Ved det første af Jazzfestivalens arrangementer i Cirkusbygningen spillede både
Mingus Big Band og Charles Lloyds kvartet mest tilbageskuende musik
JAZZFESTIVAL
Stort skal det stadig være. Og det er da fint, hvis man ved at inddrage Cirkusbygningen blandt den københavnske jazzfestivals halvt hundrede venues kan finansiere nogle koncerter som f.eks. Copenhagen JazzHouse næppe kunne binde an med, og i tilgift kan nå et større publikum som måske ikke finder vej til Niels Hemmingsens Gade.
Ja, hvis... For søndag aften var programmet i Cirkus ikke så ambitiøst, at de to medvirkende ensembler kun kunne finde husly under cirkuskuplen. Og selv med brug af fribilletter fik arrangørerne kun skaffet et delvis fuldt hus.
Men på denne aften og ved koncerten i går aftes drejede det sig i det mindste om arrangementer, der hørte naturligt hjemme i festival-programmet. Hvilket man mås-ke knap nok kan sige om Tony Bennett-koncerten i aften og blues & gospel-arrangementet på fredag.
Og selv om den første aftens musik i væsentlig grad havde retrospektiv karakter, var der dog tale om orkestre, som der kunne være grund til at tage pulsen på. Og om medvirkende musikere som det var værd at møde på nærmere hold.
Mingus posthumt
Det er snart 20 år siden bassisten, komponisten og orkesterlederen Charles Mingus døde, så det orkester der bærer hans navn og spiller hans musik, er i allerhøjeste grad et spøgelsesorkester, et ghost band. Til forskel fra en del andre af slagsen søger det dog ikke primært at leve højt på et fortidigt ry, men afspejler i høj grad en entusiasme for Mingus' musik hos yngre musikere og et ønske hos dem om at sprede kendskabet til den.
Skønt orkestret normalt spiller én gang om ugen i New York, kan både besætning og repertoire skifte radikalt. I Cirkus var der således kun få gengangere fra orkestrets sidste plade, Que Viva Mingus!, der er indspillet for mindre end et år siden. Det interessante ved denne plade er derfor mindre, at den modsvarer musikken ved koncerten end at den supplerer den ved at bringe en række udmærkede eksempler på Mingus' latin-amerikansk farvede musik.
Bortset fra Haitian Fight Song (med godt trompetspil af unge Scott Wendholt) var south of the border-elementet helt i baggrunden ved koncerten, hvor man til gengæld fik to sjældent hørte Mingus-suiter, The Black Saint and the Sinner Lady og Little Roy Suite (som vel burde hedde Little Jazz Suite?). I sidstnævnte var Alex Sipiagin en magtfuld trompetsolist, og blandt flere andre hørværdige solister må nævnes trompetisten Philip Harper og den 78-årige basunist Britt Woodman (begge vist nok i Tears For (Eric) Dolphy) - alten Steve Slagle, som var gennemgående i The Black Saint og i øvrigt syntes at være musikalsk leder, og den anden alt, Bobby Watson (med Joseph Beuys-hat).
Lloyds post-Coltrane
Så meget solistisk og kompositorisk variation var der langt fra i koncertens anden afdeling. Hele repertoiret var som sædvanlig af Charles Lloyd selv, og det var med de lange og ensartede modale forløb rigeligt stillestående. Både her og i Lloyds eget velspillede, men energi- og konturløse tenorspil mærkede man den nu 30 år gamle slagskygge fra en side af John Coltranes musik.
Én ting må man dog lade Lloyd: Han har altid haft fine rytmegrupper. I sidste halvdel af 60'erne spillede Keith Jarrett og Jack DeJohnette hos ham, først i 80'erne var Michel Petrucciani hans pianist, og i søndags var det Bobo Stenson og Billy Hart der satte liv i musikken, suppleret af en udmærket ny bassist, Jeffrey Littleton.
På Lloyd-kvartettens sidste plade Canto hedder bassisten Anders Jormin, men musikalsk er man - i modsætning til med Mingus-pladen - ganske nær på aftenens musik. I begge tilfælde de lange, meditative forløb, Lloyds egne, lidt astenisk udfoldelser, og klaver- og trommespil, som alligevel får det hele til at løfte sig.
*Mingus Big Band og Charles Lloyd Quartet i Cirkusbygningen søndag
*Mingus B.B.: Que Viva Mingus! (Dreyfus-ambia FDM 36593-2)
*Lloyd: Canto. (ECM-Amigo 1635)
