Læsetid: 11 min.

Berlin som tilstand

3. juli 1998

Byen under hastigt fremadskridende sammen- og genopbygning er en
påtrængende arkæologisk tilstand af onde og mindre onde minder

I Fasanenstrasses knap så fashionable ende, men dog med stadig nærkontakt til Theater des Westens og anstændige hoteller som Kempinski og Savoy, kan man spise jødisk. Så sandeligt. Her i nr. 79/80 befinder sig Jüdische Gemeindehaus, der blev bygget i slutningen af 50'erne, hvor Fasangadens synagoge oprindeligt havde ligget. Det havde den indtil Rigskrystalnatten i 1938, da Goebbels lod SA destruere jødisk ejedom og samtlige byens synagoger.
Gemeindehaus er langtfra nogen skønhedsåbenbaring, men i den lave betonbygning er der indrettet restaurant på første sal, kulinarisk prima, som de siger på de kanter. Den sultne forbipasserende, der lokkes af spisekortets klassikere: hakket lever, rødbedesalat, kalkun på spid, fyldt fisk, m.m., forcerer indgangen, indrammet af resterne af den ødelagte synagoges portal, forhal og trappe overvåget af monitorudstyret og pistolbevæbnet politi. Sådan er det altså også i Berlin.
Men i selve restauranten med tætte hvide gardiner, så uvedkommende ikke kan se ind til gæsterne, men gæsterne til gengæld kan holde øje med eventuelle antisemitter, hersker en himmelsk fred og fordragelighed. Medfødt sympati for det foreliggende, ophjælper stemning og solidaritetsfølelse midt i det germanske. Ved serveringen fra det inspirerede spisekort får man ydermere trang til rundhåndet at uddele kokkehuer.
Her på Arche Noah - det hedder restauranten - spiser man godt og længe. Lokalet, nærmest som en lidt større spisestue, afpatruljeres konstant af den aldrende ejer, der vandrer frem og tilbage mellem de få borde i hvid kittel og kalot og forhører sig om tilfredshedsniveauet. Grynt fra smilende gæster tilkendegiver, at han kan tage det roligt. I hjørnet sidder en ældre, elegant klædt amerikansk kantor, i baggrunden et helt jødisk storfamilieselskab, amerikanerne og tyskere, der skifter mellem jiddisch og engelsk/tysk og æder med vellyst og drikker vin i spande.
Scenen er som en film af Woody Allen, Crimes and Misdemeanors, hvor hovedpersonen Juda i Martin Landaus skikkelse, som med det navn sagtens kunne være af berlinsk jødisk herkomst, vender tilbage til barndommens hus i Brooklyn. Med på en kigger af sin egen fortid, overværer han en af samtalerne ved middagsbordet dengang. Noget, et eller andet noget, lige så sært fortidigt, vemodigt og dybt fortroligt hviler over denne scene i restaurant Arche Noah i Berlin. Kantoren indtager sin frokost sammen med en ung tysk aspirant med kalot. De snakker fag.
Den ældre kantor betror den yngre nogle staldfiduser. Imellem mundfuldene synger de lavmælt og demonstrerer skiftevis for hinanden, hvad de taler om. Det foregår forretningsmæssigt, men ikke uden humoristisk energi og med skyldige hensyn til den gode mad. På et tidspunkt rejser den ældre mand sig og støder kalotknolden mod hængelampen. På hans udbrud forstår man, at han kommer her ofte, men ikke har lært at tage sig i agt for den lavthængende lampe. Han ryger cigaretter, hvorfor skulle han ikke det, men burde for at perfektionere scenen have haft ild på en overdimensioneret kosher-cigar.
Selskabet i baggrunden larmer, som om ingenting engang var sket. Her sidder man så med en klump i halsen af rørelse - ja over køkkenets kvalitet - og over denne forstærkede fortidsfølelse, der aldrig slipper sit tag i én i denne by.

Herfra udgik ordren om at folket skulle skrives i mandtal og udstyres med jødestjerne med den skumle hensigt at slå alle ihjel. Dét glemmer man jo ikke så let. Erindringen er så at sige byens andet varemærke: Den rare bjørn i våbenskjoldet samt mindet om rædslerne, brændofret. I den genrejste bys skygger lever denne erindring. Visse steder, hvor rammerne om historien er bevaret, håndgribeligt og smertende. Som i det vældige Tempelhof-anlæg, der overlevede bombardementerne, og senere dannede endestation og afsæt for luftbroen i 1948. Foranstaltningen der for 50 år siden reddede Berlin fra byens anden undergang. Disse overvældende rammer, som Hitler selv regnede for nazismens arkitektoniske hovedværk, skulle imponere de tilrejsende og indgyde dem velbegrundet ærefrygt. Man ser for sig alle de ubegribeligt almindelige men livsfarlige kampfæller i nazipartiets top skride heilende over ankomsthallens enorme gulvarealer. Trapperne i Tempelhof er et andet forskrækkende tidsbillede.
Nazisterne elskede trapper, hvorfra deres førere kunne ophøje sig over hoben og gå op og ned med armen strakt ud og morfinaterne farende rundt i blodet.

Det er en god idé som besøgende i dette nye Berlin under forandring at ofre en byrundtur på tre timer i guidet dobbeltdækkerbus. Hver gang, fordi der sker så meget fra måned til måned for ikke at tale om år til år. Under disse busture med videooptagende japanere og benovede provinstyskere afdækkes atter nye topografisk historiske strukturer, der skaber ny mening og mere overblik. Dertil kommer som nyttig håndbog: Berlin - damals und heute af Tony Le Tissier. Bogen fra 1994 fås i bogladerne, anbefalelsesværdigt i den aflange og billige over for Gedächtnis. Ikke just en handy tryksag på skødet i bussen, Damals und heute vejer sine to et halvt kilo, men til gengæld uudtømmelig i vældet af oplysninger. Med komparative billeder gennemgår forfatteren Berlins udvikling fra kejsertid til murens fald og årene, der fulgte.
Det forgangne midt i det nuværende berlinske byggerod er selvsagt mere synligt end før. Hver gang der graves i gaderne, dukker historien frem fra sin nådige glemsel. Og eftersom de graver så meget, vælder ifølge sagens natur disse minder frem: de onde, de mindre onde og de lidt bedre. En helt ny slags arkæologi praktiseres i den forhenværende rigs- og kommende forbundshovedstad.
For eksempel på stedet hvor den japanske elektronikkoncern Sony opfører sit pragthovedkvarter som led i det vældige Potsdamer-Platz-byggeri, har man undervejs på stedet fundet på at lade en overlevet sal, Saalbau Esplanade, fra det ellers udbombede Grandhotel Esplanade indgå som kantine i det nye kompleks. Det kan man jo kalde et af de lysere minder. Et andet sted i bunkerne under Hitlers rigskancelli fandt bygningarbejdere for få år siden flere velbevarede freskoer fra SS-vagtmandskabets belægningsrum. Rædsomme smørerier af disse teutoniske blåøjede helte og blonde heltinder med plisseret nederdel over fødedygtige hoftemål. Sådanne scenerier sad de altså og gloede på mellem mishandlinger og myrderier. Diskussionen om, hvad man skal stille op med kalkbillederne, er fortsat siden fundet. En dag vil man givetvis jamre over ikke at have bevaret dem som værdifuld historisk kilde. Andre frygter, at de bliver kultsted for nynazister, hvad man kan forestille sig.

I Prinz-Albrecht-Strasse ved Gropius Bau lå Gestapo-hovedkvarteret, hvor kendte og mindre kendte folk blev mishandlet halvt og helt til døde. Dette sted indgår nu som en del af, hvad man har kaldt Terrorens Topografi. En af de prominente fanger, der nær var omkommet i et af de usle fangehuller var Erich Honecker. Det skal man vel også huske.
I Oranienburger Strasse lå den største af Berlins mange synagoger, en pragtbygning fra 1860'erne med plads til flertallet af kvarterets dengang ca. 8000 jødiske menighedsmedlemmer. Guiden fortæller, at synagogen blev ødelagt af en bombe. Hun siger det på samme måde, som når hun fortæller, at Gedächtnis blev ødelagt af en bombe. Underforstået noget der drattede ned fra himlen. Synagogen i Oranienburgerstrasse blev ganske vist ramt af en britisk bombe i krigens slutning, men da havde nazisterne for længst gjort deres del af værket ved at brænde den ned under Krystalnatten i '38, akkurat som det skete i Fasangade og i så mange andre gader i Berlin og andre tyske byer. Således indkapsler historien sig på mange ejendommelige måder i denne Babels-fortælling af en metropol, der er dømt til at forskrække én og anden ængstelig besøgende med svage nerver - eller beskedent skonummer. Berlin er på samme tid ubærlig og ukuelig og kan ikke forstås eller indtages uden vingerne spændt på.
I byens lange historie har mangen en tilrejsende bekymret sig over disse fortabte berlinere. Byen i al dens påtrængende vitale aggressivitet forbrugte sit folk hæmningsløst, stordriften tog de sidste. Berlin har altid været en rastløs byggeplads, når lige undtages de år, hvor Hitlers chefbygmester arkitekten Albert Speer havde planlagt Hitlers drøm om tusindårsbyen med en dome, en Volkshalle, på størrelse med Amager, men hvor de allieredes bomber dementerede alle planer.

Og som der bygges nu. Fra oven og ned er det umiddelbare indtryk af kranernes uafbrudte aktivitet dag og nat. Hin enkelte og enkle berliner bliver næppe spurgt i detaljer, om han eller hun, der måske blot har ambitioner om en kolonihave ved Spandauer Dam - dér ligger faktisk et betydeligt kolonihaveområde fire km fra Gedächtnis - eller en lille båd på Tegel, er interesseret i at få tilplastret de forhenværende ruinmarker foran Rigsdagen og Brandenburger Tor med nye regeringsbygninger uden listige værtshuse og nænsomme nærbutikker.
Men indtrykket er utvivlsomt forkert. Berlinerne har siden byens første ophøjelse til tysk hovedstad affundet sig med byen som en mellemting mellem på den ene side et kafkask kontorhelvede i beamtersamfundet med strenge facadeløse regeringskvarterer - og på den anden side et omrejsende tivoli med øltelte, fisse og fast kabaret. Fliden og foretagsomheden, samtidig med det løsslupne for ikke at sige depraverede, ytrer sig i mange følsomme rejsendes beskrivelser af byen. Jerome K. Jerome konstaterer omkring århundredeskiftet i Berlins virkelige blomstringstid under kejseren, hvorledes café-livet på Unter den Linden udfolder sig hektisk fra tidligt på formiddagen til kl. 3 om natten. Det er som om disse ufattelige berlinere, isoleret midt i den kedsommelige brandenburgske ørken, som man har benævnt omegnen, brænder sig selv i alle ender. Alligevel er alle berlinere igen i fuld sving kl. syv næste morgen. Berlineren, skriver Jerome, synes at have løst det moderne storstadsmenneskes problem: hvorledes man bærer sig ad med at leve uden søvn. Eller også klarer berlineren den håbløse, hektiske og ubønhørlige tilværelse ved at se frem til evighedens uforstyrrede ro og salige fred.
Byens enorme udstrækning - det moderne Berlin er på størrelse med Bornholm - og menneskemylderet, som med et indbyggertal på ca. 3,5 millioner målt med klodens andre storbyer dybest set ikke er så overvældende, betyder alligevel i den særlige berlinske sammenhæng, som også udgøres af den metropolitanske arrogance over for det svage og ubetydelige, at man må gøre opmærksom på sig selv for at nogen i det hele taget skal opdage, at man eksisterer. Derfor går berlinerne til yderligheder i klædedragt og adfærd.
Arnold Bennett hævdede i 1920'erne, den periode der i frisind og dristighed gik umiddelbart forud for det småborgerlige barbari og i sidste ende byens ødelæggelse, at en gennemsnitsberlinerinde i dette kriblende, krablende vanvid af en by, denne totalopvisning af på samme tid menneskelig formåen, forfald og afmagt, kun ville kunne gøre sig skandaløst interessant ved at begå offentlig incest med sine sønner i teatret. Én søn ville ikke kunne gøre det, to skulle der til. I dette moralske ælte som højrekræfterne opfattede det, og som Cabaret-filmen banaliserede til ukendelighed, fremvoksede det tavse og altså bestemt ikke ufarlige småborgerskab.
Disse kleinbürgere, der blev Hitlers støtter i en letsindig og lattermild storby, som han ikke forstod, ikke kunne få bugt med og derfor heller ikke kunne fordrage, og som han satte dr. Goebbels som Gauleiter til at forsøge at tvinge i knæ.

Kleiner Mann bevægelsen kan utvivlsomt også få sin tavse tilslutning i den nuværende Gründer-periode, hvor turisten må opgive at tælle kranerne. Berlinske tour-guider praler af, at byen er verdens største byggeplads. Det skal nok passe. Istandsættelserne i øst er næsten lige så overvældende som fundamentalbyggeriet vest for den gamle murføring.
I øst kommer protesterne fra de oversete kleine Männer til udtryk i graffitien, der som smitsom skurv dækker bogstavelig talt alt tilgængeligt nyistandsat murværk - fra hussokkel til nåhøjde i voksen armslængde. Ifald disse smørerier, der får alle bestræbelser på ny elegance til at falme, skal opfattes som udtryk for en sådan fremmedgørelse og afmagt over den udefra kommende aktivitet, er modstanden betydelig og bekymrende og kan få andre konsekvenser.
Aktiviteten er også overvældende. I den grad at et dansk halvsløvt udynamisk gemyt, der har det bedst med at hygge sig i smug, må beherske temperamentet for ikke at tænke dumt: det her går aldrig godt, og hvad fanden skal der blive af os stakkels små naboer, for vi ved jo, hvordan de er!
Netop det sidste skal man overveje lidt nøjere, om man nu også skal tænke i denne nyopførelsesproces af den tysk-preussiske hovedstad som ramme om en historisk kultur, den preussiske, hvis rygte ofte er værre end dens væsen. Militarismen, der unægteligt var en side af sagen, var til gengæld ikke den eneste.
Administrativ forfinelse, regeringskunst, et apparats sociale ansvarsfølelse over for borgerne, stammer ligeledes fra Preussen, hvis kvalitet i de styrende organer næppe nogen overgik. Netop disse værdier aner man en bestræbelse på at understrege i den fortrinsvis kvalitativt graderede byggefeber, der raser over Mitte og de gamle regeringskvarterer.

Byggefeberen rummer også et element af historiefornægtelse. I deres iver efter at begynde forfra og starte på en frisk med stor arkitektur, der vil gøre en forskel, vil planlæggerne hjertens gerne vælte det tilsyneladende værdiløse omkuld i en fart, når nu låget er af.
Det så man fornylig i debatten om DDRs tidligere Staatsratsgebäude, hvor førnævnte Honecker slog sine kedsommelige folder. Grim er bygningen, som den står der med sin sentimentalt tiltransplanterede portalbalkon nr. IV fra det gamle kejserslot. Herfra var det, at Karl Liebknecht den 9. nov. 1919, mens Scheidemann erklærede republikken fra Rigsdagen, udråbte den alternative socialistiske republik. I ærbødighed for Liebknechts indsats og dette for en folkerepublik så sakrosante sted, bevarede DDR altså fragmentet af slottet, som i øvrigt kun var ødelagt i reperabel grad af bombardementerne, men som man sprængte væk fra jordens overflade i 1950. Væk skulle det for ikke at minde nogen om kejsere og konger. Og væk skulle nu Staatsratsgebäude for ikke at mindes DDR-tiden.
Men her satte berlinerne med et par magtfulde senatorer i spidsen dog hælene i over for de emsige og nedrivningsivrige regeringsplanlæggere fra Bonn, der måtte bøje sig.
Det forbløffende ved dette berlinske fænomen er, at byggeriet på en forunderlig facon genskaber byens historie ved at omformulere de datidige, men ødelagte rammer. Måske genopbygger de mere konkret forestillingen om kongeslottet. Bestræbelserne er igang. En håndfast men sigende demonstration af byens historiebevidsthed. Som man siger: Das Schloß lag nicht in Berlin. Berlin war das Schloß.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her