Læsetid: 4 min.

Fadermord savnes

3. juli 1998

Kendte fædre er ingen hindring i rockbranchen, men kunstnerisk er det ikke altid en fordel - nye plader med børn af John Lennon, Pete Townshend, Steve Stills og Leonard Cohen

NYE CD'ER
Æblet falder ikke altid tæt ved stammen. Eller som Sean Ono Lennon for nylig udtalte: "Det er aldrig til at vide med den genetiske faktor. Se f.eks. Brian Wilson. Hans fars plader stank..." Det kan man ikke sige om Seans far. John Lennon var en myte, før en sindsforvirret fan dræbende pistolskud i december 1980 gjorde ham til symbol og ikon. Ved siden af alt det myte-bull-shit efterlod han sig en ærefrygtindgydende musikalsk arv, der nok kunne have fået 'fornuftigere' børn end hans til at vælge sig en karriere som snedker, brandmand eller heltidsarving.
Hverken Sean eller hans halvbror, Julian, er dog sønner af Lennon for ingenting. De prøvede begge at undgå det uundgåelige, men endte som musikere, sangere og sangskrivere. Endte og endte - Sean er først lige begyndt.
Hans debutalbum med den Beatles-relaterede titel Into The Sun, på det ultrahippe Beastie Boys-pladeselskab Grand Royal, er et sympatisk, men tøvende bekendtskab, produceret af kæresten, keyboardspilleren Yuka Honda. Stemmen er ikke til at tage fejl af. En meget ung John Lennon, så nakkehårene rejser. Hører vi spøgelser eller virkelighed?
Musikalsk er der imidlertid ikke overdrevent meget at komme efter. Som komponist ynder Sean Lennon at kalde sig eklektisk. Stilforvirring er et bedre ord. Smidig bossa nova-pop, amatørbehjertede computer-jingler, armlæggende guitarrock og et gennemgående ønske om at lyde moderne gør højst denne plade til offentlig generalprøve på en karriere. Men bevis på, at en berømt far og en entreprenant mor ikke er den dårligste nøgle, når de vigtige døre i branchen skal åbnes.
Næste gang kunne det være rart at høre, hvem Sean Ono Lennon egentlig er. Om så vejen går over et rituelt fadermord. Det kunne der godt komme en interessant plade ud af.

Lennon genopstået
Julian Lennon er, sammenlignet med Sean, en showbizveteran. Han er eneste barn af ægteskabet mellem John Lennon og Cynthia Twist, og voksede op hos sin mor, men slog ikke desto mindre igennem i 1984 med numre som "Valotte" og "Too Late For Goodbyes," der lød som selve John Lennons genopstandelse.
Photographic Smile er Julian Lennons første album i syv år. Og hans hidtil bedste. Ekkoet af John Lennon er nu nedtonet til en naturlig understrøm. Man kan på den anden side vanskeligt bebrejde sønner at de lyder som deres forældre. Og rundt omkring er der masser af Beatles-inspiration, rundgange, refræner, fraseringer, harmonier, og havde det været enhver anden, ville man have rost sangskriveren for på begavet vis at forvalte og videreudvikle Beatles-traditionen.
Julian Lennon er en ferm popsmed med et sikkert øre for egne begrænsninger. Det gør hans plade til et afklaret værk, hvor tingene hænger sammen. Det er ikke stor, grænsesprængende kunst, men mindre kan vel også gøre det. F.eks. musikalitet og melodisk tæft.
Det første har Chris Stills også. Endnu et skilsmissebarn. Han er søn af den franske popstjerne Veronique Sanson og guitaristen, sangeren og sangskriveren Stephen Stills.
Chris spiller guitar og synger som snydt ud af øret på far. Hillbilly møder en country-udgave af Jimi Hendrix, akkompagneret af Manassas. Så ved Steve Stills-fans, hvor vi er henne.
Chris Stills spiller fyrigt, improvisationslystent og med en instrumental fingerfærdighed, som er den egentlige bærebølge på hans debutalbum 100 Year Thing.
Han vil ikke falde igennem i en guitar-duet med faderen, men der er langt til, at han også kan kalde sig sangskriver.

Mental blotter
Det vil Emma Townshend vældig gerne. Hun er datter af Pete Townshend. Debut-cd'en Winterland viser hende som lidt af en mental blotter. Der bliver udkrænget en del sjæl og længsel på denne plade, hvor Emma selv betjener pianoet, men den modernistisk-kølige attitude dominerer på bekostning af en musikalsk afskrællethed, der måske en dag bliver til andet end indadvendthed og blade fra skitsebogen. Det er svært at forestille sig, at hun har fået den pladekontrakt uden at sige sit efternavn.
Adam Cohen ville have fået en plade ud uden at være søn af Leonard Cohen. Som sin far er han fotografisk set et godt hug, og som faderen kan han fortælle en kærlighedshistorie, så den ikke kun handler om ham selv. Sproget er (endnu) ikke så præcist, men erfaringerne vel heller ikke så mange, og Adam Cohen lyder overhovedet ikke som Leonard Cohen.

Større end fars skygge
På debutpladen, der med en sigende selvfølgelig selvbevidsthed, bare bærer hans navn, er Adam Cohen godt på vej til at lyde som sig selv. Sikre nikotinhæse intonationer, mesterligt underspillet drama og en stemme med modhager, der styrer den ovenud musikalske iscenesættelse.
Den navnkundige mixer Bob Clearmountains finish får måske Adam Cohen til at lyde af mere end han er, og den selvmedlidende bitterhed og misantropi vokser han sig jo nok fra, men sange som "Tell Me Everything", "Cry Ophelia" og den vidunderlige "This Pain (That I Love)" mere end antyder, at her er, i lighed med Dylans søn Jacob, en søn, der vokser sig større end faderens skygge.

*Sean Ono Lennon: Into The Sun. Producer: Yuka Honda. Grand Royal/Virgin. Sean Ono Lennon giver koncert mandag den 6. juli i Pumpehuset i København.
*Julian Lennon: Photograph Smile. Producer: Julian Lennon & Bob Rose. Rough Trade.
*Chris Stills: 100 Year Thing. Producer: Ethan Johns. Atlantic.
*Emma Townshend: Winterland. Producere: Dylan Rippon & Ross Cullum. Eastwest America.
*Adam Cohen: Adam Cohen. Producer: Steve Lindsey. Columbia/Sony

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu