Læsetid: 1 min.

Brasilien bløder

14. juli 1998

Brasiliens nederlag forklares med Ronaldos nedtur

De brasilianske medier reagerer ikke uventet med bestyrtelse efter Brasiliens nedtur og 0-3 nederlag i VM-finalen i fodbold.
"Hvorfor?", spørges der således med store typer på sportsbladet Lances forside, mens avisen Folha de Sao Paulo lader forsiden på sit VM-tillæg være næsten tom.
Den prydes kun at et lille foto af Ronaldo, der bedrøvet stirrer ned i jorden, og ovenover den lakoniske konstatering "VM-titlen tilhører Frankrig".
"Vi brasilianske fans og størstedelen af verden havde forberedt os på at skulle se Zagallos drenge spille, vinde og hæve pokalen. Men det, vi så på grønsværen, var ikke vores landshold, skriver Jose Trajano i Lance og fastslår, at forsvaret var holdets svage led.
"Hvert fransk modangreb bragte os til fortvivlelse," vurderer han.
Også den tidligere midtbanestjerne Gerson kommer til orde i Lance. "Det var Frankrig, der spillede, ikke os," lyder hans dom.
I en anden reportage nævner Lance, at følgende syv fejl blev afgørende for nederlaget: Overdreven selvtillid, opstillingen med en syg Ronaldo, det store pres, for mange angreb på banens midte, ingen indarbejdede spildetaljer, forsvarets svagheder og angsten for modstandernes tilhængere - "Frankrigs 12. mand".
Netop Ronaldos tilstand gøres naturligvis til genstand for særlig opmærksomhed.
"Ronaldos problem rystede holdet før finalen," skriver avisen Globo og fortsætter:
"I virkeligheder blev Brasilien offer for en grov lægefejl."
Medier over hele kloden berømmer Frankrigs spil og historiske 3-0 sejr over Brasilien i VM-finalen i fodbold i Paris. Men i nogle udtrykkes der samtidig stor skuffelse over de detroniserede verdensmestres indsats, ikke mindst i de spanske, hvor f.eks. El Pais fastslår:
"I ingen anden kamp ved VM blev det så let for Frankrig at vinde som i finalen. Brasilianernes præstation var en skændsel."
Og El Mundo følger op med at konstatere, at "Frankrig degraderede Brasilien til at blive latterliggjort".
ABC er uforbeholden i sin ros til de nye verdensmestre:
"Frankrig forlader VM gennem Triumfbuen. Fodboldverdenen taler nu fransk."
(RB/Inf.)

Leder her på siden

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu