Læsetid: 6 min.

Australske kvinder bag kameraet

3. juli 1998

Australske Jocelyn Moorhouse har med
A Thousand Acres begået en amerikansk gennemsnitsfilm, men Gillian Armstrongs Oscar and Lucinda er billedskøn australsk magi

NYE FILM
Er man ikke til fodbold, kan man i aften f.eks. gå i biografen og se en film af en kvindelig australsk instruktør. Der er premiere på hele to af slagsen, som begge er filmatiseringer af prisbelønnet litteratur, og som begge har manuskript af Laura Jones, der også stod bag Jane Campions Portrait of a Lady og An Angel at My Table.
Men dermed hører også enhver lighed op, for hvor Jocelyn Moorhouses A Thousand Acres er et helt igennem amerikansk gennemsnitsdrama, er Gillian Armstrongs australske Oscar og Lucinda en magisk filmoplevelse på niveau med The Piano og An Angel at My Table.
A Thousand Acres bygger på en roman af Jane Smiley, der har opdateret Shakespeares King Lear, flyttet den til Iowas bølgende kornmarker og givet den et feministisk touch.
Den aldrende farmer-patriark Larry Cook (Jason Robards) vil trække sig tilbage og beslutter derfor at dele sine 1.000 tønder frodig muldjord ud til sine tre døtre - Ginny (Jessica Lange), Rose (Michelle Pfeiffer) og Caroline (Jennifer Jason Leigh). Ginny og Rose, der bor på den gigantiske farm, tager imod tilbudet, mens Caroline, der er den yngste og arbejder som jurist inde i byen, siger nej tak. Dét sårer faderen dybt, men snart går han og "den fortabte datter" sammen imod hendes to ældre søstre, som anklages for at have narret faderens livsværk fra ham. Ikke blot splitter sagen familien, den hvirvler også op i godt bortgemte traumer og får en række fatale konsekvenser.
Skønt filmen rent faktisk er optaget on location i Illinois, får fascinerende modlysbilleder af nærmest sorte muldjordsvidder, Iowas udstrakte marklandskab til at fremstå som en slags horisontalt fængsel. Bortset fra Caroline er personerne da også på godt og især ondt bundet til den jord, som hele deres eksistens bygger på.
Så langt så godt, men denne moderne 'landbrugs'-version af King Lear skal tillige krydres med såvel cancer som incest. Dét er mildest talt knap så godt, men formentlig nødvendigt for at den noget anstrengte omskrivning af Shakespeare, som Pulitzer-prisvinderen Jane Smiley angiveligt har villet feministisk, kan gå op med lodder og trisser.

Solid Jessica Lange
Filmen er blevet til på foranledning af Michelle Pfeiffers og Jessica Langes respektive produktionsselskaber med det eksplicitte formål at lave en film, hvor de to stjerner kunne spille sammen. Det gør de så her, men de slipper langtfra lige heldigt fra det.
Mens Michelle Pfeiffer fremstiller den vrede og kræftplagede landpige Rose, som om hun lige var steppet ud fra en natklub i downtown Hollywood, er Jessica Lange intet mindre end fremragende som den ældste søster Ginny med det udglattende smil og den tunge, men stadig levende krop under den ucharmerende landlige påklædning. Helt ned til de brugte hænders usoignerede negle er hun simpelthen Ginny.
Ved siden af søstrene optræder en række mænd, som kvinderne bag filmen ikke har gjort meget ud af. Som den tyranniske patriark buldrer karakterskuespilleren Jason Robards om kap med filmens tematiske tordenvejr, og Keith Carradine og Kevin Anderson, som spiller Ginnys og Roses respektive ægtemænd, har hver kun fået én tone at gøre godt med. Lidt mere rum levnes engelske Colin Firth, der her optræder som vegetarisk landmandssøn med biodynamiske ambitioner - en kombination, der ikke er velset i Iowa - men heller ikke han får lov at bruge mere end en forsvindende lille del af sit ellers ganske vidtspændende register.

Aussies i Hollywood
Det er et åbent spørgsmål, hvor stor indflydelse instruktøren Jocelyn Moorhouse, der i USA tidligere har lavet How to Make an American Quilt, men hjemme i Australien tillige har begået det skæve og slet ikke uefne kammerspil Proof, egentlig har haft. I alt fald er det australske islæt svært at få øje på. Sådan går det tilsyneladende, når outback-instruktørerne falder for Amerikas fristelser. I alt fald har også bl.a. Peter Weir og Bruce Beresford været igennem den samme mølle.
Også ugens anden australske premiere-instruktør, Gillian Armstrong, har lavet film i USA - bl.a. Mrs. Soffel og Pigebørn - Little Women, der lignede de fleste andre amerikanske film. Men at hun også mestrer et helt anderledes intenst og kraftfuldt filmsprog, demonstrerede hun allerede i sin australske debutspillefilm, My Brilliant Career fra 1979.

Sagte sejlende kirke
Med sin filmatisering af Peter Careys roman Oscar og Lucinda er Gillian Armstrong tilbage i Australien, og det er der kommet en prægtig film ud af. Jeg må straks tilstå, at jeg ikke har læst romanen, men uanset hvor loyalt eller ej filmen forholder sig til forlægget, så er den i sig selv en bjergtagende visuel oplevelse, der jonglerer mesterligt med alle filmmediets virkemidler.
Det hele starter med en kirke, der sejler sagte igennem en skov, og på lydsporet giver en mandsstemme bolden op til denne fantastiske beretning om to usædvanlige mennesker med usædvanlige lidenskaber og visioner, hans oldefar Oscar Hopkins og glasværksindehaversken Lucinda Leplastrier.
I 1800-tallets New South Wales ser vi, hvordan den lille rødhårede Oscar ved stenkast afgør sit religiøse tilhørsforhold. Han forlader faderens strenge Plymouth broderskab til fordel for den anglikanske kirke. Som ung mand spærrer han sig inde på et støvet studerekammer for at studere til præst, men hales nærmest ved en fejltagelse ud i lyset og med til væddeløb. Her besegles Oscars skæbne i form af en lige så upassende som grænseløs ludomani.
Den ligeledes rødhårede Lucindas skæbne besegles allerede i barneårene, da hun får en såkaldt 'Prince Rupert's drop' - en glasfigur af form som en tåre, der kun med besvær kan slås i stykker, men som da nærmest forstøver som den fineste regn. Lucinda bliver grebet af det stærke og skrøbelige glas, og efter at hun har arvet en formue efter sin mor, køber hun straks Prince Rupert-glasværket.
Men også hun er i spilledjævelens vold, og det bliver denne fælles lidenskab, der under en bevæget sørejse bringer Oscar og Lucinda sammen. Jeg skal ikke her røbe meget mere af denne forunderlige historie - blot antyde, at det er netop koblingen af Oscars tro og Lucindas glas på den ene side og de to personers mildest talt ukonventionelle forhold til, hvad der kan lade sig gøre og hvad der ikke kan lade sig gøre, som fører til kirkens Fitzcarraldo-agtige rejse tværs over det australske kontinent.

Ralph og Cate
Oscar og Lucinda er en umådeligt smuk film. Fotografisk udmærker den sig ved sin ekspressive filter- og lyssætning, der får farverne til at fremtræde i en slags fortryllet skær. Men det er i mindst lige så høj grad de usædvanlige motiver, der gør filmen til en helt ekstraordinær visuel oplevelse.
De magiske situationer prioriteres da også i en grad, så fortællingen kan virke lidt usammenhængende, og filmen bliver længere end den måske strengt taget havde behøvet at være. Dét skal Oscar og Lucinda dog ikke lastes for, for det forekommer at være et helt bevidst fortælleteknisk og æstetisk valg, der skal understøtte magien på bekostning af lineære, rationelle forklaringer.
I rollen som Oscar leverer Ralph Fiennes sin karrieres vel nok største præstation - og det siger ikke så lidt, Den engelske patient, Quiz Show og Schindlers liste taget i betragtning. Hans magre korpus, de hule kinder og hans til det ynkelige grænsende undselighed holdes i skak af et par spillevende, til tider næsten fandenivoldske øjne, der røber galskaben bag det fromme og selvudslettende ydre. Lucinda spilles ikke mindre overbevisende af den (endnu) temmelig ukendte Cate Blanchett, der debuterede sidste år. Hun er den undselige Oscars diametrale modsætning: Sprudlende, impulsiv og frembrusende følger hun kun sit eget hoved og lader sig ikke standse af hverken moral eller almindelig sund fornuft. Cate Blanchett skal vi nok komme til at se meget mere til!
Så søger man alternativer til aftenens tv-transmitterede fodboldbegivenhed, er
Oscar og Lucinda klart det bedste biograftilbud i øjeblikket.

*A Thousand Acres. Instruktion: Jocelyn Moorhouse. Manus: Laura Jones efter Jane Smileys roman. Amerikansk. 106 min. (Palladium, samt Århus, Aalborg og Odense)
*Oscar og Lucinda (Oscar and Lucinda). Instruktion: Gillian Armstrong. Manus: Laura Jones efter Peter Careys roman. Australsk. 131 min. (Grand, Palads/Århus)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu