Læsetid: 4 min.

Chateaubriand og tidevandet

18. juli 1998

KALENDER
BYGER, som går og kommer, det er den franske sommer, i hvert fald i Normandiets og Bretagnes behagelige kystklima. Dagene begynder gråt og gerne med lidt regn, men det lysner allerede tidligt på eftermiddagen, og snart ligner det ønskernes opfyldelse af sol og lunhed, som vi nu efter fordommenes vedtægt erklærer for det bedste vejr.
C'est la marée! siger de. Det er tidevandet, som man næsten altid ser i tilstand af ebbe, en magtfaktor, man henviser til som ansvarlig for den ustabile stabilitet. Der er meget, vi ikke kan stille noget op med - eller mod. Vi accepterer livets vilkår. C'est la vie! er visens omkvæd.
Ved Mont St. Michel ligger de lerede sandflader og lyser som sædvanlig efter vandets tilbagetrækning. Måske er et større areal siden sidst inddæmmet langs siderne af vejen ud til den kegleformede klosterklippe, der suger alverdens turister til sig, som var det en flodbølge. Fårene har allesammen sorte hoveder og ligner forklædte præster fra fjerne tider, de går trippende over vejen i nervøs forvisning om, at bilisterne ærer dem ved at springe ud af sidedørene med deres snurrende videokameraer. Lammesteg på fire ben. Côte d'agneau, himmelsk.
Kysterne varierer med klipper og mere sand langs vejen via Cancale og ind mod Saint-Malo, hvor der er en nydelig badestrand uden badende. Franskmænd synes vand er koldt til langt ind i juli. Og fra den stolte fæstningsmur, der omgiver den gamle og genopførte indre by, betragter vi havets kuldeblå og grå skær, der omgiver le Grand-Bé, der lille klippeø, hvor Chateaubriand handlede sig til en gravplads og nu længst hviler sine bene.

FRANCOIS-RENÉ de Chateaubriand (1768-1848) blev født i Saint-Malo, mens en frygtelig storm hærgede Bretagnes kyster. En passende optakt til et sublimt og omskifteligt liv i litteratur og politik, som han har redegjort for i sine Mémoires d'outre-tombe, - Erindringer fra den anden side af graven. En makaber titel, hvis man ikke betænker arrangementet med at skrive dem i levende live og først lade dem offentliggøre efter døden. Desværre eksisterer der ingen autentiske erindringer affattet efter døden, kun de mange fiktive forsøg.
Vi nærmer os 4. juli, dagen for Chateaubriands død for 150 år siden. Store forberedelser er i gang til byens fejring af mindet. I en boghandel køber jeg en livre de poche-udgave af Mémoires. Der skal en stor lomme til, 1850 sider bibeltyndt papir for kun 115 francs, et tilbud gældende op til dagen. Hvis man har tænkt sig et oplæsningsarrangement som med Joyces Ulysses i Roskilde, skal der flere døgn til. Måske ville han vende sig graven derude.
Han fattede tidligt planen og skrev på værket gennem mere end tredive år, en polyfon udformning af tid og tema, samtidshistorie og selvudfoldelse i en gennemlevelse af revolutionstiden, bonapartismen og restaurationen på kritisk nærhold. Ultrahøjredrejet, fuld af frihedsideer. Memoirerne har deres sikre placering mellem to andre storstilede erindringsværker, Rousseaus Bekendelser og Prousts På sporet af den tabte tid. Noget fælles er ideen om jeg'ets suverænitet. Internationalismen, amerikanske og orientalske både oprindelige og moderne verdener er rivende og mærkeligt selvfølgelige erfaringer i blandingen af romantisme og realiteter. "En epikurærer med en katolsk fantasi", kaldte kritikeren Sainte-Beuve den kvindekære digter og tænker. En hykler eller en sammensat person.
Ludvig 18. læste disse memoirer diagonalt, hedder det. En kongelig skik, det er let at kopiere på rejsen. Udgaven er overskueligt indrettet med registre og stikord til kapitlernes indhold. Jeg finder, hvad jeg vil finde. Genfinder, hvad jeg engang har læst, og afmærker, hvad jeg skal vende tilbage til.

VI PASSERER det skumle Combourg, hvor Chateaubriand levede et par forvildede ungdomsår mellem 15 og 17 sammen med søsteren Lucile, moderen og faderen, som havde erhvervet middelalderslottet for penge tjent ved slavehandel. Adel forpligter. Drengen brugte tiden til at vakle mellem forskellige fremtidsmuligheder, ikke videre fristet af gejstligheden. Heldigt for ham, at han var yngste søn, den ældste, der overtog godset, blev guillotineret.
De levede i næsten total isolation, kun med et par tjenestefolk, i hver sin ende af slottet. Yderst få gæster fandt vej dertil. Den tavse og uselskabelige far stod op klokken fire om morgenen, arbejdede til middag, gik så måske på jagt, mens moderen tyede til kapellet.
Chateaubriand skildrer levende de uhyggelige vinteraftener, hvor faderen efter måltidet gennemtraver den store sal, frem og tilbage. De andre sidder foran kaminen, moderen sukkende henstrakt på en divan med en enkelt kærte tændt. De hører hans skridt fortabe sig i mørket, vende tilbage og ser ham så i den hvide, uldne slåbrok og hvide hue dukke op som et spøgelse, der spørger: Hvad talte I om? Men de mæler knap et ord, før han er gået i seng. Da brydes fortryllelsen, den mentale tilstand af ebbe afløses af en sproglig flodbølge. Hvis tavsheden havde kuet os, skriver han, blev vi nu rigelig gengældt.
Han følger så damerne til deres lejligheder, halvdøde af skræk for natten, og tjekker alle skumle steder for røvere og spøgelser. Man var overbevist om, at en greve af Combourg med træben, død for tre århundreder siden, periodisk dukkede op. Man havde mødt ham på den store tårntrappe: "hans træben spadserede også undertiden alene i selskab med en sort kat." Selv tyer drengen op i sit tårn og tænker på Montaigne og hans elskede tårn, maler nattens stemninger frem og udvikler sin fantasi.
Chateaubriand fulgte sig selv til dørs med sine Memoirer.

VEJRET er klaret op med sin anpart i den store rytme, de mægtige bevægelser, der skyller frem og tilbage i historien, som vi her har på bekvem turistmæssig afstand, hvor vi er tilfreds med historier.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu