Læsetid: 4 min.

Fange i det frie Kosovo

29. juli 1998

Desperationen synes at have grebet Kosovo-albanernes oprørshær, og det mærkede vores korrespondent, der blev tilbageholdt i oprørernes 'hovedstad'

Malisjevo - "I er ikke i fængsel," understregede en Kosovo-albansk soldat på politistationen.
"Nå, men kan vi så gå," sagde vi i munden på hinanden og rejste os op.
"Nej," sagde soldaten.
Forud var gået andre eksempler på den mærkelige logik, som hersker i de albansk-kontrollerede lommer i den serbiske provins Kosovo.
Vi var tre journalister og en albansk tolk, der ad små bjergveje var nået frem til Kosovo-albanernes oprørshærs 'hovedstad' Malisjevo, kort inden den faldt. Byen er ikke andet end en landsby, hvor to veje krydser. Serberne havde spærret alle adgangsveje til Malisjevo-lommen under deres store offensiv, der begyndte i weekenden.
Albanerne kalder dette område for det frie Kosova efter den albanske betegnelse for det serbiske Kosovo. Men måske er det frie Kosova ikke så frit alligevel.
Lige så snart vi kom til Malisjevo, standsede vi en politibil for at spørge efter politiet eller kommandanten. Men i stedet blev vi bedt om at komme med på politistationen. "I har ingen tilladelse til at arbejde i dette område," sagde en soldat.
"Nej, men vi er jo lige kommet til byen, og ville opsøge politiet eller kommandanten for at få den tilladelse, eller hvad vi nu skulle have," svarede vi. Men det hjalp ikke.
Tværtimod fandt soldaten ud af, at vi havde arbejdet på vejen til Malisjevo ved at tale med nogle af de mange tusinde albanske flygtninge på de små bjergveje. "Det havde I ingen tilladelse til."
"Men vil du have, at vi først skal rejse i flere timer ad små bjergveje og krydse frontlinjen for at tage til Malisjevo for at få en tilladelse til at arbejde som journalist, og så bruge flere timer på at tage tilbage igen?" spurgte en af os.

Informationskontrol
Derefter fulgte en længere diskussion om pressefrihed, og om at få oplysninger ud.
"I har albanske landsbyer, der brænder få kilometer herfra. Er det ikke noget, som offentligheden skal have at vide," spurgte min schweiziske kollega soldaten, som havde arbejdet i Schweiz og talte både tysk og fransk.
Efter en længere diskussion sagde soldaten: "Jeg går også ind for fri information, men den skal bare være kontrolleret." Og hvad kan man sige til det?
Så gik soldaten med følgende erklæring: "I bliver her, indtil jeg siger til."
Derefter var vi overladt til os selv og til at kikke rundt i det spartanske værelse på fire gange fire meter med vægge, der kun var nødtørftigt pudsede og med et laset grønt mønstret tæppe på gulvet. Ind i mellem stak en soldat sit hoved ind for at tælle os.

Fisk eller kød
Som en særlig oppasser fik vi en rigtig politibetjent. En sympatisk studerende på 22 år, der for nogle måneder siden havde sluttet sig til UCK. Han sagde, at han sad i lokalet ved siden af, og vi kunne bare kalde på ham, hvis vi ville have noget at drikke eller spise.
Da vi havde siddet og kikket på de gråpudsede vægge i tre timer, tænkte vi, at vi lige så godt kunne smage på maden.
"Fisk eller kød," sagde den 22-årige. Og gjorde opmærksom på, at det var konserves. Det kolde kød fra dåsen var skåret i stykker i en hundetallerken, og jeg tror ikke en gang, at min nabos hund ville have spist det.
Vi talte meget om, hvorfor de havde spærret os inde. Min anden schweiziske kollega var overbevist om, at de ville holde os, så ingen oplysninger kunne komme ud om deres katastrofale situation med et tilbagetog kun ti kilometer nord for byen. Hun mente, at vi snart ville blive sat fri, fordi klokken var syv om aftenen, og det var snart for sent til avisernes deadlines, hvis vi først skulle tilbage til Pristina. For i den albanske lomme virker ingen telefonlinjer.
Efter tre en halv times indespærring gik vi ind i lokalet ved siden af for at få en afklaring. "Om en halv time kommer kommandanten, og så vil der komme en løsning," blev vi lovet. En halv time efter: "Kommandanten kommer ikke. Han har travlt. Han er ved fronten." Ja, han havde jo nok vigtigere ting at tage sig til.
"Men I er fri nu," sagde han. Og derefter begyndte de to med en hel svada af undskyldninger for, at vi var blevet tilbageholdt i fire timer.
Vi måtte forstå, at der var serbiske spioner i området, og UCK var kun begyndere. Vi er først ved at opbygge vores samfund nu, sagde den ene: "I øvrigt måtte I forstå, at I var blevet placeret i vores gæsterum."
"Ja tak, så vil jeg nødig prøve jeres fængsel," sagde jeg.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her