Læsetid: 5 min.

Fra balletsko til bare tæer

14. juli 1998

Ubesværetheden dyrkes på sommerseminaret i Dansens Hus, hvor stilen har ændret sig

DANSE-REPORTAGE
Sveden drypper om kap med regnen udenfor, for danserne på 8th Copenhagen Dance Seminar træner hver især på at overskride egne grænser.
Sådan har det naturligvis også været ved de syv foregående seminarer i Dansens Hus, men i år træner deltagerne åbenbart også på at overskride grænserne mellem dansestilarterne.

Tricot eller t-shirt
For i år handler det ikke bare om ballet og moderne dans og jazz-dans. Både de professionelle og de semi-professionelle danseres interesse har tydeligvis rykket sig hen mod releasen - den tilsyneladende afspændte og 'slaskede', men utroligt energifyldte nye slags moderne dans. De fleste af seminarets 170 deltagere, både danskere og udlændinge, snuser i hvert fald til klassen i release-teknik, men altså i kombination med nogle af de andre klasser.
Umiddelbart lader træningen i de forskellige studier ellers ikke til at have meget til fælles - ud over altså at lærerne alle er efterstræbte, internationale kapaciteter.
Balletdanserne står stille ved barren i deres kropsnære tricot-dragter og tåspidssko. De moderne dansere krummer ryg under t-shirten og hopper med hovedet nedad. Jazzdanserne i de afklædte dragter kyler sig hen over gulvet i lynhurtige glid. Og releasedanserne slubrer omkring i slaskebukser og på bare tæer, mens armene hvirvler slasket rundt om kroppen, og hænderne dasker efter.

Flyvende ben
Hos release-læreren Rebecca Hilton fra New York udfordres danserne med en ny slags 'ubesværethed', som mildest talt står i kontrast til de etablerede danseformer.
I energiladede ryk slasker hun armen hen foran øjnene, drejer på hælene og knækker forover i kroppen, og danserne følger hende fint, indtil det ene ben pludselig flyver frem og rundt om kroppen i en stor cirkel. Fødderne er ikke strakte, men til gengæld skal de være ekstremt hurtige, for på næste taktslag er bevægelsen er allerede ført videre i et vildt spring.
Hilton stopper danserne og klassens syngende trommeslager med sit karakteristiske australsk-amerikanske:
"Når jeg taler om 'easy' led, mener jeg ikke, at de skal vakle! Jeg mener, at armene og benene skal være præcise, men uden at spænde. Lige nu ser de fleste ben ud til at være usikre på, om de er strakte eller bøjede."

Overstræk
I balletklassen er der til gengæld ingen tvivl om de strakte ambitioner - hverken hos de kongelige balletelever, der danser i tåspidssko, eller hos de moderne dansere, der træner i sokker. Ud fra hver deres baggrund stræber de allesammen mod den fastlagte balletteknik, hvor alle trin skal udføres efter en vedtagen form: foden skal sidde præcist ud for knæet, armen skal være lige akkurat over hovedet og så videre.
Alligevel har denne balletklasse hos solodanseren og instruktøren Sorella Englund fra Den Kongelige Ballet ikke størst fokus på teknikken og smidigheden, men på udtrykket.
"Giv fingrene fri!", opfordrer Englund med de varme øjne til de højtspændte balletdansere. Og når pianisten folder sig ud på tangenterne, og danserne knokler med at strække benene så højt op som overhovedet muligt - den berømte 'klokken seks' - så kommer kommentaren bekymret: "I tænker kun på dén forbistrede højde. Men den er jo ikke spændende i sig selv!"

On the edge
Mange af danserne tager to-tre forskellige klasser ud af seminarets seks daglige tilbud. Den 23-årige Helle Pagter er uddannet danser på London Contemporary Dance School og arbejder freelance, bl.a. på kultstedet BIDT i
Ryesgade, og hun værdsætter spændvidden i klasserne.
"Når jeg tager Risa Steinbergs klasser i Limon-teknik (mere traditionel moderne teknik, AMC), så får jeg en klarhed omkring kroppens tyngde. Og den klarhed kan jeg kan bruge f.eks. i Rebecca Hiltons release-klasser."
Den 22-årige Jacob Dorff-Petersen er til daglig elev på Skolen for Moderne Dans. "Det er ærgerligt, at der ikke er flere drenge på sommerseminaret, men lærerne er gode," siger han. "I klassen med Limon-teknik handler det meget om at forlænge kroppens linjer og skabe faste positioner om til levende bevægelser. Og det er jo faktisk det samme, som release-dansen forsøger at opnå."
- Hvorfor er release-dansen så populær lige nu?
"Fordi den er on the edge. Den er lige så krævende, som den moderne dans, men den er sjovere - og hurtigere."
- Hvad så med jazz dansen?
"Det er ikke noget for mig. Det er lidt for porno-funky-agtigt, sådan for meget Broadway, du ved."

Knæbøj med skvulp
Den 16-årige Bianca Nesgaard kommer fra 10. klasse på Det Kgl. Teaters Balletskole. Hun har været glad for at snuse til jazz dansen. "Det er spændende at lære noget mere nyt, for på Det Kgl. Teater er det meste alligevel klassisk. Og så er det også lidt mere afslappet her," siger hun, mens veninden Julie nikker.
Vi sidder alle tre klemt sammen ved dørtrinet ind til Guido Tuveris jazz klasse, der nu ikke ligefrem oser af porno, men snarere udstråler en meget levende og moderne slags jazz. Eller kan man ligefrem kalde den release-jazz?
Tuveri charmer stille med sit italienske smil, mens hans ternede bukser hopper omkring fra den ene danser til den anden. Hans knæbøjninger ender i bløde skvulp gennem overkroppen, og han formår at rulle rundt helt nede på gulvet og uden varsel springe direkte op igen, mens cd'en banker sin heftige rytme ud i rummet. Og danserne følger ham, mens han skruer hastigheden op, igen og igen, til tempoet næsten ligger uden for det menneskeligt mulige. Og danserne sveder saligt.

Sjælen bag musklerne
Mellem klasserne kan danserne - og lærerne - gispe ud i husets interimistiske café og glubbe bananer og svælge litervis af vand. Her uddyber Sorella Englund ambitionen bag sin undervisning:
"Jeg brænder for danserens udtryk - for sjælen, ånden, følelsen, erotikken. Det er der næsten ingen, der taler om i dag; det er blevet flovt. I dag er kroppens ydre form ofte målet i sig selv, men formen er blevet tom."
"Det kan være svært at undervise dansere af så forskelligt niveau som her på seminaret - her er både professionelle dansere fra Pantomimeteatret og moderne dansere, der bare tager balletklassen som et supplement."
"Men jeg tror, at de moderne dansere kan lære så meget af balletten - om fokus i rummet og om kroppens langstrakthed og linjer. Netop den klassiske ballet giver de moderne release-dansere en form, som de derefter kan bryde i releasen."
Og det gør de så, rundt omkring foran spejlene. Mens sveden siler om kap med regnen på ruderne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu