Mens den hårde kerne i den protestantiske Orangeorden i Nordirland vil marchere folket ned ad en forbudt gade, er folket begyndt at marchere væk fra Orangeordenen
Gennem den seneste tid, hvor Nordirland har befundet sig på randen af fredsprocessens sammenbrud, er der én tanke, som hele tiden har meldt sig.
Hvor er de kompromisvillige protestanter henne?
De, der måske nok gerne vil marchere i deres traditionelle
parader som udtryk for deres kulturelle egenart, men som ikke synes, at det er umagen værd ligefrem at skulle i slagsmål med tusindvis af britiske soldater af den grund. Endsige sætte Nordirlands i forvejen skrøbelige fredsproces på spil.
De, der stemte ja til fredsaftalen fra Langfredag og satte krydset ved partier, der støtter fredsaftalen, i valget til lokalparlament, som fandt sted for få uger siden. Det er trods alt flertallet. Hvor er de?
Nu tyder rapporter fra Nordirland på, at både dele af Orangeordenen og den protestantiske befolkning som sådan er begyndt at synes, at nu kan det være nok.
Nok med at skulle identificere sig med bigotte ekstremister, der afviser så meget som at forhandle om et kompromis, efter at en regeringsnedsat kommission har forbudt Orangeparaden ned ad den katolsk-dominerede Garvaghy Road i den lille by Portadown.
Og nok med at skulle slås i hartkorn med de voldsbrødre, som forlyster sig med at smide bomber og skyde på de soldater, der er udkommanderet for at holde de marchlystne Appelsinbrødre fra den omstridte gade.
Medierne beretter om, at Orangefolk, der hidtil har protesteret over paradeforbudet ved simpelt hen at campere på området foran soldaternes afspærring ind til Garvaghy Road, er begyndt at forlade området.
Portadownordenens egen præst, William Bingham, har opfordret ordenen til at bakke ud af dens anbefalinger af protester andre steder i Nordirland, fordi ordensbrødrene ikke længere er i stand til at kontrollere den vold, som de har affødt.
Ærkebispen af Church of Ireland, Robin Eames, har sagt det samme.
Den nationale ledelse af Orangeordenen har udtrykt sin støtte til fortsat protest ved Portadown, hvis den bliver "fredelig og værdig", men har opfordret til, at andre protestaktioner i den britiske provins nedtones.
Også David Trimble, Nordirlands splinternye førsteminister, der er et fremtrædende medlem af Orangeordenen, har opfordret sine ordensbrødre til at forlade området ved spærringen til Garvaghy Road.
Tilsyneladende er det mordet på tre små børn i byen Ballymoney, som har fået de mindre krigeriske elementer i Orangeordenen til at sige farvel og tak. Angiveligt var det protestantiske ekstremister, der smed en brandbombe ind ad et vindue i huset, så tre små drenge brændte inde. To mænd er ifølge nyhedsbureauerne blevet arresteret af det nordirske politi RUC.
Det var åbenbart den slags uhyrligheder, der skulle til, før de brede protestantgrupper vågnede op og fandt ud af, at det ikke kan passe, at de forhandlings- og tilpasningsvillige protestanter skal lade sig tage som gidsler af de, der står stejlt på den hårde, ubøjelige linie.
Det kan godt være, at det fører til splittelse i Orangeordenen. Det er da trist for dem, der føler, at den er - og bør være - en slags stat i staten. For alle andre kan det kun være en lettelse.
Hvis de hårde dele af Orangebrødrene kan splittes ud i en urespektabel kerne, som andre ikke vil kendes ved, kan det forhåbentlig føre til marginalisering.
De andre protestanter kan dermed fortsætte med at hylde deres kultur, historie og arv på en måde, der ikke generer deres katolske medborgere. Hvilket de da også gør i langt de fleste af de marcher og parader, der hvert år afholdes i Nordirland.
Især for førsteministeren David Trimble kom fordømmelsen af ordensbrødrene sent. Hans omdømme er ikke blevet hjulpet af, at der skulle tre små lig på bordet, før han rykkede ud og fordømte Orangebrødrenes såkaldte protester. Trimble er trods alt ikke længere kun leder af det største protestantisk-dominerede parti UUP (Ulster Unionist Party) men hele provinsens førsteminister. I den position skulle han gerne kunne aftvinge respekt hos både katolikker og protestanter. For slet ikke at tale om i den omverden, som provinsen gerne skulle udvikle tættere økonomiske bånd til.
I modsætning til Trimbles tilbageholdenhed har den britiske regering i London stået fast. Premierminister Tony Blair har forsøgt at mægle mellem parterne men har holdt fast i at paradekommissionens forbud mod Portadown-marchen har gyldighed som lov og ikke kan omstødes.
I realiteten er det kun den britiske regering, som har kapacitet til at stirre Orangeordenen så stift i øjnene, at det bliver ordensbrødrene, der først må slå dem ned.
Det nye nordirske lokalparlament har ikke engang etableret sin administration endsige overtaget sine beføjelser endnu - det sker først i starten af næste år - og vil i øvrigt ikke få rådighed over egne soldater. Det lokale RUC-politi er domineret af protestanter og dermed miskrediteret i katolikkernes øjne. Lykkes det Blair & Co. at bukke enderne sammen på Orangeordenen, vil det være en virkelig nyhed. Det har skiftende britiske regeringer aldrig før formået.
Forfatteren og Irlandsspecialisten Christine Kinealy beskrev i den britiske avis The Guardian i går, hvordan briterne altid er lusket slukørede bort efter en konfrontation med Orangemændene.
"Det nylige mønster af omlagte marcher, splittelse mellem befolkningsgrupperne og voldelig modstand mod regeringsforbud har været velkendt i de to århundreder siden ordenens grundlæggelse. Og, opsigtsvækkende nok, når Orangeordenen har trodset en regerings forbud mod en march, har den altid vundet til sidst," skriver Christine Kinealy.
Bryder den britiske regering det mønster, vil det være et kraftigt signal til Orangebrødrene om, at de godt kan holde op med at betragte sig som Nordirlands herrefolk.
Og et signal til katolikkerne om, at staten også er deres stat.
Mens splittelsen raserer hos Orangebrødrene og den protestantiske befolkning, er der anderledes sammenhold og disciplin hos katolikkerne.
De scorer det ene point efter det andet og er godt på vej til at blive alverdens yndlinge.
I går afholdt de sig fra tidligere tiders voldelige protester mod en Orangemarch i Belfast.
Ved deres tilbageholdende opførsel får de Orangebrødrene til at ligne en flok bøller.
Uanset udfaldet af slaget om Portadown er slaget om den moralske højborg vundet. Den har Nordirlands katolske samfund indtaget.
Man må håbe, at de bliver der.
