Læsetid: 5 min.

Bidt af en gal cykel

25. juli 1998

Detour: En Tour-etape varer syv timer, og sommeren går uden, man fatter en lyd. Der er ingen vej uden om: Afvænning. Inden det er for sent

Frihjul
I år skulle det være anderledes. I år skulle Tour de France ikke ødelægge mit familieliv, stjæle min tid og skaffe mig en fyreseddel på halsen. Det er slut. Men hvad skal man dog gøre, når man er blevet besat af cykelløb? Svaret er simpelt:
Søg hjælp.
Det begyndte ellers helt godt. En gang i forsommeren slog jeg målrettet op i telefonbogen under psykologer. En af dem reklamerede endda med 'ekspert i fobier', så hende drønede jeg hen til.
"Og hvad er så dit problem?" Hun smilede venligt til mig, sikkert i håbet om, at hun kunne redde terminen, hvis min fobi var slem nok.
"Jeg er besat af cykelløb." Nærmest skreg jeg. Det gjorde ondt at få det sagt. Bagefter havde jeg det lidt bedre.
"Hvor længe har det stået på?"
Ligeså længe jeg kan huske. Før jeg fik ølmave. Før Kim Andersen kørte i gult og begyndte at pille lidt vel rigeligt ved foderblandingen hjemme på gården. Lang tid før Bjarne Riis vandt Touren og begyndte at pille lidt vel rigeligt ved... Nå, det er en anden historie. Det forklarede jeg psykologen og frygtede et udbrud a la "Bjarne Riis, er det ikke ham socialrådmanden med fnughåret fra Viborg." En borddame ved en middag havde sagt noget lignende. Det var ikke en decideret vellykket aften.

Aktiv medvirken
Psykologen og jeg lavede sammen en plan. Ud over at erkende sit problem, er det tilsyneladende vigtigt, man medvirker aktivt. Hvorfor ved jeg ikke. Første trin gik ud på, at jeg skulle se videoen Bjarnes bedrifter og så øve mig i at gå til og fra tv-apparatet uden at bryde sammen. Det lykkedes ikke. Jeg begyndte at ryste over hele kroppen og satte til sidst afspilleren på repeat. Midt den 28. gennemspilning ringede min svigermor fra Kreta, hvor hende og hendes datter var taget hen. Iøvrigt uden jeg bemærkede noget. Jeg tog målbevidst røret.
"Walter Godefroot." Der blev en lang, lang pause, inden hun sagde noget.
"Er du en af de hollændere som arbejder på Øresundsbroen?" Så gik der lang tid, inden jeg sagde noget. Så længe, at der blot lød en hyletonen i røret. Eller også var det blot begyndende tinnitus, fordi jeg skruede for højt op for at forstå Jørgen Leth.
Psykologen var lidt nede over tilbageslaget men var ellers ikke til at slå ud. Næste trin gik ud på, at vi sammen satte os og hørte cd'en Vilde Riis. Hun prøvede at komme i kontakt med mig, mens jeg bevidstløst skrålede med på Bjarne i den gule trøje. Lettere irriteret sagde hun:
"Bare Riis ikke vinder Touren i år. Så skriver hende refrainsangerinden sikkert en ny sang." Samtidig oplyste hun, at en tysk schlagersanger havde skrevet en sang om Jan Ullrich. Dicke Jan im Adlerland, hed den. Jeg fór til computeren og chrashede hendes webbrowser for at bestille den over Internettet, men hun flåede stikket ud.
Jeg var nu stadig ikke afskrevet som et håbløst tilfælde, men der måtte hårdere midler i brug. Min psykolog udskrev således en recept på Bjarne-pillen. "Afvænnings-pille for hardcore cykelfreaks. Rig på mineraler. Kun få bivirkninger." Jeg mistede nu ikke lysten til cykelløb, til gengæld tabte jeg håret og begyndte at kalde min kone for Anne Dorthe. Samtidig fik min nabo polititilhold. Rolf hedder han. Hver gang han cyklede på tanken efter smøger, ræsede jeg ud til min cykel og lagde mig på hjul. Han tog nogle ultrakorte føringer.

Jørn Mader i Brugsen
Psykologen havde for længst søgt andet arbejde, da jeg mødte Jørn Mader i Brugsen. Han fandt mig ved hylden med de flåede tomater, hvor jeg stod og reciterede et af Jørgen Leths digte.
"Hej med dig," sagde Mader venligt.
"Mont Ventoux," udbrød jeg. Det var ikke særlig pænt sagt, men det var det første, som faldt mig ind. Han smilede høfligt, og jeg genoptog min poesioplæsning.
"Det digt har jeg skrevet," sagde Mader, da jeg var færdig. "Faktisk har jeg skrevet alle Jørgen Leths digte. I virkelighed er jeg Jørgen Leth. Men sig det ikke til nogen."
Han gik fløjtende der derfra, og det slog mig, om der også var en Jørgen Leth-pille i omløb. En af bivirkninger var i så fald, at brugerne blev lettere virkelighedsfjerne.
Udenfor i det virkelige samfund var juli netop begyndt, Tour de France rykkede nærmere, og et højaktuelt problem måtte løses. Jeg kunne ikke få ferie. Jeg brasede ind på chefens kontor.
"Jeg skal have tre ugers fri. Lige nu!"
Han lagde sin Lottokupon fra sig og sagde gnavent:
"Og hvorfor så lige det?"
"Jeg skal... øhhh... genindkaldes."
Han grinede hysterisk, og det var først på det tidspunkt, jeg bemærkede diplomet for velbestået patruljekursus på væggen ved siden af det signerede foto af Carsten Mørch. Chefen rettede på sit NATO-slips og rodede i skrivebordsskuffen.
"Hvad er det?" Spurgte jeg med bævende stemme.
Det var en fyresedel.

Nåede prologen
Men jeg var ligeglad. Jeg nåede lige præcis hjem til prologen, efter at have belånt friværdien i mit hus for at spille på Bo Hamburger som vinder af bjergkonkurrencen. Hvis det gik galt kunne jeg altid smadre en McDonalds. Hvis han da stadig reklamerede for dem. I så fald udgik han nok tidligt igen i år.
I entréen lå der en besked fra min kone. "Er flyttet til Mallorca sammen med Kent henne fra grilleren. Håber alle danskerne udgår på første etape. PS: Jørn Mader er i virkeligheden Jørn Leth."
Hun efterlod mig kun tv'et. Det sidder jeg så og glor på, mens jeg undrer mig over, hvorfor DDR2 - Undskyld Telekom - gider at køre spurten for den lille irriterende primadonna (ikke Cippolini, ham den anden), og hvorfor jeg ikke er ansat som kommentator på TV 2. Jeg ved dog i det mindste, at Rabobank er et nordjysk pengeinstitut, at Festina er en østrigsk arrangør af tyrolerfester, at man helst ikke må bremse for meget på nedkørslerne, og at spurten skal køres fra spids.
Til gengæld ved jeg ikke, hvornår løbet er kørt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu