Analyse
Læsetid: 6 min.

Blod og benzin i Nigeria

9. juli 1998

Landet, der kom ind
fra kulden efter fire forrygende uger.
Hvordan gik det til?

Hvem var den første mand, Nigerias nye hersker Abdulsalami Abubakar fyrede, da han kom til magten den 9. juni?
Der ruller altid hoveder efter et dramatisk magtskifte i Afrika, og i de stinkende køer ved hovedbyen Lagos' bulede benzinstationer sendte Radio Snak-Snak på overtid: Den første fyrede var Harouna Abubakar, som på trods af navnefælleskabet absolut ikke er beslægtet med den nye hersker, men derimod direktør for det statslige Petroleum Products Marketing Company, PPMC.
Firmaet har monopol på import af benzin, og det har altid været et godt udgangspunkt for lukrative forretninger, givet følgende grundlæggende vilkår: Selv om Nigeria er verdens syvendestørste olieeksportør, så er der konstant mangel på benzin - kun to af landets fire raffinaderier virker, og i de seneste 12 måneder har PPMC importeret 2.100 millioner liter benzin. Langt fra nok til at dække det daglige behov for 18 millioner liter.
Nigeria kunne have importeret meget mere for det budgetterede beløb - hvis ikke mellemmændene omkring direktør Abubakar hævede så store gevinster, at indkøbsprisen for det statslige selskab var 40 dollar pr. ton - fire gange markedsprisen. Hvordan? PPMC købte hos vennerne, f.eks. schweizisk registrerede firmaer med nigerianske ejere.
Derfor de lange køer ved de få benzinstationer, der - mod ekstrabetaling - har fået tildelt ladninger.
Spredt over både fastland og en ø fylder Lagos' og forstædernes fem millioner indbyggere et kolossalt område, og omkostningerne til busbilletten eller den udgiftsdelte biltur æder mere og mere af lønnen.
På Radio Snak-Snak var kommentatorerne stærkt interesserede; Hvad blev det næste?
Den 22. juni meddelte olieministeren, at man overvejede at bede de multinationale olieselskaber, der allerede arbejder i Nigeria, om at skaffe benzinen.
Allerede den 30. juni leverede Shell den første ladning på 13 millioner liter. I tirsdags lige så meget, og i løbet af juli har selskabet lovet at skaffe 120 millioner liter. Køerne forsvandt efter den første ladning.
General Abubakar havde vundet et slag. Det er standardprocedure for nytiltrådte militærdiktatorer at love demokrati, men Abubakar havde gjort mere end det. Han havde skaffet benzin. Prisen var faldet, og ved at handle direkte med olieselskaberne havde han fjernet mellemmændene og dermed korruptionsmuligheden.

Siden den forhadte diktator Sani Abacha døde den 9. juni, har der været "et løft i folkestemningen", som en forretningskilde i Lagos beskriver det overfor Information.
Først fordi det styrende militærråd vragede generalløjtnant Jeremiah Useni, der er en nøglemand i Abachas brutale sikkerhedsapparat - og i stedet valgte Abubakar som den nye statsleder. Radio Snak-Snak noterede omgående, at Abubakar var en vigtig mand i kredsen om den forrige diktator, general Babangida - manden, der konstant talte om at indføre demokratiet og endelig slap det løs i 1993 for dernæst at fortryde, da Moshood Abiola havde fået flest stemmer. Siden blev Babangida udmanøvreret af Abacha, men kort før Abacha døde havde Babangida for første gang siden sin afsættelse udtalt sig offentligt - med krav om indførelsen af demokrati. "Og Abubakar er nabo til Babangida", hed det på Radio Snak-Snak, "så man forstår nok..."
Abubakar var altså håbets kandidat, da han om morgenen den 10. juni blev taget i ed som Nigerias niende militærleder. Fem dage senere løslod han ni politiske fanger, nøje afbalanceret: Oppositionen fik den prominente menneskerettighedsforkæmper Beko Ransome-Kuti, og magteliten omkring hæren og landets nordlige stammer fik den tidligere diktator (1976-9) general Olusegun Obasanjo.

Lige så vigtigt det har været for Abubakar at vinde folkets gunst med benzin og løsladelser, lige så vigtigt var det at bruge gevinsten i udlandet. De ni løsladelser var madding nok til at bryde den isolation, hvori Nigeria havde været anbragt siden november 1995, da Abacha hængte Ken Saro-Wiwa og ti andre oppositions-aktivister fra den sydlige ogoni-stamme - midt under det britiske statssamfund Commomwealths generalforsamlings bekymrede debat om menneskerettighedsforhold i Nigeria. Generalforsamlingen suspenderede Nigerias medlemsskab, og siden da har truslen om sanktioner hængt over landet.
Allerede den 25. juni kom Storbritanniens viceudenrigsminister Tony Lloyd på EU's vegne til Nigeria og havde møder med Abubakar.
Samme dag frigives yderligere 17 politiske fanger. Allerede tre dage senere kommer Commonwealths generalsekretær Emeka Anyaoku, til Nigeria - hans hjemland - og udtaler, efter at have talt med Abubakar, at forholdet mellem landet og det britiske statssamfund "er ved at blive normaliseret".
Den 30. juni kommer Kofi Annan. FN's generalsekretær havde allerede ringet til Abubakar samme dag som han var blevet statschef, og tilbudt FN's hjælp i overgangen til demokrati. Abubakar svarede med en invitation.
De mødes den 1. juli, og dagen efter udtaler Annan, at Nigerias regering har lovet at frigive alle politiske fanger. Alle...
Under samtalen havde Abubakar også forsikret Annan, at han ville løslade Abiola. Det var i princippet besluttet at vende tilbage til civilt styre, sagde han. Det var detaljerne i overgangen, som var vanskelige for militærstyret, fortsatte han ifølge Sunday Times, hvis journalist fulgte Annan. Især var Abubakar bekymret for, om Abiolas store tilhængerskare forventede, at han blev præsident øjeblikkeligt efter sin løsladelse. Abubakar gjorde det klart for Annan, at militæret ikke ville tolerere dette. Han håbede at Annan kunne overtale Abiola til at opgive drømmen.
Næste dags begivenheder vil stå som et højdepunkt i landets pinsomme historie. Annan blev kørt til militærets stærkt befæstede bydel i hovedstaden Abuja, netop som VM-kampen mellem England og Argentina nærmede sig sin afslutning, fortæller Sunday Times. Han blev ført ind i en villa ved præsidentens private fort, hvor han fandt Abiola på en stol foran fodboldkampen i fjernsynet.
"Annan gav ham hånden, smilede sit varme smil og spurgte til Abiolas helbred", skriver Sunday Times. "Abiola svarede, at han havde det godt, men spurgte så: 'Hvem er De?'.
"Annan svarede: 'Jeg er Kofi Annan, generalsekretær for FN'. Abiola var overvældet. Han var kun blevet fortalt, at han var blevet hentet fra fængslet for at møde 'en vigtig person'. Han skyndte sig til Annan og kyssede hans hånd".
I mere end et år vidste kun militærets inderkreds, hvor den farlige oppositionsleder var buret inde. Annan fik et indblik i omfanget af hans isolation ved deres fortsatte samtale, for Abiolas næste kommentar var et spørgsmål: "'Hvad skete der med ægypteren?' Annan svarede, at han havde overtaget ledelsen af FN efter Boutros Boutros-Ghali i begyndelsen af 1997. Abiola anede heller ikke, at Paven samme år havde besøgt Nigeria med en appel til Abacha om at løslade Abiola.
Næste dag, da Annan havde forladt Nigeria, meddelte han, at Abiola havde "indset det naive i at tro han kunne forlade fængslet for at blive præsident med det samme".

Dette var de nødvendige magiske ord. Allerede samme dag lækkede officielle kilder til medierne, at Abiola ville blive løsladt, og budskabet blev gentaget de næste dage.
Mandag den 6. juli ankom den hidtil største amerikanske regeringsdelegation til Nigeria som endnu et tegn på, at landet er på vej ud af politisk isolation.
Om tirsdagen mødtes delegationens leder, viceudenrigsminister Thomas Pickering med Abubakar, der opfordrede USA til at hæve sanktionerne mod Nigeria. Under hans følgende møde med Abiola faldt denne sammen og døde ifølge officielle erklæringer af et hjerteanfald.
Selvfølgelig er Radio Snak-Snak fyldt med historier om, at Abiola blev forgiftet. Det er tvivlsom snak, i hvert fald forestillinger om, at Abubakar skulle have stået bag, for hans død har voldsomt forværret Abubakars situation.
Blodige optøjer har gjort det endnu vanskeligere for ham at slække på tøjlerne - nu vil der gå yderligere tid, før en ny kandidat kan overtage Abiolas plads som 'Manden der aldrig blev præsident'.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her