"Kun når globaliseringen betyder ensretning skal vi råbe vagt i gevær. Når vi alle kloden rundt skal se det samme tv, de samme film, spise den samme mad, gå i det samme tøj, lytte til den samme musik..."
Elsebeth Gerner Nielsen, kulturminister
EU-kommissionen fremsætter inden længe en række forslag, der sigter på at støtte omstruktureringer i den europæiske medieindustri, således at der kan dannes større og mere konkurrencedygtige virksomheder eller såkaldte lokomotiver. Altså ikke rigtige lokomotiver, men virksomheder, der på god, gammeldaws loko-manér kan trække andre og mindre med sig videre fremad og opad mod gyldne højder på medieverdenens barometer.
Kulturkomissionen har desuden besluttet at afsætte 1,2 mia. kr. til at styrke den europæiske kultur, primært over for den amerikanske.
Nøjagtig hvordan fremgår ikke af det nye nummer af Kulturkontakten, der er kulturministeriets officielle publikation, men til gengæld rummer det en række artikler, der kommenterer og diskuterer den amerikanisering af kulturlivet, der i mange har været voksende på globalt plan. Eller mere korrekt: USA-ificering - som lektor Søren Schou skriver i sit bidrag til diskussionen. Amerika omfatter, som vi ved, bl.a. også Latinamerika.
Thi det kan jo ikke holdes skjult, at de amerikanske cowboybukser har udkonkurreret de lokale pludderbukser i en række lande, og her menes der bukser, men også bukser i overført, symbolsk betydning.
Godt eller skidt?
MAN KAN nok fælde en nostalgisk tåre over, at de ydre forskelle på nationerne udraderes mere og mere, således at man ikke oplever forskelligheden så stærkt mere, når man rejser fra land til land i Europa. Hovedgaderne er nogenlunde ens i de fleste større byer - og sådan er det hele vejen igennem. De unge vil frivilligt hellere hip-hoppe på amerikansk frem for at danse træskodans på hollandsk - og may the force be with them.
Der er da også nogenlunde konsensus blandt skribenterne i Kulturkontakten fra Elsebeth Gerner Nielsen til Klaus Rifbjerg om, at den amerikanske kulturpåvirkning er okay - for nu at sige det med en amerikanisme. Og om at den danske kultur nok skal klare sig endda.
Endog den skrappe debattør af nyere dato, Jan Sonnergaard, erkender, at han står i gæld eller forhold til den amerikanske kultur fra Jack Kerouac til Tarantino og Dead Kennedys, men drager så tromlerevolveren frem og tager sigte: "Hvad er vores nytte af at overvære 5.497 afsnit om ung, amerikansk overklasse?", skriver han og fortsætter: "Det samme spørgsmål kan man stille den fuldstændigt uforståelige hyldest til amerikansk badeliv, som i årevis er sendt herhjemme under titlen Baywatch"... osv. derudad.
Det umiddelbare svar ville være: Fordi seerne gerne vil se dem. Frivilligt. Ellers kan de jo vælge at se noget andet.
Men Sonnergaard påpeger, at der også er et moment af tvang. Nemlig pakkeløsningernes tvang: At når tv-stationerne køber en bestemt udsendelse, film eller serie, tvinges de til at tage en hel masse andet med i købet, som de så synes, de bør sende. Han nævner, hvordan Microsoft forsøger at monopolisere markedet, og hvordan udstrålingen af brutalitet også er fremherskende, når koncerner som MacDonalds placerer sig der, hvor den nationale selvbevidsthed er højest: Ved Den Spanske Trappe i Rom, på Champs Elysées i Paris, på Den Røde Plads i Moskva. Her er der ikke bare tale om placering, men om magtdemonstration.
Og så er vi midt i det, som en fransk minister har kaldt "Mediekrigen over Atlanten". Kan europæerne sidde disse signaler overhørig? Mediesektorens software-afdeling er den mest ekspanderende industri i verden, og efter våben-industrien er medieindustrien USA's mest indbringende eksportartikel. Kultur er dermed i den grad også politik. Det handler f.eks. også om arbejdspladser og beskæftigelse.
SØREN SCHOU påpeger et par andre minusser (omend plusserne er i overtal) ved USA-ificeringen. Et af dem er, hvad han kalder et historietab i forholdet til den nationale fortid, hvor vi i al enkelhed sagt via medierne er blevet mere fortrolige med Amerikas
historie end Danmarkshistorien. Vi har haft "langt rigere muligheder for at få anskueliggjort, hvad der skete i den amerikanske borgerkrig end i de samtidige slesvigske krige".
FRANSKMÆNDENE var - som kulturattaché Morten Pedersen, Bruxelles, er inde på - de mest hidsige for at beskytte europæiske produktioner af levende billeder med en 50 procents-kvoteordninger, et synspunkt, som de dog har stået temmelig alene med. Det bliver derfor næppe den vej, EU vil gå i fremtiden, men snarere ad konkurrencens smalle sti: Lokale produktioner som tv-serien Taxa skal på seriekvalitet udkonkurrere Baywatch, osv.
Ved statsstøtte til kunsten, ved opretholdelse af public service-tv o.lign. skal den nationale kulturs mangfoldighed sikres i kampen, mener - og lover - kulturministeren.
For det egentligt ironiske og i den forbindelse interessante er jo, at liberalismen, kapitalismen og den frie konkurrence, der i teorien og ideelt set skulle føre til større mangfoldighed og flere valgmuligheder reelt har ført til det modsatte, nemlig kulturel ensretning. Og det var vel i grunden ikke meningen?
