Læsetid: 3 min.

Dansk Folkeparti: Straf 12-årige kriminelle

29. juli 1998

Dansk Folkeparti vil straffe kriminelle 12-årige og frede danskere, der forbryder sig mod fartgrænser, sommerhuslovgivning og lukkelov

Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti vil sænke den kriminelle lavalder for børn fra 15 til 12 år og er dermed klar til at spærre store børn inde, hvis de for alvor forbryder sig mod samfundet.
Forslaget indgår i partiets stort anlagte kampagne for lov og orden, der blev præsenteret tirsdag.
"Der er i princippet ikke noget i vejen for at sætte store børn i fængsel. De unge skal have at vide, at samfundet ikke kan acceptere vold og kriminalitet," sagde Peter Skaarup, retspolitisk ordfører for Dansk Folkeparti på et velbesøgt pressemøde tirsdag.
Pia Kjærsgaard kan, som hun udtrykte det, næsten høre overskrifterne efter Peter Skaarups bemærkning og siger, at det med fængsel "ikke skal forstås sådan, at de unge skal i samme fængsel som de voksne".
Ud over de ubehagelige overskrifter frygter partiformanden også, at de store børn vil bruge et ophold i et fængsel sammen med voksne kriminelle som en læretid i kriminalitet. Så altså ikke fælles fængsler for store børn og voksne, men snarere helt nye, aflåste institutioner til kriminelle tolv-årige.

Hurtig straf og afsoning
Partiets næstformand Kristian Thulesen Dahl tydeliggør partiets forslag.
"Hvis en tretten-årig begår et røveri mod et pizzaria fredag, så skal der ikke gå lang tid, før der sker noget. De skal have en hurtig straf og afsone den med det samme. Så må politiet forklare forældrene, at deres barn ikke kommer hjem før mandag, fordi det sidder i fængsel," siger den unge næstformand.
Forslaget om at sænke den kriminelle lavalder for unge indgår i den byge af forslag, der udgør kernen i partiets kampagne for lov og orden.
Ved siden af nedsættelsen af den kriminelle lavalder, vil Dansk Folkeparti arbejde for
*en generel forhøjelse af straframmen for vold, menneskesmugling, børneporno, røverier og narko.
*bygning af flere fængsler
*holdningsbearbejdende kampagner
*mere og mere synligt politi
*større bøder
*hårdere straffe for miljøkriminalitet
Ved siden af den lange liste med skærpelser, vil Dansk Folkeparti lempe lovgivningen for den type kriminalitet, almindelige danske borgere begår. Partiet nævner her tre eksempler på lovgivning, der skal lempes, fordi danskerne ikke efterlever og heller ikke ønsker at efterleve loven.
For det første skal de nuværende hastighedsgrænser lempes.
"I princippet skal folk køre efter omstændighederne, men i første omgang vil vi stille forslag om at hæve grænsen fra 110 km til 120 km i timen på motorvejene. Det tror jeg, der er flertal for," sagde Pia Kjærsgaard.
"Folk kører alligevel 120 til 130 km i timen på motorvejene, det er et eksempel på en lovgivning, der ikke bliver fulgt, så hvorfor have den lovgivning," siger Peter Skaarup.

Samfundets blinde øje
Partiets andet eksempel på en unødvendig lovgivning handler om sommerhuse.
Mere end 24.000 danskere har klaget over et lovforslag, der forbyder dem at bo hele året i deres sommerhus. Miljøminister Svend Auken står bag forslaget efter hårdt pres fra de kommuner, der huser sommerhusene.
"En lang række mennesker gør samfundet en tjeneste ved at bo i deres eget dyrt indkøbte sommerhus. Nu farer Svend Auken frem over for dem med bål og brand. Samtidig vender samfundet det blinde øje til de ulovlige bosættelser på Christiania. Vi skal have vendt op og ned på den lovgivning," siger Pia Kjærsgaard.
For det tredje vil Dansk Folkeparti af med lukkeloven.
"Tænk, at man kan have sin egen butik i Danmark, og så er der en statsmagt, der skal fortælle, hvornår man skal åbne og lukke. Det er grotesk. Jeg synes, vi skal se på det her med nye øjne," siger Pia Kjærsgaard.
Kampagnen for mere lov, orden og tryghed kulminerer på partiets landsmøde til oktober, der i følge Pia Kjærsgaard finder sted under overskriften: Volden ud af Danmark.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her