Læsetid: 4 min.

Den ægteskabelige boksekamp

27. juli 1998

Staffan Valdemar Holm giver Strindbergs psykodrama Faderen uden forsonende momenter

Sommer-scene
Strindberg er den mest urimelige af alle forfattere.
Fanget i sine tvangstanker, bundet til kvinden, som han foragter, elsker, frygter og mistror på det grusomste, udleverer han skånselsløst sine egne nederlag på scenen.
Når man hører hans ord, tror man ikke sine egne ører - ligegyldigt, hvor ofte man har lyttet til hans åndelige strip-tease, forundres man påny over den konsekvente, hudløse galskab, der driver manden.
Skrev han virkelig det, tænker man - for så længe siden?
Hvorfor dækkede han sig ikke bedre ind - hvor bliver de flotte parader af?
At overvære Faderen, hans stykke fra 1887, er som at gå omgangene ud med en gammel bokser, der går ned på tælling den ene gang efter den anden, for tilslut at have fået banket al fornuft og liv ud af kraniet.
På overfladen dominerer det rabiate kvindehad, men det er den underlegne, manipulerbare ægtemand, der er stykkets mest originale figur.
Alt, hvad Strindberg kunne finde på at sige og tænke af ondt om kvinderne har han lagt Ryttmästarn i munden - men rædslen æder ham op indefra.
Det er ikke sært, at hans hustru triumferende kan slynge ham i ansigtet, at hun aldrig har kunnet se på en mand, uden at føle sig overlegen.

Grotesk
Staffan Valdemar Holm har iscenesat Faderen på Dramaten, hvor forestillingen havde premiere sidste år i september måned - blot én blandt hans mange nærkampe med Strindberg, kulminerende i marathon-forestillingen Vasa-Sagan i Malmö.
Symbolikken er til at tage at føle på: Så snart tæppet går fra, ser vi 20 gevirer i det begsorte rum, hvor den indbildte hanrej taler med sin svoger, præsten uden rygrad.
Krister Henriksson er en gøende militærperson, der ikke vil være herre over liv og død, og derfor svigter dem, han skal dømme imellem.
Der er fra starten noget ormædt over denne fader, der ikke får gjort ret og skel imellem den gravide tjenestepige og hendes galan.
Det har ikke været Staffan Valdemar Holms ærinde at gøre hans krig med den iskolde, kønsforskrækkede Laura bedre end den er fra Strindbergs hånd, og han har lagt særlig vægt på, hvordan de gør deres barn fortræd ved at slide i hende som i et åleskind.
Stina Ekblad står for intrigerne, og man kan være sikker på, at der ikke bliver nogen overlevende i dén familie.
Men man forstår også, hvorledes hendes hadske trods er groet ud af fornedrelsen ved at være umyndiggjort, når pater familias beder om regnskaberne, før han kan udbetale husholdnings- og nålepenge.
Værst er det, at han keder hende - Stina Ekblad må med mellemrum gabe over sin ægtemand. Bo Widerbergs tv-udgave med Thommy Berggreen i hovedrollen var hjertegribende i sin medfølelse med både mand og hustru i det syge ægteskab - Staffan Valdemar Holms kuldslåede heksesabbat med elementer af farce imponerer uden at ville være rørende.
Man får ikke følelsen af, at disse to mennesker nogensinde har elsket hinanden, hvilket giver Stina Ekblad for gode kort på hånden.
Det er muligt, at læse en vis værdighed ind i Fader Adolf, der som videnskabsmand søger at finde organisk liv på fremmede planeter igennem spektroskopet, men han får ingen respekt i sin undertippede kamp.
Holms Faderen virkede stærkest sålænge galskaben var en hypotetisk mulighed, fremmanipuleret af fruen i huset, der med koldblodig beregning får manden isoleret fra vennerne og bragt den konfliktsky læge til at tro hendes version af den ægteskabelige skyttegravskrig.
Men man kunne måske have ønsket, at hun rystede lidt på hånden, så tragedien var blevet fuldbyrdet lidt mindre mekanisk.

Umyndig
Efter pausen lader Holm sin antihelt træde lige ud i vanviddet: Faderen har snedkereret sig et kors, som han bærer rundt og kaster sig over, selvom vi ved, at han er gudsfornægter.
Værst af alt forsøger han at skyde datteren - en illusionsbrydende moderne og illusionsløs samspilsramt Anna Björck. Han taler nu i hug, spruttende og hvæsende og mister snart ganske kontrollen over sine handlinger.
Det er derfor ganske berettiget, at Gunnel Lindblom, der spiller ammen, får ham lokket i spændetrøjen, for manden er jo bogstaveligt talt bindegal. Ømheden imellem de to er usædvanligt underspillet, så man skal ikke blive rørt.
Der er tegnet med store strøg i denne forestilling:
Ammen er et skrummel af et kvindemenneske, der med gravrøst råber sig igennem salmevers og baptist-bønner, guvernanten dingler beruset rundt, og svigermor reciterer spiritistisk sludder i lange evigheder.
Disse farceagtige scener lader Holm brede sig og virke disharmoniske i sammenhængen.
Slutscenen har sine pointer, når spillerne forlader scenen under exit-skiltet, men der er ingen magi i billederne.

*Dramaten, Stockholm -Gæstespil i Kanonhallen. August Strindberg: Faderen. Iscenesættelse Staffan Valdemar Holm, med Stina Ekblad, Krister Henriksson og Anna Björck.
Sidste dag mandag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu