Læsetid: 2 min.

Færre vil være sygeplejerske

15. juli 1998

De unge vælger fagets naturvidenskabelige del fra, siger studiechef

Færre ønsker at blive sygeplejerske, viser Undervisningsministeriets foreløbige opgørelse over søgningen til de videregående uddannelser. Tendensen var tydelig allerede sidste år med en rekordlav søgning, men viser sig altså med dette års yderligere tilbagegang på otte procent at være støt nedadgående.
Og at kun 2.381 har søgt er ifølge studiechef Jakob Lange fra Københavns Universitet "stærkt bekymrende":
"Det er udtryk for de unge kvinders fravalg af sygeplejeuddannelsens naturvidenskabelige del. Mange af de unge har en HF eller en nysproglig studentereksamen, og de tror ikke, at de kan mestre kemi og matematik," siger Jakob Lange og tilføjer:
"Dertil kommer, at man ikke har fortalt sandheden om tilværelsen som sygeplejerske. Lønnen er slet ikke så forfærdelig, og hvis man vil, kan man opnå stor fleksibilitet. Der er også store muligheder for spændende arbejde i udlandet," siger Jakob Lange til Information.

Et tilvalg
Formand for sygeplejeskolernes Rektorforening og rektor på Alborg Sygeplejehøjskole, Sonja R. Skrumsager, mener ikke, at man kan give en enkel forklaring på den dalende interesse, men peger bl.a. på Dansk Sygeplejeråds omtalte kampagner for bedre løn og arbejdsforhold:
"Måske har det givet anledning til en eller anden grad af animositet, som vi jo generelt ser i disse år, mod hele fagforeningsbevægelsen. Men jeg tror også, at de unge kvinder i dag mere søger mod universitetsuddannelserne, ganske enkelt fordi der er blevet flere studiepladser at gøre godt med, og derfor kan der måske snarere være tale om et tilvalg af en anden uddannelse end et fravalg af sygeplejeuddannelsen," mener Skrumsager.

Fortæl sandheden
"Dén tror jeg ikke på", siger studiechef Jakob Lange, der baserer sin sikre konstatering på "alle de mange, mange forskellige mennesker, jeg har talt med gennem årene: "Forestillingen om, at man vælger en uddannelse som man vælger sin kæreste - med en rislen ned ad ryggen - holder ikke. Der er i langt højere grad tale om et pragmatisk valg eller et decideret fravalg, som f.eks. fravalget af det naturvidenskabelige islæt," anfører Jakob Lange, der har dette råd til Sygeplejehøjskolerne og hospitalernes arbejdsgivere, Amtsrådsforeningen:
"Sygeplejersker kan ikke erstattes af andre faggrupper. Det er derfor nødvendigt at lægge pres på for at få styrket de naturvidenskabelige fag på HF og den sproglige del af gymnasiet. Og fortæl så sandheden om sygeplejefaget, ved blandt andet at slå på internationaliseringen og de mange perspektiver i at arbejde i udlandet, samt den ikke helt ringe lønmulighed."
I Dansk Sygeplejeråd oplyser man, at man sammen med Amtsrådsforeningen er ved at forberede en offensiv på området.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her