Læsetid: 6 min.

Den amerikanske drømmer

24. juli 1998

Bobby Julich fra Colorado deler en drøm med Jan Ullrich, og han og Marco Pantani er lige nu de farligste rivaler til den gule trøje

Tarascon sur Ariege - Et amerikansk korn- og foderstofkompagni havde i februar sendt deres bedste kunder på en tidages tur til Europa, og der sad de så, bondemændene og bondekonerne fra Nebraska, i deres bedste rejsetøj og spillede bingo om aftenen på et hotel i Montecatini Terme i Toscana. Om dagen havde de været ude at se Puccinis hus ved Viareggio og fået en dejlig frokost, og næste dag skulle de til Pisa eller Firenze og have en anden dejlig frokost, og så skulle de tilbage til hotellet og spille bingo igen.
Der var hængt plakater op med en lille skaldet mand med store øren og i cykeltøj på det hotel. "Gud, det er ham," sagde en af konerne fra Nebraska til sin mand og så mod plakaten og fulgte med øjnene ham på plakaten gå ind i restauranten til nogle andre mænd i cykeltøj, der havde deres træningslejr på samme hotel.
Manden fra Nebraska spurgte mig, om jeg vidste, hvem det var, og jeg fortalte dem det, og spurgte, da de havde givet en øl, om de havde hørt om én, der hedder Greg Lemond.
Det havde de ikke, så jeg gav mig til at fortælle om Lemonds og Lance Armstrongs bedrifter. "Gud, og så i Europa... Det anede vi ikke," sagde hun.

Leder på afbud
Bobby Julich fortalte jeg ikke om. Af den enkle grund, at jeg ikke vidste andet, end at han fik sit gennembrud med en niendeplads i Vuelta a Espagna i 1996, og at han i Tour de France sidste år var meget synlig i løbets sidste uge i Alperne og sluttede det med en tredieplads på enkeltstarten efter Olano og Ullrich. Den 26-årige tidligere skiløber fra Colorado har siden den præstation været en af de fornyelser i toppen af hierarkiet, man kunne vente på, og det er ikke helt uventet, at det blev i år.
Lige nu ligger Julich på andenpladsen i klassementet, blot 1,11 minut efter Jan Ullrich, og han havde ingen problemer med at følge med tyskeren i jagten på Pantani - og hans hold Cofidis var tilmed så stærkt, at det havde den ensomt stridende Roland Meier liggende foran med mulighed for etapesejr, og det franske hold var det eneste, der havde to mand med i Ullrichs gruppe. Foruden Bobby Julich den lille grimpeur Christophe Rinero. Cofidis' anden amerikaner, Kevin Livingston blev tilmed nummer ni.
Men Julich er kun blevet sit holds leder på grund af Francesco Casagrandes styrt på den første etape i Pyrenæerne.
"Jeg er ikke glad for at blive leder af holdet på den måde, det er sket. Casagrande er langt den bedste klatrer af os, og nu hvor vi kun er syv tilbage og mangler ham, vil vi være mindre farlige for vores modstandere, men løbet går videre, og jeg må overtage Casagrandes ansvar," sagde Julich på hviledagens pressemøde i Tarascon sur Ariege. Dagens aviser har udnævnt ham og Pantani til at være Ullrichs førsteudfordrere med pligt til at angribe, og en spørger ville vide, hvorfor han ikke havde gjort det på vejen op til Plateau de Beille i onsdags.
"Vi taler om sidste års vinder af Tour de France, og så tænker man sig om, før man angriber. Men hovedårsagen var, at vi havde Roland Meier liggende fremme med mulighed for en etapesejr, så det var virkelig ikke mig, der skulle angribe og tage den mulighed fra ham, og da Ullrich spurgte mig, om jeg ikke vil tage en føring, var svaret selvfølgelig nej. Jeg har hele tiden sagt, at jeg vil kigge modstanderne an i Pyrenæerne, hvor jeg har følt mig meget stærk, og så prøve at slå til i Alperne, og den taktik er blevet fulgt. Ullrich er stærk, og jeg har stor respekt for ham, men kan han isoleres, tror jeg, at han er til at slå på en etape eller to.
Jeg er nødt til at tro på mig selv - hvilket jeg gør. Jeg er nødt til at tro på mit hold - hvilket jeg gør. Og Ullrich skal nok blive angrebet."

Angrebsforpligtelse
Bobby Julich udrykker sig med den rolige og kultiverede veltalenhed, der karakteriserer mange af de amerikanske ryttere, og som har en af sine rødder i, at cykling i USA er en universitetssport. Det er svært i den kønne mørkhårede unge mand, der taler som en elev af Ron Hubbard, at genkende en cykelrytter, der uden at tøve siger, at han vil vinde Tour de France.
Hans bedstefar var tysker, hans far dyrkede Triatlon, og selv løb han styrtløb på ski - som et levnedsløb kan forkortes fra et pressemøde - og da han bad sin far om et par nye ski, stillede faderen den betingelse, at han så også skulle træne på cykel uden for skisæsonen. "Og jeg gjorde som en søn, der ser op til sin far og følger hans eksempel, så vi trænede sammen."
Bobby Julichs mål for denne Tour var at slutte blandt de ti bedste. Nu har han førsteudfordrerens angrebsforpligtelse:
"Jeg vil nok være mere nervøs og føle mig under større pres end ellers, hvis jeg efter Alperne stadig befinder mig i en situation, hvor jeg kan vinde. Men jeg frygter den ikke.
Jeg har ventet på denne dag, siden jeg første gang så Tour de France i tv i 1985 og så Greg Lemond og Bernard Hinault. Det er mærkeligt for en amerikaner at blive så fascineret af cykelsport, men jeg vidste øjeblikkeligt, at en dag så ville jeg træde i deres sko."
Julich kom første gang til Europa som 16-årig et par uger for at køre på cykel, og hvert år siden er han vendt tilbage for lidt længere perioder, så han er opdraget til europæisk cykelsport, siger han. Men sine første år som professionel - som sådan kører han sin sjette sæson - tilbragte han på små amerikanske hold. Var det ikke spild af tid, blev han spurgt, og han tænkte sig ikke et øjeblik om, inden denne sætning flød ham ud af munden:.
"Jeg tror på, at alt, hvad du kommer ud for på bestemte tidspunker i livet, har en mening. Undertiden fører livet dig i en retning, du ikke ønsker, men hvis du ser ud mod horisonten og fokuserer på det sted, du vil hen, så kommer du dertil før eller siden. Også selv om du undertiden er nødt til at træde et skridt tilbage for at komme to skridt videre frem."

Den store beslutning
Så vidt fremme var han sidste år, at han selv kunne vælge, hvilket hold, han ville køre for.
"Det afgørende valg stod mellem at blive på Cofidis eller skifte til Telekom. Når jeg kiggede på den velsmurte maskine, som Telekom er, og på ryttere som Riis, Ullrich, Böltz og Erik Zabel, og tænkte på, at dem kendte jeg og dem var jeg venner med, og det hold kunne jeg blive del af, så var jeg 99,9 procent sikker på, at det var der, jeg ville være. Men på et øjeblik ændrede jeg mening. Det var en dag, da jeg var ude at træne, og jeg tænkte på Tour de France og på alle de minder og drømme, jeg har om det løb, og jeg tænkte, at jeg jo måske kunne blive leder af et hold, og at jeg måske... Det var en forbløffende følelse, der ramte mig, og jeg standsede cyklen og trak ind til siden af vejen, og dér traf jeg min beslutning. Jeg erkendte, at Jan Ullrich og jeg har den samme drøm, og den drøm ville aldrig kunne blive virkeliggjort for mig, hvis jeg skiftede til Telekom. Jeg har meget stor respekt for det hold, men hvis jeg kørte for det, ville det også forhindre mig i at forfølge min drøm. Jan har sin drøm og jeg har min, og den er uheldigvis den samme, så vi vil ikke kunne være samme sted."
Bobby Julich fik det til at gibbe i de franske journalister, da han med sikkert utilsigtet mangel på respekt for Tour de France sagde: "I think I'll try to win this thing." Men sådan ville bønderne fra Nebraska sikkert også udtrykke sig, hvis de nogensinde kommer til at høre om Bobby Julich.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her