Læsetid: 2 min.

En farvet fortælling fra Guldalderen

28. juli 1998

- om sort og hvidt

NY BOG
DE FRIFARVEDE var datidens klodsede oversættelse af "den særegne Classe Indvaanere i Vestindien, man dér benævner free coloured men," også kaldet mulatter, hedder det i Henrik Hertz' novelle med denne titel, udgivet i en såkaldt Nytaarsgave 1836.
To år før var disse frifarvede blevet juridisk ligestillede med andre danskere på hine koloniserede øer, men først i 1848 bekvemmede kongen sig under pres til at ophæve slaveriet, noget man just har fejret 150 års jubilæet for under en tilsvarende dansk modvillighed, eller hvad man nu skal kalde den flove deltagelse i ceremoniellet.
Dansk Vestindisk Selskab har fortjenstfuldt fundet denne novelle frem og meget apropos genudgivet den i en køn publikation fra Poul Kristensens Forlag.
Af novellens hele holdning fremgår det, at Hertz med sympati har forudset et oprør mod de herskende vilkår af foragt og tilsidesættelser. De frifarvede kunne være særdeles velhavende plantageejere med slavehold, men sluttede sig til de sortes oprør, som tilfældet var under den haïtianske revolution mod franskmændene i 1804. Racekamp og ikke klassekamp.
Man mødte i Guldalderen vestindere i København, og kolonialvarerne derovre fra var eftertagtet kolorit på tilværelsen. Hertz kan som jøde, der ønskede at assimilere sig med den kristne kultur, have haft en særlig følsom interesse i emnet, ligesom den socialt ambitiøse H.C. Andersen, der et par år efter skrev skuespillet Mulatten.

Forenklede typefigurer
Fortællingens unge mand, som hører til "de Blanke", dvs. de hvide, kommer i en slem knibe, da det går op for hans mor, at han har forelsket sig i kusinen Marguerite, datter af en farbror og et frifarvet fruentimmer, som det hedder. Underskøn og sensuel forekommer hun denne Georg Graves, som var i den alder, "da man fornemmeligt i hiint Clima tør tænke på at gifte sig."
Jeg-fortælleren, der siden barndommen har næret interesse for det eksotisk eventyrlige miljø, der optog hans kreds, hævder at have historien fra en vis Junghans, fru Graves' hushovmester og slavefoged, nu pensionist i København. Han blev den hovmodige og hadefulde mors redskab, da Georg sendtes på dannelses- og forretningsrejser til Europa, bl.a. til nogle familiebesiddelser i Norge, for at besinde sig på det passende ægteskab, moderen havde forberedt til ham med den smukke hvide Heloïse.
Han træffer hende i Norge og viser sig nu som en svag og glemsom sjæl, så meget mere som han ikke har modtaget Marguerites breve. Hans ny beslutning om at ægte Heloïse ændres imidlertid i yderste øjeblik, da han ved selvsyn overvældet konstaterer, at Marguerite har født ham et barn.
Den kraftigt ræsonnerende fortæller nægter sig ingen eventyrligt romantiske elementer i afviklingen af konflikten, hvor den vankelmodige Georg bukker under og hans mor på langt sigt får sin straf.
Det litterære niveau er ikke imponerende i karaktertegningen, men interessant i modstillingen af forenklede typefigurer og den mere sammensatte, men slatne hovedperson.
Hertz' sans for lokalkolorit og eksotisme giver fortællingen nogen sanselighed ud over de postulerede lidenskaber. Men emnet med dets anskueliggjorte kritik af de racistiske og sociale fordomme giver den en særegen aktualitet, ikke kun af jubilerende art.

*Henrik Hertz: De Frifarvede. Fra Kjærligheds Veie. Nytaarsgave 1836. Indledning og noter ved Anne Walbom og Eva Frellesvig. 84 s., 120 kr. Dansk Vestindisk Selskab/Poul Kristensens Forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu