Læsetid: 5 min.

Dansk og danskisme

4. juli 1998

REHLIGHEDEN
I Danmark kan man gøre alt, blot man ikke spørger om det. Denne beskrivelse af det særlige danske råderum tillægges Venstres justitsminister P.A. Alberti. Han fyldte selv råderummet gevaldigt ud. Så grænseoverskridende var Alberti, at hans rum pludselig i 1908 skrumpede ind til noget ganske småt med tremmer.
Sin forudgående velmagt grundlagde Alberti ved kløgtigt at spille på nationale følelser. I 1892 stillede han op som folketingskandidat i Køgekredsen mod selveste Viggo Hørup. Under kampråbet "Bom for socialismen!" sejrede Alberti.
Om Albertis første besnærelse af de danske vælgere skriver historikeren og menneskekenderen Svend Thorsen i sit bogværk De danske Ministerier:
"Denne hans sejr over den store radikale fører opfattedes af mange gode borgere, som om der var faldet en flagdug ned fra himlen, og samme år grundlagde Alberti da også i København, for at hævde sin person og sin politik, det bredt borgerlige dagblad Dannebrog, der var overmåde ærbødigt over for hoffet."
Albertis psykiske mekanik havde den engelske værtshusfilosof Samuel Johnson allerede i 1770'erne sat ord på: "Patriotisme er slynglens sidste tilflugt."

Der er åbenbart visse erfaringer, der skal gøres igen og igen, fordi pointen har så svært ved at sidde fast.
Selv i ellers grundfæstede demokratier kan en kynisk opblæst national storm rive anstændighed og borgerret omkuld. I tanken melder sig den alkoholiseret forfølgelsesvanvittige senator Joseph McCarthy's 1950'er senatshøringer om "uamerikansk virksomhed."
Allerede tiåret inden havde ordet "udansk" fået et særligt indhold i vort eget sprog. Først som en folkelig betegnelse for den form for dansk adfærd, der bestod i at sympatisere med eller ligefrem bistå den tyske besættelsesmagt. Sidenhen som noget, der skulle straffes i det efterfølgende retsopgør.
Her gav det til gengæld vanskeligheder. For sandt var det jo, at rigets egne myndigheder helt fra 1933 og frem til 1943, da krigslykken vendte, havde vist sig overordentligt imødekommende over for nazismen. Kan man rimeligvis dømme folk for udansk adfærd, hvis ikke de har gjort andet end, hvad den danske regering opfordrer dem til? Det er da vel at handle dansk - eller hvad?
På det seneste er det kommet frem, at den svenske regering trofast bistod nazisterne endnu længere end den danske. Faktisk helt frem til enden i april 1945. Sveriges leverancer af krigsmateriel, der blandt andet blev betalt med guld fra jødiske ofre, bidrog til at forlænge nazisternes regimente "med måneder, måske med år," fastslår en amerikansk rapport nu. Var det usvensk adfærd? Eller var det tværtimod meget svensk?

Det kan give mening at opfordre folk til at handle dansk. Hvis den anden handlemulighed er at støtte noget af en anden nationalitet. Den situation kan også forekomme i et valglokale.
Det gjorde den ved folkeafstemningen i Sønderjylland i 1920. Her kunne folk vælge, om de ville tilhøre Danmark eller Tyskland.
Det var til den afstemning, der blev lavet en manende plakat af kunstneren Thor Bøgelund. (Et mere dansk navn er svært at få - om man så skulle købe sig til det.) "Mor! Stem dansk. Tænk paa mig," bønfalder den lille dreng.
Altsammen okay, omend noget malkende på følelses-yveret.
Mindre okay er det, at selvsamme plakat pryder forsiden af Dansk Folkepartis medlemsblad Dansk Folkeblad februar måned dette år.
Her bliver malkningen til mere end vridning. Den bliver til forvridning.
Ved det navn, Dansk Folkeparti har taget sig, og ved sit lån af appellen Stem Dansk lader partiet snedigt underforstå, at de andre partier er mindre danske. Måske ligefrem udanske.
Indrømmet, repræsentanter for såkaldt 'ansvarlige' partier har givet bolden op. Heller ikke de radikale, der ellers roser sig af nøgternhed i omgangen med det nationale, har holdt sig for gode. Tænk på Lone Dybkjærs slogan forud for valget til Europa-Parlamentet: "Mere Danmark i Europa." Er der mere Danmark i Lone end i de andre danske kandidater?

Af Dansk Folkeblad fremgår, at det er "den almindelige mening" blandt de seks stiftere af Dansk Folkeparti, at ideen til navnet kom fra partilederen Pia Kjærsgaards mand Henrik Thorup.
Dermed har Thorup fulgt en tradition fra Fremskridtspartiet: Allerede partinavnet gør sproget meningsløst.
Den ret, hvormed Pias parti søger patent på at være dansk, har været et gennemgående tema i Informations igangværende artikelserie om partiet.
Det vil nok overraske nogle, at Pia Kjærsgaard ikke svarede "danskheden," da bladet sidste fredag spurgte, hvad der får hende til at tikke som politiker. Hendes svar lød:
"Netop det sociale. Det var den sociale indignation, der fik mig ind i Fremskridtspartiet i 1978. Da var der ikke snak om udlændinge."
Hun sagde videre:
"I dag hænger det lidt sammen med udlændinge. Da jeg meldte mig ind i 1978, gjorde det ikke."
Fordi Pia Kjærsgaard selv angav det sociale som sin egentlige drivkraft, spurgte Information, om hun ikke hellere ville udbringe et positivt budskab i stedet for det, hun udbringer nu.
Det udløste svaret:
"Hvad mener du med 'positivt'? Man må prøve at vende budskabet, så det er mest muligt positivt: At bevare danskhed."
Næste spørgsmål:
- Er 'danskhed' i jeres sprogbrug ikke bare et kodeord for uvilje mod fremmede?
"Man kan ikke være for det hele. Man kan ikke være for et multi-etnisk samfund og samtidig bevare nationalstaten. Ikke i fred og fordragelighed."

Her er vi ved kernen i Dansk Folkeparti og dets appel:
I sin vilde fægten til højre og venstre ramte den daværende leder af Fremskridtspartiet, Mogens Glistrup, i 1980'erne ned i en gaslomme i folkedybet: Uviljen mod de fremmede.
Sagen havde ikke noget at gøre med Glistrups oprindelige skattenægterprogram, men den gav ham ny politisk drivkraft. Da Pia Kjærsgaard og hendes følgesvende brød ud, tog de fremmedfrygten med sig og lod Fremskridtspartiet beholde skattenægteriet og den dertil hørende anarkisme.
I deres Fremskridts-fortid havde de fleste af Dansk Folkepartis valgte en nærmest ligegyldig holdning til EU. Nu gør de EU-modstanden til slagnummer. Det er svært at se som andet end partistrategernes sans for en givtig variant af fremmedforagten: Her er "de fremmede" ikke nogen, der fysisk trænger sig ind i Danmark. De befinder sig i andre europæiske lande og prøver at styre os. Men kære vælgere: 'I er de bedste, og jer skal ingen køre rundt med.'
I den retorik kommer 'danskheden' bekvemt ind. Det er en stueren måde at sige det grimme på. 'Og folk forstår godt, hvad vi taler om.'
Til den række af -ismer, der i dette århundrede har hjemsøgt dansk politik, nåede der inden udgangen at føje sig endnu én: danskismen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her