Læsetid: 4 min.

Cruyff kræver wings og backs tilbage

6. juli 1998

Det bør ske for at skabe et spil, der
er vindende og underholdende
på samme tid

Den altid kontroversielle Johan Cruyff optræder under VM som columnist for sportsavisen L'Equipe's ugentlige magasin, og han har i de forløbne fire uger brokket sig over kvaliteten og manglen på fornyelse af det fodboldspil, han har set under dette VM.
I fredags, altså inden de fire kvartfinaler, harcellerede han over, at de 32 deltagende hold nok er forskellige i deres måde at udtrykke sig på, stilistisk forskellige i kraft af forskelle i tradition og teknisk niveau, men i virkeligheden er de alle ens: "Der har praktiks taget ikke været nogen forskel i grundopfattelse og strategi. Den eneste forskel på et hold og et andet er spillernes individuelle kvalitet, og det har været den eneste faktor, der til syvende og sidst har afgjort kampene. En eller to angribere, 4-4-2 eller 3-5-1, det er, hvad det har indskrænket sig til. Og det er måske opfindelsen af de såkaldte "kantspillere" (de yderste forsvarere, som både skal deltage i forsvaret, og som har til opgave at løbe langs hele fløjen og støtte angrebsspillet) der bærer en stor del af skylden for disse strategier. Denne opfindelse er efter min mening det fødte nederlag for fodboldspillet, og den, der har gjort den, burde være bortdømt for altid for den skade han har gjort og for at forhindre ham i at lave andre."

Defensivt instinkt
Cruyff er fortaler for genindførelsen af de gammeldags wings, altså fløjspillere uden defensive pligter, men deres afskaffelse, indrømmer han, kan man ikke bortdømme en enkelt fodboldtænker for.
"Den gradvise eliminering af wings er resultatet af et defensivt instinkt hos flertallet af trænere, som tror, at en spiller på hver fløj, som kun deltager i angrebsspillet, svækker holdets effektivitet. Men det er stor fejl. Hvis man placerer to spillere af høj kvalitet på fløjene, så er modstanderen nødt til at lade dem markere af folk, som ikke vil kunne tage del i angrebsspillet, fordi de har nok at gøre med at dæmme op for disse to folks hurtighed og dygtighed."
Cruyffs pointe er, at en kantspiller med både forsvars- og angrebsforpligtelser, uanset sin fysiske styrke og kondition, skal løbe 60 meter frem og tilbage i hele kampen, hver gang forsvar veksler med angreb, og en sådan spiller vil simpelthen blive for træt til at kunne kontrollere en direkte modstander på fløjen, der kun har angrebsforpligtelser - og evner.
Cruyff nævner som eksempler de store wings gennem alle tider, og er dermed godt klar over, at et hold kommer i knibe, hvis det vil spille hans spil, men ikke råder over spillerne til det.
Han bruger Hollands landshold i 70'erne og det Barcelona, han trænede i otte år, som eksempler på spillet med to wings og en center-forward, og vedkender sig rollen som polemisk romantiker, men bruger også to aktuelle hold som demonstration. Nemlig det hollandske og det brasilianske, der mødes i morgen i semi-finalen i Marseilles, men det kunne Cruyff dog ikke vide noget om, da han skrev.

Cafu og Carlos
"Når Cafu og Roberto Carlos kan optræde som "kantspillere" hos Brasilien, er det fordi de ikke har nogen at markere i forsvaret. Alle hold, der spiller mod Brasilien, gør det med en eller to angribere, og så er det tilstrækkeligt med Aldair og Junio Baiano til at kontrollere dem. Lad os opstille en hypotese: Lad os forestille os, at Holland skulle møde Brasilien, og at Hiddink (Hollands træner. red.) besluttede at placere Overmars på den ene angrebsfløj, Bergkamp på den anden, og Kluivert som midterste angriber. I så fald ville hverken Cafu eller Roberto Carlos kunne tage del i hvert angreb, som de gør nu, for hvis de mister bolden, vil de ingen muligheder have for at nå tilbage til deres modstander."
I Hollands kvartfinale mod Argentina havde Guus Hiddink ikke ændret 4-4-2 mønstret fra de hidtidige kampe. Edgar Davids på Hollands centrale midtbane var måske den enkelte spiller, der med sin arbejdsradius udgjorde den lille forskel på to teknisk og taktisk jævnbyrdige hold, der hele tiden kunne melde skak, men ikke sætte mat. Guus Hiddink havde tilladt sig at holde Marc Overmars, den evige kilde til fare på færde, på bænken, og spillede med Bergkamp og Kluivert som eneste to angribere. Cruyff må have græmmet sig, selv om Holland tog føringen på Bergkamps frispilning af Kluivert, for efter Argentinas kvittering ved Lopez var de 1-1 meget længe et udtryk for den fastlåste situation trods stort drama og fængslende spil.
Johan Cruyff har i sine klummer tit anklaget Hiddink for forsigtigpeteri, og det er svært at tro, at den hollandske træner retter sig efter, hvad han skriver. Men med 26 minutter tilbage af kampen gjorde Hiddink alligevel, hvad Cruyff havde sagt: Han satte Overmars ind - godt nok som erstatning for Ronald de Boer på midtbanen - men reelt som den tredie angriber, Cruyff havde efterlyst og med den rollefordeling, han havde opstillet som en hypotese. Overmars var småskadet og skulle skånes for en hel kamp, var begrundelsen for, at han ikke var på banen fra start, men da han kom det, gjorde han den forskel på de to hold, som hele tiden var synlig, men ikke gav resultat før Bergkamp i sidste minut lavede sin genistreg. Tæmmede en lang aflevering med højrefoden og i samme bevægelse rundede den sidste forsvarer, inden han med ydersiden af samme skruede bolden i mål fra spids vinkel.
Guus Hiddink vil næppe mønstre Overmars og Bergkamp som gammeldags wings ved siden af Patrick Kluivert til semifinalen mod Brasilien, men Johan Cruyff kan i sin næste klumme tillade sig at mene, at det i 25 minutter mod Argentina fungerede.
Og han kan med det stereotype tyske holds 3-0 nederlag til de bedre kroatiske boldspillere måske glæde sig over, at det endnu er muligt at spille for vinding og for sjov på samme tid.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu