Læsetid: 5 min.

Den brasilianske musik

11. juli 1998

Som en kølende strøm, der svingede så blidt som et palmetræ i en let brise: Joâo og Astrud Gilbertos stemmer

BOSSA NOVA
I overgangsfasen fra barn til pubertetsplaget yngling var det musikken, der blev mit refugium. Da jeg ikke besad midlerne til at købe de plader, jeg havde lyst til, gik jeg på strandhugst i mine forældres pladesamling og forsøgte der at finde noget, som kunne hele min oprørte sjæl. Men i stedet for Black Sabbath og Rolling Stones fandt jeg Charlie Parker og Dizzy Gillespie; fremfor Bob Dylan og Leonard Cohen stod den på Sven Bertil Taube og George Brassens, og i det hele taget var der lidt langt mellem snapsene, set fra min rock- og popinficerede synsvinkel.
Men en plade med et abstrakt maleri holdt i gult, orange og sort på forsiden gik lige i mit hormonforstyrrede system - og er blevet der siden: Getz and Gilberto (genudgivet på cd i fjor i forbindelse med pladeselskabet Verves 40 års jubilæum) var den lidet prætentiøse titel, og den indeholdt otte skæringer med den store jazzsaxofonist Stan Getz samt den brasilianske guitarist og sanger Joâo Gilberto med klaverakkompagnement og arrangementer af én af efterkrigstidens største sangskrivere, Antonio Carlos Jobim, samt den smukkeste lillepigevokal fra Joâos hustru, Astrud, på to af numrene, hvoriblandt ét - 'The Girl From Ipanema' - med årene er blevet så berømt og udbredt, at den tangerer klichéen. Men alt det vidste jeg ikke et suk om, og de ekstensive noter på lp'ens bagside var jeg ikke i stand til at tyde med mit rudimentære engelsk, men det var egentlig også flintrende ligegyldigt - musikken transcenderede alle sådanne petitesser og virkede som en kølende strøm i mit overophedede, testosteronbombede system. Det var musik, der mindede om den fornemmelse man får, når man en skoldhed sommerdag træder ind i et airconditioneret lokale og oplever den svalende følelse af renselse, indre som ydre.

Unik frasering
Jeg forelskede mig. I såvel stemmen som et land, der svingede så blidt som et palmetræ i en let brise: Joâo og Astrud Gilbertos stemmer og den der rytmisk stærke, men konstant underspillede guitar, der lød som løftet om både et bedre liv og en drømmefremtid som voksen - en blid, uanstrengt og sofistikeret tilstand, hvor selv længsel indgød behag:
"I, who was lost and lonely/believing life was only/a bitter, tragic joke/Have found with you/The meaning of existence/O my love..." som Astrud Gilberto sang på den rygradsrislende og genialt cyklisk opbyggede Jobim-komposition, 'Corcovado'.
Men Joâo selv sang udelukkende på portugisisk i den der helt specielle bløde lingo, man taler i Brasilien, og han gjorde det blidt, forførende og udemonstrativt, på en facon, som da den nåede Vesten i de tidlige 1960'ere, virkede lige så revolutionerende som i sin tid 20'ernes croon: Han kombinerede ubesværet elementer fra cool jazz - især inspireret af trompetisten og sangeren Chet Baker samt popsangerinden Julie London - med en unik naturalistisk frasering, mens han som gui-tarist opfandt, hvad Sergio Cabral har kaldt "the Joâo Gilberto beat", en yderst identificerbar stil, som den anerkendte brasilianske guitarist Oscar Castro-Neves mener udgør bossa nova-taktslagets rytmiske fundament.
Melodisk trak genrens største komponister på alt fra Ravel og Debussy over Gershwin og Cole Porter til forskellige lokale folkelige traditioner, som fusioneredes til noget nyt og svalende, hvilket fandt sin fornemste udøver i Antonio Carlos Jobim.

Bossa novaens fødsel
Og netop kombinationen af Jobims kompositioner - med helt vidunderlige tekster fra den store digter Vinícius de Moraes - og Gilbertos umiskendelige guitarspil og unikke sangforedrag revolutionerede brasiliansk musik sidst i 50'erne med udgivelsen af lp'en Chega de Saudade, der regnes for den første regulære bossa nova-udgivelse (bossa nova betyder 'ny bølge' eller 'ny strøm').
Gilberto nedtonede sambaens mere slagtøjsprægede kvaliteter, berigede melodilinjerne med en for brasiliansk musik uhørt jazzinspireret harmonisk sofistika-
tion og tilførte den i processen sit uimodståelige sangforedrag, en næsten snakkende og uhørt intim fortolkning af tekster, som stadig er den perfekte medicin, når man har fået nok af elektriske udladninger og sjæleudkrængende sangere m/k. Flere brasilianske albums fulgte, og Gilberto blev en stor stjerne i sit hjemland i starten af 60'erne, beundret og imiteret, men aldrig overgået.
Stan Getz introducerede sammen med guitaristen Charlie Byrd fænomenet til et verdenspublikum med albummet Jazz Samba i '62, som trods sin titel var gennemsyret af bossa nova, der med sin lyriske tone og subtile harmonier lå tæt på Getz' baggrund i cool jazz. Det blev en dille, og sjældent er noget så smukt og originalt så hurtigt blev forfladiget og smadret af talentløse imitatorer som netop bossaen, der hurtigt blev en fast bestanddel i ethvert respektabelt danseorkesters repertoire - springet til easy listening var ikke stort, og kun musikkens sjæl gik tabt i processen.

Tilbage til rødderne
Så da Gilberto og Jobim kom til USA i 1964 for at indspille med Getz, gjaldt det i høj grad om at føre musikken tilbage til sit udgangspunkt, hvilket, som tidligere nævnt, lykkedes til overmål på nyklassikeren Getz And Gilberto, der stadig står som et modernistisk, men også dybt romantisk mesterværk, som satte sig dybe og varige spor indenfor både jazz, pop, bossa nova og - easy listening.
Årene gik, og jeg fik råd til at købe alle de plader med Jobim, Getz og de to Gilbertoer (som siden blev skilt), jeg overhovedet orkede. Og stod således i efteråret '94 med Joâos Gilbertos dengang seneste udgivelse, Eu Sei que Vou Te Amar, indspillet live i Sâo Paulo i april 94. På denne indspilning lød Gilberto - som gav mange af klassikerne fra karrieren - sært anspændt og hans 63-årige fingre greb lidt stift om gribebrædtet på guitaren. Umiddelbart var der langt til hans storhedstid i 60'ernes første halvdel.
Men ikke desto mindre var det længe siden, at noget havde berørt mig så dybt som denne tydeligvis ældede mands udgave af 'Corcovado' - noget musik er tidsløs, og andet er ren nostalgi... men dette her var magisk som et spejl, jeg holdt op og pludselig så virkeligheden og mig selv i.
Dette lavteknologiske og dybt humane udtryk for alder, erfaring, sorg og fortrøstning fulgte mig gennem en vinter, jeg ellers ikke har den store grund til at dvæle ved. Lyden af et menneske, der kommunikerer med et andet - og alle mennesker. Stor kunst - udført med minimale virkemidler, der mindede om, at alt forandrer sig, men også at alt bliver ved. Uforligneligt.

*Bossa-jubilæum
Bossa novaens Godfather, den 67-årige guitarist og sanger Joâo Gilberto har netop - i Miami i USA - indledt en ny turné. Anledning: Hans 40-års jubilæum som bossa nova-kunstner. Klaus Lynggaard kaster et nostalgisk tilbageblik på en kunstner, der ændrede den moderne musiks kurs og tone.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her