Læsetid: 3 min.

EU hindrer stop for salmonella-høns

9. juli 1998

Konservative i oprør over varernes fri bevægelighed i det indre marked efter fund af farlig salmonella i importeret fjerkræ

EU's indre marked hindrer danske myndigheder i at stoppe importen af fødevarer inficeret med den multiresistente, sundhedsfarlige salmonella-bakterie af typen Typhimurium DT 104. Det bekræfter Fødevareministeriet, efter at Veterinær- og Fødevaredirektoratet onsdag afslørede fundet af den farlige bakterie i en række fjerkræ-produkter importeret til Danmark fra Frankrig, Holland og Tyskland.
Direktoratet har straks pålagt de hjemlige importører at trække de berørte varepartier tilbage fra butikkerne, ligesom forbrugerne opfordres til at kontrollere køleskabe og frysere for produkterne og i givet fald kassere dem.
Fundet af den frygtede salmonella DT 104 kom - ganske uventet - da de danske myndigheder gennemgik 900 prøver af importeret fjerkrækød for at få et billede af salmonella-forureningen i bred almindelighed. Man har aldrig tidligere herhjemme fundet den multiresistente salmonella-type i fjerkræprodukter.
"Undersøgelsen har givet et helt uventet afkast, og vi har slet ikke indsamlet de samme oplysninger, som vi ville i kontrolsammenhænge," siger kontorchef Lars Herborg, Veterinær- og Fødevaredirektoratet, til Ritzau.
Fundene er gjort i bestemte mærker af and, kalkun, kylling og høne fra Frankrig, høne fra Holland samt kalkun fra Tyskland.
De konservatives fødevarepolitiske ordfører Lene Espersen krævede onsdag, at der skrides ind over for selve importen af inficeret kød fra de pågældende lande. Det er imidlertid ikke muligt, fastslår Fødevareministeriet.
"I det indre marked er der pr. definition ingen grænser, når det drejer sig om varernes fri bevægelighed. Derfor har vi ikke nogen mulighed for at forbyde en bestemt import fra et andet medlemsland," siger kontorchef Morten Blom Andersen til Information.

Direktivet
De danske myndigheder kan alene foretage kontrol af varerne, når de er nået ind i Danmark og så forlange kassation af partier, hvor salmonella-bakterien måtte blive fundet.
Lene Espersen mener, problemet ligger i, at de øvrige EU-lande har forhalet ikrafttrædelsen af EU's såkaldte zoonose-direktiv, der blev vedtaget i 1992, skulle være trådt i kraft i 1994, men siden er blevet udskudt til 1999. Direktivet fastlægger regler for kontrol med bakterier, der kan overføre sygdomme som salmonella-infektioner fra dyr til mennesker.
Ifølge Morten Blom Andersen lever Danmark, Sverige og Finland op til de krav om salmonellakontrol og -bekæmpelse, der er indeholdt i det forsinkede direktiv, men eftersom andre EU-lande ikke gør det, kan der optræde salmonella i importerede varer derfra.
"Danmark er det eneste land i EU, der overholder direktivet. Fødevareministeren burde rejse ned til Kommissionen med direktivet i hånden, så vi hurtigst muligt kan få lov til at indføre importforbud for smittet kød fra de andre lande", siger Lene Espersen.
Den mulighed giver direktivet imidlertid ikke, understreger Morten Blom Andersen.
"Direktivet rummer regler for indsatsen mod salmonella-forurening. Vi har fra dansk side gentagne gange gjort indsigelser over for Kommissionen over, at direktivets ikrafttræden og dermed indsatsen trækker ud. Men det er en misforståelse, hvis man tror, at direktivet vil kunne gøre det muligt for os at forbyde import fra områder, hvor problemet findes. Det er i strid med det grundlæggende princip for det indre marked," siger Morten Blom Andersen.
Der er aldrig konstateret salmonella DT 104 i danske fjerkræ-besætninger, hvorimod man tidligere har fundet den multiresistente bakterie i sammenlagt 22 danske svinebesætninger. Det er sandsynligt, at bakterien er kommet hertil via import af levende svin, men heller ikke den trafik kan stoppes.
"Det er jo til grin, at vi i Danmark ofrer millioner på at kortlægge og bekæmpe smitten, hvis inficerede dyr blot frit kan komme ind i landet. Der burde ikke være fri bevægelighed for levende dyr over grænserne," sagde Venstres medlem af Folketingets fødevareudvalg Marianne Fischer Boel i maj, da der blev fundet salmonella DT 104 i en importeret svinebesætning.
Både Venstre og konservative er i disse dage på krigsstien mod miljøminister Svend Auken, fordi han med miljømæssige argumenter fastholder det danske forbud mod import af dåseøl. De to partier kalder forbudet en krænkelse af det indre markeds princip om varernes fri bevægelighed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu