Læsetid: 3 min.

Blairs venner til magten

28. juli 1998

Britisk regeringsrokade afspejler skuffelse over velfærdsreform. Magten centraliseres, nu skal der skabes enhed udadtil

Briternes New Labour regering blev i går endnu mere New Labour.
Da kom den traditionelle sommer-eksercits i brodermord, magtspil og rygklapperi, som også går under betegnelsen regeringsomlægning.
Premierminister Tony Blair er efter sigende en rigtig blød mand, som slet ikke bryder sig om at skulle fyre folk.
Men 15 måneder efter New Labours regeringsovertagelse gjorde han det alligevel.
Ifølge Labours regler bliver skyggekabinettet til regering, når man vinder et valg. Skyggekabinettet er valgt af partiets parlamentsmedlemmer.
En rokade ville derfor gøre det muligt for Tony Blair at sætte et mere personligt præg på regeringen. Sådan blev det også.
Resultatet blev en styrkelse af New Labour - Tony Blairs nye uideologiske model af det gamle hævdvundne Labour-parti.
Rokeringen tilgodeser også en balance mellem regeringens to sværvægtere - premierministeren selv og finansminister Gordon Brown, som har sat sig tungt på pengekassen og dermed magten.
Selv om moderniseringen af partiet - og dermed regeringsmuligheden - er et fælles Blair-Brown projekt, vil Blair helst ikke give Brown alt for megen magt. Så nogle af Browns venner blev forfremmet, mens andre af hans ønsker ikke blev imødekommet.
Og endelig tilgodeser omkalfatringen den fokus på form og præsentation, som New Labour ofte er blevet kritiseret for at fremme til fordel for godt, gammeldags politisk indhold.
Ud røg et par af kluddermiklerne, der nok er både dygtige og flittige men ikke kan finde ud af at få tingene sagt smart på tv-skærmen. Blandt andre den arbejdsomme minister for offentlige tjenester, David Clark, som har forsøgt at give briterne en lov om offentlighed i forvaltningen, og socialminister Harriet Harmann, som ellers er FOT - Friend of Tony - men har klaret sig skidt i f.eks. bataljen om at skære i støtten til enlige mødre, som skabte oprør hos partiets menige medlemmer af Underhuset.
Hendes viceminister, Frank Field, ville gerne have hendes job men fik det ikke tilbudt. Han skulle "tænke det utænkelige", som Tony Blair har udtrykt det, om en velfærsreform men har åbenbart ikke tænkt radikalt nok. I stedet for at vente på øksen sagde Frank Field dog selv op.
Harmann og Fields marchordre signalerer, at Tony Blair er utilfreds med den reform af velfærdssamfundet, som han har bebudet.

Mandelson ind
Ind røg i stedet New Labours spinmeister par excellence og en af Tony Blairs mest betroede forbundsfæller, Peter Mandelson som minister for erhverv og industri. For øvrigt imod finansminister Gordon Browns ønske.
Indtil nu har Mandelson kun været minister uden portefølje. En post, der mest består i at hviske premierministeren i øret, og som har gjort Mandelson til en både frygtet og upopulær Rasputin-agtig figur. Med et "rigtigt" ministerium håber han at kunne mane sit image som en nymodens Machiavelli i jorden.
Den største nyskabelse er forfremmelsen af landbrugsminster Jack Cunningham til en central og styrket politimandsrolle, som skal sørge for, at regerings-spruttens mange fangarme nu også både trækker på samme hammel og leverer de lovede resultater.
Samtidig bliver han en slags ad hoc talsmand for hele regeringen med ret til at udtale sig om hvad som helst.
Meningen er at styrke den centrale kontrol med, hvad der foregår ude omkring. Ligesom talsmandsrollen skal sikre konsistens udadtil, så man undgår, at den ene minister siger ét, mens en anden siger noget helt andet, hvorefter Blair selv må ud og forklare nationen, hvad regeringen egentlig mener.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her