Læsetid: 5 min.

"Afrika ""tilhørte"" Mitterrand"

3. juli 1998

Rocard hævder, at han som regeringschef var totalt uvidende om Rwanda-politikken - og bekræfter billedet af den franske neokolonialisme, der nu er på vej ud

Hvis man skulle finde et illustrerende eksempel på, hvordan den franske Afrika-politik i mange år blev dirigeret af præsidenten bag lukkede døre, uden parlamentarisk kontrol - og uden om regeringen! - kunne man næppe ønske sig
noget tydeligere vidnesbyrd end det, der i denne uge blev aflagt af tidligere premierminister Michel Rocard ved den ugentlige høring i den parlamentariske opklaringsmission om Frankrigs rolle før, under og efter folkedrabet i Rwandai foråret 1994.
Massakrerne krævede henved en million dødsofre, fortrinsvis tutsier og moderate hutuer. Høringerne har til formål at få fastslået, om Frankrig var medansvarlig - og i hvilket omfang - gennem sin politiske og militære støttetil hutu-regimet i årene 1990-94.
Rocard, der var premierminister under præsident Mitterrand i årene 1988-91, hævdede, at han ikke var blevet informeret om afsendelsen af en fransk militærstyrke til Rwanda i oktober 1990 (Opération Noroît).
"Jeg hørte aldrig tale om Rwanda i den periode," sagde Rocard.
Det var i pressen, at jeg erfarede om Opération Noroît... Jeg hørte først tale om Rwanda, efter at jeg var gået af. Situationen i Afrika undslap premierministeren. Man blev bedt om ikke at blande sig i noget, der ikke vedkom en. Da jeg var udelukket fra at øve indflydelse på beslutningerne, holdt jeg mig ikke informeret."
Dette forbløffende vidneudsagn fik mange af de tilstedeværendeparlamentarikere til at trække på smilebåndene. Rocards sarkastiske tone var en påmindelse om, at der var et yderst spændt forhold mellem de to rivaliserende socialistiske ledere Mitterrand og Rocard. Endnu efter Mitterrands død forsømmer Rocard ikke nogen lejlighed til at kritisereMitterrand.
Men det dårlige forhold mellem de to var ikke årsagen til, at premierministeren blev holdt udenfor, kun et særlig groft eksempel på den normale situation, at præsidenten suverænt dirigerede den franske Afrika-politik og betragtede Afrika som sit særlige aktionsfelt.
Præsidenten havde et særlig Afrika-kontor - betegnet som "den afrikanske celle" - i Elysée-palæet, og den autokratiske metode blev under Mitterrand drevet ud i karikaturen ved, at han udnævnte sin søn, Jean-Christophe Mitterrand, til leder af denne celle - og dermed i realiteten uofficiel minister for Frankrigs forbindelser med Afrika. En form for nepotisme, som man ikke ville have undret sig over at finde hos de mest udskældte afrikanske diktatorer...

Hidtil har de ministre og højtstående embedsmænd, der er blevet afhørt omRwanda, ikke villet tillægge Frankrig noget medansvar for folkedrabet eller vedkende sig nogen fejl. Rocard er den første politiker med ansvar på topplan, der har modsagt den officielle version om, at alt fungerede som det skulle idet franske regeringsapparat under Rwanda-krisen. Det drejer sig om et af de mest uigennemskuelige kapitler i Mitterrands præsidenttid, men iøvrigt et typisk eksempel på den franske Afrika-politik - med agenter for fransk-afrikanske netværk, spioner, diplomater og officerer med uofficielle kommandoveje osv.
Forud for Rocard afhørte opklaringsmissionen historikeren og Rwanda-eksperten Gérard Prunier, der har skrevet en bog om folkedrabet (Rwanda: le génocide. Editions Dagorno, 1997). Han betegnede den franske politik som "fejlslagen" og som "det endelige nederlag for en bestemt opfattelse af Afrika-politikken",nedarvet fra gaullismen.
Allerede forud for sin afhøring antydede Rocard ironisk, i hvilken grad præsidenten holdt regeringschefen hen i uvidenhed om Afrika-politikken. "Det her kommer ikke til at vare mere end 20 sekunder," sagde han til parlamentarikerne.

Tidligere udenrigsminister Roland Dumas blev også afhørt, og det kom til en pikant "konfrontation" mellem de to socialistiske partifæller Rocard og Dumas - henholdsvis bitter modstander og glødende beundrer af Mitterrand. Dumas bestred Rocards uvidenhed og gjorde med synlig irritation opmærksom på et bestemt regeringsmøde, hvor Rwanda var blevet drøftet.
"Kære Roland", svarede Rocard ironisk, "min opmærksomhed må have svigtet, men jeg var ikke inddraget i sagen". Senere havde Rocard erfaret, at Frankrig "støttede et foragteligt regime" i Rwanda. Han var kommet til det resultat, at den "sag", Frankrig burde have støttet, var tutsiernes oprør. "Vi begik en geopolitisk fejl", fastslog han.
Rocard, der i dag er EU-parlamentariker, har aflagt et længere besøg i Kigalii 1997, og han går ind for det nye regime, der er domineret af tutsierne.
Roland Dumas forsvarede den officielle politik. Han mente, at Paris havde været nødt til at hjælpe regimet i Rwanda for at "forsvare Frankrigsprestige". Men han indviklede sig i selvmodsigelser, idet han hævdede, at der ikke havde været nogen direkte fransk intervention i konflikten, men senere sagde han, at Frankrig havde "sendt mandskab for at standse offensiven i nord" og havde "truffet dispositioner for at hindre, at Kigali blev indtaget".
Trods sin gode vilje havde Dumas svært ved at forsvare en politik, der var blevet ført af Mitterrand & Søn uden om udenrigsministeren. Han syntes ufrivilligt at indrømme, at den franske politik blev ført på en famlende måde og virkede imod sin hensigt. "Vi ville ikke engagere os i denne konflikt, for vi havde en fornemmelse af, at den ville løbe af sporet, og at den franske hærville stikke en finger i den, derefter hånden, derefter hele armen..." Det var faktisk det, der skete.

Ikke bare mødet med Rocard og Dumas, men hele serien af Rwanda-afhøringer, der foreløbig har varet tre måneder, har virket som en bekræftelse på den lukkethed og direkte præsidentkontrol, der kendetegnede den franske Afrika-politik i årtier. Afhøringerne har efterladt flere ubesvarede spørgsmål end klare svar.
I mellemtiden har de franske medier rettet opmærksomheden mod de ændringer, der er sket i den franske Afrika-politik siden i fjor, først og fremmest, at forbin-delserne med Afrika er blevet overført til Udenrigsministeriet fra Samarbejdsministeriet, der før tog sig af Afrika i snævert samarbejde med præsidenten. Præsident Chiracs rejse i det sydlige Afrika opfattes som epokegørende, fordi den er koncentreret om en del af Afrika, der ligger udenfor det gamle franske kolonirige og det franskprogede Afrika.
Der tales om et farvel til det gamle neokolonialistiske system, der ensidigt koncentrerede de franske interesser om lande, hvor Frankrig kunne opretholde en magtposition ikraft af traditionelle forbindelser og hemmelige aftaler med mere eller mindrediktatoriske regimer.
Frankrigs rolle i Rwanda betragtes som et af de sidste og mest tragiske resultater af denne politik.

Fyrre år efter afkoloniseringen af fransk Vest- og Ækvatorialafrika oplever man omsider for første gang, at en fransk præsident foretager en rejse til en række ikke-fransksprogede lande i Afrika - Sydafrika, Namibia, Angola ogMozambique. I Maputo, hovedstaden i den tidligere portugisiske koloni Mozambique, som i mange år var hærget af borgerkrig, havde Chirac en heldig inspiration, idet han sagde, at Frankrig ville udvide "sin venskabs-sfære - ikke sin indflydelsessfære". Det sidste er nemlig et begreb, der hører fortiden til, fastslog han
Begrebet indflydelsessfære har måske ikke mistet enhver forbindelse med nutiden og fremtiden. Men at tage afstand fra det er i det mindste udtryk for en velgørende fornyelse i den franske tankegang.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu