Læsetid: 6 min.

Bourdieus politiske vending

21. juli 1998

Den franske sociolog arbejder på at opbygge et parti, bestående af venstre-intellektuelle - på en ny måde, nemlig udfarende, men ikke revolutionært

PARTIPOLITIK
I en alder af 68 år har den franske sociolog Pierre Bourdieu definitivt vendt sig mod det politiske handlingsfelt. Det skal ikke forstås sådan, at hans politiske engagement er noget fundamentalt nyt: Hele hans forfatterskab kan siges at være gennemsyret af en ambition om at afdække uligheder, magtforhold og klasseforskelle i det franske samfund.
Ikke desto mindre har Bourdieu i mange år forholdt sig tavs over for det politiske liv i Frankrig - og argumenteret for nødvendigheden af at indtage en sådan holdning.
Omsvinget skal også ses på baggrund af hans skepsis over for det, han kalder 1960'ernes politiske naivitet, som bl.a. Jean-Paul Sartre ifølge Bourdieu er en typisk eksponent for. Sartres selvforståelse som fritsvævende intellektuel uden at gøre sin egen intellektuelle position klar førte til en naiv opfattelse af, hvad der var muligt at opnå politisk. Hans tro på, at han som individuelt, intellektuelt subjekt kunne have indflydelse på forskellige samfundspolitiske arenaer, bliver for Bourdieu en godtroende holdning. Ifølge Bourdieu kan man som intellektuel kun opnå indflydelse ved at styrke det akademiske felts selvstændighed og forsikre sig om, at det repræsenterer en virkelig uafhængig kritik.
Den ægte intellektuelle repræsenterer for Bourdieu på denne måde en position, der er uafhængig af mediemæssige og politiske trends.
Det betyder, at han har været en ivrig fortaler for videnskabens autonomi og frihed i forhold til politikkens og økonomiens nødvendighed og tvang, deres logikker og retorikker.
Ironisk nok bliver han nu i forbindelse med sit politiske omsving selv karakteriseret som årtusindskiftets nye Sartre i fransk politik. Hvad indebærer det?

Politik - videnskab
For at illustrere den vigtige forskel mellem politik og videnskab går Bourdieu tilbage til Aristoteles' begreb endoxa, som betegner den indsigt, der er gyldig netop fordi den har politisk gennemslagskraft: Den bliver almengyldig, fordi flertallet slutter op om den.
Men denne indsigt må nødvendigvis være forskellig fra og repræsentere noget andet end videnskabelig indsigt. Den videnskabelige refleksion og det videnskabelige sprog må fristilles i forhold til ideologiske briller og praktisk snusfornuft.
På den måde vil Bourdieu trække sociologien ud af dagliglivets størknede sprog, af politikkens og mediernes selvfølgeliggjorte sammenhænge og løsninger. Men det må ske gennem en grundlæggende refleksiv proces, hvor det afdækkes, hvordan det akademiske felt både påvirkes udefra af bl.a. medier og økonomi og også selv virker undertrykkende indadtil gennem dominansforhold og teoretiske trends.
Bourdieus politiske projekt har hidtil været rettet ind mod at forsvare det uafhængige akademiske felt. En vigtig forskel mellem ham og Sartre - og andre progressive intellektuelle (f.eks. Habermas) - er altså, at Bourdieu har set det som en nødvendig del af et politisk-intellektuelt projekt at klarlægge de undertrykkelsesstrukturer og magtrelationer, man også som intellektuel står overfor.
Meget tyder på, at hans kritik af Sartre ikke altid er berettiget, men han benytter i hvert fald kritikken til at understrege betydningen af, at man som intellektuel forstår sin position inden for det akademiske felt som en 'politisk' position.
Denne 'politiske' holdning er bl.a. kommet til udtryk gennem udgivelsen af det internationale tidsskrift Liber, hvor Bourdieu vil etablere et forum for intellektuelle stemmer uafhængigt af de mere formaliserede akademiske strukturer og de traditionelle medier.
Tidsskriftet skal på denne måde fungere som en arena for politisk mobilisering af intellektuelle. Den samme insisteren på akademisk uafhængighed kommer også til udtryk i hans relativt nye studie af fjernsynsmediet, OM TV (dansk udg. Tiderne Skifter, 1998), og påpegningen af, at fjernsynslogikken (med krav om seertal, popularisering, underholdningsværdi osv.) trænger sig ind som et usynligt krav også på andre områder, f.eks. inden for den akademiske verden.
Men i forhold til denne mere interne akademiske politiske orientering har Bourdieu nu taget skridtet ud i en bredere politisk offentlighed som talerør for de dominerede. For nylig offentliggjorde han i dagbladet Le Monde en appel, som var et grundlæggende angreb på den eksisterende franske venstrefløj.
Hans formål var at skabe en ny progressiv bevægelse blandt intellektuelle. Dermed har han etableret sig som et uromoment i fransk politik, hvilket ikke bare bekymrer ministerpræsident Jospin, men også giver De Grønne og kommunisterne noget at tænke over.

Grunde til handling
Hvad er det da, der har ændret sig så meget, at Bourdieu føler sig tvunget ud på den politiske arena?
Forudsætningen kan siges at ligge inden for hans akademiske projekt: I modsætning til megen traditionel sociologi har han gennem sin lange karriere vendt sit sociologiske blik opad i samfundshierarkierne, mod eliterne og dem, der sidder på magten inden for uddannelsessystemet, kirken, kunsten, bureaukratiet osv. Det ændres med værket La misere du Monde fra 1993. Her vender han blikket mod de dårligst stillede i samfundet og bliver dermed talerør for de undertrykte og underprivilegerede.
Det var udgangspunktet for, at Bourdieu i 1996 blev trukket ind i de strejker og demonstrationer, som dengang fandt sted blandt lærere og andre offentligt ansatte. De franske jernbanearbejderes strejke var et vendepunkt for ham i politisk henseende - her talte han til de strejkende med medierne til stede, og senere er flere af de politiske appeller fra hans hånd blevet udgivet.
Bourdieu advarer her mod det, han kalder statsadelen og teknokratiet: elitebureaukrater, som uafhængigt af demokratiske principper lægger vejen åben for øget liberalisme og undergravning af vigtige offentlige tjenester.
Det er altså interne forhold i fransk politik, der har været den udløsende faktor for hans politiske handlinger. På baggrund af en stadig voksende arbejdsløshed og social nød hævder han, at præsident Mitterrand og socialisterne har likvideret den franske velfærdsstat.
Med andre ord er det en betydelig skuffelse over socialisternes årelange politik og et ønske om at revitalisere den politiske venstrefløj, der ligger bag Bourdieus nye profil.
Men også den nye økonomiske Europa-politik bør mane de intellektuelle til engagement og stillingtagen, hævder han. Denne politik giver udtryk for en ny-liberalistisk ideologi, der har tilsidesat alle velfærdspolitiske ambitioner.
Som det kom til udtryk i et interview med Bourdieu i det norske Morgenbladet (4. jan. 97), er han bekymret over, at man inden for det europæiske fællesskab først og fremmest satser på en valutaunion frem for at udvikle fælles retsstatslige principper, som kan give den økonomiske politik retning og mål. Den ny-liberalistiske pengelogik betegnes af Bourdieu som en konservativ revolution, der lister sig frem på kattepoter. På den måde etablerer den økonomiske tænkning sig som en selvfølgeliggjort logik - en religion med begreber, som vi ikke nødvendigvis forstår, men som vi tror på.

Intellektuelle som talerør
Det er solidaritetstænkning, der ligger bag Bourdieus politiske orientering. Dag Østerberg beskriver Bourdieus politiske projekt på følgende måde i en anmeldelse (Sosiologisk tidsskrift 1-2 1998) af Bourdieus nye bog:
"De dårligst stillede i samfundet lider ikke bare under mangelen på materielle ressourcer; de er også marginaliserede, udstødte uden sprogligt og mentalt overskud til at bryde med de logikker og de forestillinger, der definerer deres situation som naturlig. Derfor bør intellektuelle og andre, som besidder de nødvendige sproglige ressourcer og den nødvendige kulturelle kapital, fungere som talerør for de undertrykte grupper."
Solidariteten mellem de intellektuelle og de undertrykte skal resultere i undergravende aktioner rettet mod den legitime symbolske orden. Men det er ikke en revolutionær politik, Bourdieu anbefaler. Han vil, som Østerberg siger, opbygge en realistisk politik uafhængig af ideer og idealisme: De intellektuelle bør danne alliancer til forsvar mod ny-liberalisme og populisme, mod øget markedsorientering og massemediernes indflydelse. Måske kan Bourdieus politiske projekt udgøre et incitament til at overveje, hvilken rolle intellektuelle hos os kan spille som en modkraft til denne logik?

*Susanna M. Solli er magister i sociologi

© Morgenbladet & Information

Oversat af Birgit Ibsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu