Læsetid: 3 min.

Bundet, men fri - og fri, men bundet

13. juli 1998

Marilyn Mazur med egen kvartet og som medlem af en trio med den amerikanske pianist Marilyn Crispell

JAZZFESTIVAL
Blandt festivalens særlige attraktioner har det været at den bød muligheder for at møde Marilyn Mazur i to nye konstellationer og dermed i to meget forskellige musikalske situationer.
Torsdag aften ledede hun sin egen kvartet. Den blev betegnet som en sommerkvartet, og unægtelig har vi efterhånden brug for at blive mindet om, hvilken årstid det faktisk er. Men måske lå der også det i betegnelsen at det var en ad hoc-kvartet, dannet til lejligheden, men iøvrigt en engangsforeteelse. Det ville være en skam.
Fredag aften var hun medlem af en trio, ikke just som sidewoman, men heller ikke som leder. Den rolle tilkom først og fremmest en anden Marilyn, nemlig Crispell, og det var hendes musik, det primært drejede sig om. Dette ensemble var helt klart sammensat med henblik på festivalen, og det vil vise sig om der bliver nogen gentagelser.

To kvinder, to mænd
Torsdagens kvartet var, som bassisten Klavs Hovman gjorde opmærksom på (i en af sine ellers totalt uforståelige annonceringer) Mazurs første ensemble i de senere år som udelukkende bestod af danske musikere. De to andre var saxofonisten Lotte Anker, som for snart 20 år siden var medlem af Mazurs kvindeorkester, Primi Band - og pianisten Thomas Clausen, der spiller sammen med Anker i Copenhagen Art Ensemble, men vist ikke tidligere har arbejdet sammen med Mazur.
At der på den måde blev balance mellem mandligt og kvindeligt i kvartetten, faldt godt i tråd med tidligere bestræbelser (efter Primi Band) hos Mazur, og det kom der en selv for Mazur usædvanligt stemningsmættet musik ud af. En musik, der som så ofte hos hende, er overvejende impressionistisk, mere atmosfærebetonet end formstram.
Især blev jeg mindet om Dørge-Becker-Carlsens plade Canoe (der jo havde Mazur som gæstetrommeslager), hvis romantisk svævende musik repræsenterede et brud med den ellers lidet romantiske musik man forbandt med Dørge & Co. Et tilsvarende brud var der af gode grunde ikke tale om med Mazurs kvartet, men nok om en markant tilføjelse til det musikalske spektrum vi kender hos hende.
Det skyldtes ikke mindst Clausen, hvis klaver (lejlighedsvis suppleret af diskret synthesizer) bibragte musikken et harmonisk element af største raffinement, samtidig med at en opgave som denne formentlig er en tiltrængt udfordring til hans sædvanlige, pianistisk-virtuose stil. Så lad os håbe at samarbejdet fortsætter.
Også Lotte Anker var med sin sopransaxofon en ideel udøver af Mazurs musik, hvis lyriske kvaliteter hun pointerede med indlevelse. Mens Hovmans bas og Mazurs trommer og andet slagtøj bidrog med en lige så vigtig klanglig-rytmisk bund.

Crispells måde
Halvdelen af denne kvartet (Anker og Mazur) udgjorde aftenen efter de to trediedele af en kvindetrio, med den amerikanske pianist Marilyn Crispell som toneangiver. Det blev en radikalt anderledes musik, en frijazz i forlængelse af 60'ernes principielt ametriske, atonale og amelodiske avantgarde-jazz, men med udgangspunkt i Crispells kompositioner.
Det var den fjerde af fire koncerter med eksperimenterende (jazz)musik i Rundetårns Bibliotekssal, et fremragende lokale til formålet. Crispell er især påvirket af Cecil Taylor og har spillet med saxofonisten Anthony Braxtons kvartet, men hun har også en alliance med Lotte Anker i gruppen Sine Die, og da Anker er en af vore bedste frijazz-udøvere, var det nærliggende at genforene de to. Som trediekvinde gik Mazur med sin sikre intuition ubesværet ind i samarbejdet, selv om en så ikke-lineær, diskontinuerlig musik ikke er hendes stil.
Crispell lød faktisk mere levende end på sin ny ECM-plade, hvor hun spiller kompositioner af Annette Peacock sammen med Gary Peacock og Paul Motian. En lumsk kedelig plade, når jeg skal sige det, ikke mindst hvis man sammenligner med Paul Bleys 25-30 år gamle versioner af samme materiale.

*Marilyn Mazurs sommerkvartet i Copenhagen JazzHouse torsdag.
*Marilyn Crispell, Marilyn Mazur, Lotte Anker i Bibliotekssalen, Rundetårn fredag.
*Crispell, Gary Peacock, Paul Motian: Nothing Ever Was, Anyway. Music of Annette Peacock. ECM 1626/27.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu