementerne i det visuelle vokabularium blev udstukket meget tidligt.
Helt tilbage i hæfterne fra skoletiden ses ansatser til de bærende ingredienser i Harings univers: De anonyme menneskeskikkelser, hunden, hjertet, UFO'en, pyramiden, tv-apparatet, den kravlende baby og et par stykker mere. Universelle tegn, der unddrager sig specifikke referencer til race, køn, nationalitet etc. Efterhånden udvikledes en række forskellige positurer og kombinationsmuligheder - i de helt unge år stadig med vægten på almenmenneskelige situationer - og fra starten af 80'erne begyndte de politiske undertoner at dukke op.
Det imponerende ved Harings oeuvre er ikke så meget formelle eller håndværksmæssige dyder, men snarere det omfattende sproglige register, som han udviklede med afsæt i særdeles enkle virkemidler. At Haring besad en udviklet sans for kommunikative strategier, hersker der ingen tvivl om, men det er den billedsproglige prægnans, og så selve energien, stædigheden og konsekvensen, der fortsat imponerer.
Keith Harings værker indfanger bedre end nogen andre - måske med undtagelse af Jean-Michel Basquiat (1961-88) - periodens hektiske puls. I hans kriblende og pulserende figurer fornemmes natklubbernes energi, dansemusikken, gadelivet, de gnistrende sammenstød mellem fin- og massekultur, mellem konventionelle regler for kommunikation og avantgardens subversive strategier, mellem diverse seksuelle og racemæssige minoritetsgrupper, mellem dagens rationalitet og nattens løsslupne grænseopløsning.
Der er en klarhed i Harings forenklede streger og gentagne figurer, en basal signalværdi og en mærkbar power, som overgår de fleste reklamebillboards. Men samtidig rummer hans univers et lag af subtile undertoner, noget uudgrundeligt og pirrende, som gør, at man ikke lige med det samme bliver færdig med dem. Og det er i spændingsfeltet mellem på den ene side den koloristiske og figurative styrke og på den anden side den vibrerende tone af 'noget mere', at værkerne henter deres fascinationskraft.
Dog må det siges, at uanset hvor klare farverne er i Harings motiver, så kan hans projekt ikke sige sig fri for at være blegnet noget med tiden. Set i forhold til den første generation af popkunstnere - ikke mindst Warhol - ligner Haring på afstand stadig mere af en one trick pony. Hans strategi var ganske vist med til at tegne et årti, men som tiden går, træder farligheden og den fornyende kraft i baggrunden og lader det kuriøse og det dekorative stå tilbage.
Det ændrer imidlertid ikke ved, at Harings værker stadig besidder en koloristisk friskhed og et markant lune, der forplanter sig til beskueren som en mærkbar stigning på humørkurven. De er ikke længere sidste nyt fra undergrunden, men en tur rundt i salene virker stadig som en injektion af energi. Det kan godt være, at the party is over, men Keith Harings værker står tilbage som vidnesbyrd om, at the beat goes on.
Parallelt med udstillingen er opstillet 10 Haring-skulpturer i San Franciscos gader.

*Keith Haring. Museum of Modern Art, San Francisco, til 8. september

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her