Læsetid: 4 min.

Film i tv

23. juli 1998

*Harvey Keitel ses her i en for ham noget usædvanlig rolle som enlig far og mislykket forretningsmand. Filmen er et drama fra 1994, der ikke blev skønnet god nok til en hjemlig biografpremiere. I England var modtagelsen dog positiv. Der fortælles en uskyldstabs-historie om en high school-pige (Fairuza Balk), der går med en forfatter i maven og allerede har sit tema klar: faderens virkelige eller imaginære forbrydelser vil give hende stof til historien om en piges opvækst i 1960'ernes Colorado. Keitel er faderen, der har store drømme om lykkeligt familieliv og blomstrende forretninger, men det bliver mest til luftkasteller. Filmen bygger en roman af Sheila Ballantyne og betegnes som velspillet og velfortalt. Anthony Drazan har instrueret, og i flashback-scener ses en af amerikansk films bedste yngre kræfter, Kelly Lynch, som den afdøde mor.
Imaginary Crimes/ Lykkedrømme. DR1, torsdag kl. 22.30-00.10

*Alfred Hitchcock havde store ambitioner med denne thriller, der skulle være meget erotisk i sin skildring af en smuk kleptoman blondine med sært sammenfiltrede fortidsknuder. Og med Sean Connery som helten kunne der vel også være blevet fyret op under kedlerne. Men Hitchcocks private besættelse af sin selvprotegerede stjerne Tippi Hedren synes at have spærret snarere end befordret hans inspiration. For bortset fra et par vellykkede suspense-afsnit (især i den framragende start) blev Marniex en mekanisk og forkølet affære, som kun instruktørens mest tilbedende fans har kunnet gå ind for.
Marnie. TV3, torsdag kl. 22.55-01.20

*Birger Larsen fik, 28 år gammel, et Bodilbelønnet gennembrud med denne historie om den 12-årige Lasse, der får problemer, da hans forældre skilles og han skal tilpasse sig moderens nye mere socialt ambitiøse miljø. Lasse er ikke den store ørn i skolen, men ellers en kvik dreng, der trives godt i samværet med sin varme slagteriarbejder-far. Men nu står menuen på lektielæsning og vand i håret! - Larsen optog den lidt elementære historie med en mængde finurlige, artistiske drejninger og en kolossal træfsikkerhed i de mange små pointer hen ad vejen. Det er en meget charmerende, musikalsk film med en fin følelsesmæssig understrøm og fornemmelse for årene lige inden pubertetens mere voldsomme sjælekampe. Desværre bruger Birger Larsen nu mest sin dygtighed på reklamestrimler, men sidste år opnåede han at blive Oscarnomineret for den 11 minutter lange børnefilm Ska' vi være kærester? - Filmen bygger på en roman af Ulf Stark og fik endnu en Bodil, da Tommy Kenter modtog prisen for bedste hovedrollepræstation - her var ingen diskussion, det er Kenters stjernestund på film. Men også Birthe Neumann brillerer med et tiltrækkende tvetydigt moder-portræt, og som en Lolita-agtig stedsøster rammer Laura Drasbæk i plet - hun spillede sidenhen champagneluderen i Pusher.
Lad isbjørnene danse. DR1, lørdag kl. 20.55-22.20

*Peter Yates indskrev sig i filmhistorien med en 11 minutter lang biljagt i politifilmen Bullitt fra 1968. Steve McQueen fræser gennem San Franciscos stejle gader med suveræn foragt for tyngde- og færdselslove i denne godbid, der desværre blev meget efterlignet: når manusforfatter og instruktør er i vildrede med hvad der skulle ske i deres film, kan man jo altid indlægge en biljagt! - McQueen spiller politimanden Bullitt, der får til opageve at beskytte et mafia-medlem, som har lovet at vidne mod gamle gangstervenner. Da vidnet myrdes, raser Bullitts overordnede - og så er der kun tilbage for vor helt selv at opklare mafiaens snedige manøvrer for at undgå belastende vidneudsagn. - Det lyder meget amerikansk, men Peter Yates er faktisk englænder, selv om han mest har lavet film i USA. Han står også bag filmens mange fine vinkler på San Franciscos by-miljø, indfanget af William Frakers virtuose foto. Fremmede øjne ser jo nogle gange bedst. Foruden McQueen, der døde af kræft i 1980, medvirker Jacqueline Bisset, Robert Duvall og Robert Vaughan.
Bullitt. DR1, lørdag kl. 22.20-00.00

*E. M. Forster stod i nogen tid i skyggen af mere produktive forfattere fra århundredeskiftets England (James, Wells, Shaw, Lawrence), men måske er han den, der bedst har modstået tidens tand. I hvert fald bliver han med stor succes filmatiseret, især af den åndsbeslægtede James Ivory, der med Værelse med udsigt skabte den hidtil mest charmerende Forster-film. En sædekomedie om englændere hjemme og i Firenze, hvor sanserne stimuleres med en langtidsvirkning, der rækker til mere prosaiske engelske omgivelser. Filmen er allerede lidt af klassiker, og her skal blot mindes om, at Helena Bonham-Carter, Daniel Day Lewis, Maggie Smith, Denholm Elliott, Judi Dench, Julian Sands og Simon Callow medvirker - hvilken rollebesætning!
A Room With a View/ Værelse med udsigt. DR2, søndag 20.50-22.40

*Bette Midler får chancen for at spille på mange tangenter i dette stort opsatte, langstrakte drama fra 1991, hvor hun er en sangerinde, som underholder amerikanske soldater i hele tre krige. James
Caan er hendes partner, men han er nu ikke så sjov - Bette er bedst, især når hun bare skal stå på scenen og holde soldaterne i ånde. Men filmen vil også være et slags epos om tingenes skæve gang i Guds eget land, med Vietnamkrigen som nulpunkt. Bette begraves i melodramatik og udenværker, men synge gør hun også, og affyre vittigheder kan hun jo som få. Så er man fan, skal filmen selvfølgelig ses, også fordi Woody Allens gamle samarbejdspartner, Marshall Brickman, har skrevet en del skægge replikker til den dejlige dame. - Mark Rydell har instrueret, og i biroller ses George Segal og Parick O'Neal.
For the Boys. TV 2, mandag kl. 00.20-02.40

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu