Læsetid: 5 min.

En farlig cocktail

3. juli 1998

Når sport og politik går hånd i hånd, så er man aldrig langt fra Legene i Berlin
i 1936 - den udvalgte race mod "Untermenschen"

FODBOLD
I 1992, i Stockholm, vandt Danmark ganske uventet Europamesterskabet i fodbold. Ex-jugoslavien var forhindret i at deltage pga. landets eksplosion, så Danmark kom med på afbud, så meget i sidste øjeblik, at vi stort set ikke var i træning, i modsætning til f.eks. tyskerne, som havde været i træningslejr i månedsvis. Men i det mindste var vi med i turneringen, hvilket vi var ikke så lidt stolte af. Men hvem havde dog kunnet forudsige, at vi ville slå Frankrig, Holland og Tyskland i finalen? Ingen! Det var umuligt! I det franske sportsblad I'Equipe kunne man, så vidt jeg husker, læse noget i retning af "århundredets overraskelse".
Det var den 26. juni. Kort forinden havde Danmark gjort sig bemærket ved at stemme nej til Maastricht-traktaten, og en chokbølge gik gennem Europa. Som man nok erindrer, medførte den danske folkeafstemning en ditto fransk, hvor ja'et vandt ligeså småt som nej'et i Danmark, som var begge nationer delt op i næsten ens halvdele.
De, som stemte nej i Frankrig, var stort set de samme, som de, der stemte nej i Danmark, det var det ekstreme venstre og det ekstreme højre (det sædvanlige rød-brune forbund) - og så selvfølgelig en masse mennesker, som var i tvivl om, hvorvidt den europæiske union var godt for noget, i fortiden som fremtiden. I denne lange varme sommer, forblev talrige danskere overbeviste om, at vi var et folk udvalgt til at give de andre en lærestreg.
I nej-sigernes lejr var der glæde over, at også fodboldlandsholdet viste vejen frem for stigende berømmelse - man glemte blot i farten, at spillerne, som stort set alle er lejesvende, der lever uden for landets grænser fra Skotland til Italien, stort set alle var ja-sigere. Alt i alt gav dette en tåbelig nationalistisk cocktail. For størstedelen klappede de venstreintellektuelle i deres små hænder, mens vi, som havde stemt ja, gik for at være forvildede ballademagere. Situationen var omvendt i Frankrig, hvor den intellektuelle elite, kunstnere og skuespillere, stort set gik ind for et Ja.

Meget er forandret
Siden 1992 har meget forandret sig i Danmark - til det værre. Jeg bor ikke mere i dette så berømmede tolerante Danmark, "landet hvor alt er tilladt", som le nouvel Observateur skrev mod slutningen af 60'erne.
I dag har vi ikke mindre end to partier, som prædiker fremmedhad mod pakistanere, afrikanere osv. De vil jage alle flygtninge ud af vort berømte så danske Danmark, og tilsammen høster de 15 pct. af stemmerne, præcis som Le Pen i Frankrig. Selv antisemitismen har atter vist sig ansigt. Man kan læse på Glistrups internetsider - Glistrup, som var et af disse partiers grundlægger - at Shoah bare er en opfindelse, og at der kun var en håndfuld jøder, som blev slået ihjel.
Glistrup har trukket sig tilbage, men Pia Kjærsgaard, en slags fanatisk portnerkone, bruger så modbydelige udtryk om indvandrerne, at man ikke skulle undre sig at en skønne dag... Hovsa!
Vores operettefascisme lader ikke Le Pens værste retorik noget tilbage. Og Ekstra Bladet, vort største dagblad, er lige i hælene på Pia Kjærsgaard i deres hetz mod indvandrerne. Mens jeg skriver disse linjer, lancerer bladet en kæmpekampagne for et dansk Nej til folkeafstemningen den 28. maj. Det er øjeblikke, hvor man føler sig syg over disse afstemninger.
Og på venstrefløjen? Der synger man stadig det samme omkvæd. "Hvad har vi at sige til 40 millioner polakker i den europæiske Union", spørges der i en reklamekampagne, der har været i alle de store aviser, til det ekstreme højres store tilfredsstillelse: "Vi kunne ikke have sagt det bedre selv. Vi danskere må forblive rene!"

Revnende ligeglad
Men tilbage til fodbold. Jeg var selvfølgelig glad hin sommer i 1992, over at det var lykkedes os at slå alle de store nationer. I dag er jeg revnende ligeglad med, om vi vinder eller taber verdenscuppen. Vi bliver sikkert hurtigt elimineret, mens Norge måske har en chance for at gå videre. Og ingen i Skandinavien er så nationalistiske som nordmændene, for hvem Europa er djævlen selv. Hvis de ikke havde fundet olie ville Norge slet ikke eksistere. Hvis det skulle ske, at Norge vinder, så bliver vi vidner til en endnu værre chauvinisme end den danske i 1992. Når sport og politik går hånd i hånd, så er man aldrig langt fra olympiaden i Berlin i 1936 - den udvalgte race mod "Untermenschen".
Brødrene Laudrup, den vidunderlige målmand Peter Schmeichel (Manchester United), selvfølgelig elsker vi alle, piger som drenge, disse helte. Uden dem ville livet være sørgeligt. Jeg drømmer stadig om at overraske alle og enhver ved at vinde Tour de France. Og hvorfor skulle det i øvrigt ikke blive muligt i en nær fremtid, når man med genmanipulation kan udføre mirakler - eller gøre verden til et veritabelt mareridt?

Det perfekte samarbejde
For tiden er det dog ikke dette mareridt, vi har at gøre med i Danmark, men i stedet det, som jeg talte om før: racismen. Som selvfølgelig ikke er foranlediget af vort smukke fodboldhold, men af de politikere og journalister som udnytter disse talenter. Lad det bedste hold vinde, sådan. Og lad os så holde op med at spille åndssvage.
Danskerne stemmer nok ja, den 28. maj, efter i årevis at have ført den mest tåbeligt tænkelige debat. Og sandsynligvis skaber vort fodboldhold ikke sensation i Frankrig. Hvis det modsatte er tilfældet, vil jeg ganske uberørt se til. Med mindre... vil jeg virkelig endnu engang gribe mig selv i at hoppe i stolen og råbe: "Kom så, kom så!"?
Som De nok har gættet, kender jeg intet til fodbold. I Danmark er det almindeligt, at en kendt forfatter blander sig i både skrift og tale om sport. Der, som her, er der ikke særlig mange forfattere, som for alvor kender til emnet. Men når de kender til det, så er det indgående, som Norman Mailer, P. O. Enquist og i Frankrig to forfattere, som er bidt af sport: Jean Lacouture, med sin bog om rugby, og så selvfølgelig Albert Camus, når han talte om fodbold. Han så i fodboldspillet, muligheden for det perfekte samarbejde, fyldt af værdighed. Den værdighed, som vi savner mere og mere.

Oversat af Tine Byrckel.
©Liberation og Information

Forfattere og fodbold
*Det franske dagblad, Libération, bad en forfatter fra hvert af landene ved slutrunden i VM om at skrive noget om deres forhold til fodbold. Fra dansk side blev Henrik Stangerup opfordret. Her er hans bidrag til serien, idet vi gør opmærksom på, at det er skrevet før slutrunden og endog før Amsterdam-afstemningen - samt at manuskriptet ikke forelå på dansk. Flere af Stangerups bøger er oversat og udkommet i Frankrig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her