Læsetid: 4 min.

FILM i tv

16. juli 1998

*Alfred Hitchcock skiltede ikke med sin status som auteur, forstået som en filmkunstner, der fastholder sin specielle, personlige tematik fra film til film. Tværtimod bedyrede den trinde filur, at når han så ofte vendte tilbage til de samme motiver, var det netop fordi han ikke interesserede sig for filmenes indhold. Dermed lagde han et røgslør over den kendsgerning, at han f. eks. i sin klassiker Vertigo fra 1958 konsekvent kredser om en tragisk, romantisk-erotisk besættelse, næret af voyerisme og dødslængsel. Hitchcock ville helst fremstå som kynisk joker, men en film som Vertigo lader sig ikke bortforklare. Her er James Stewart stand-in for Hitchcocks livslange betagelse af den gådefulde blondine, drømmekvinden med de erotiske gløder ulmende bag det anstændigt perfektible ydre. Og det bliver til en fabel om virkelighed og illusion, hvor Stewart ender med at omskabe heltinden i sit romantiske (vræng)billede. - Stewart er politimanden, der må tage orlov, da han lider af højdeskræk, men til gengæld oplever sit livs følelsesmæssige højdepunkter sammen med Kim Novaks mystiske Madeleine. Hun prøver at drukne sig nær San Franciscos Golden Gate Bridge - tilsyneladende. For der er mere end dobbeltbund i den indviklet konstruerede historie, der til gengæld fortælles i et klart, renset billedsprog, af en altgennemtrængende skønhed i former og farver. Vertigo glider langsomt over lærredet som en majestætisk undervandsdrøm og er vel ikke udpræget tv-egnet. Men kender man endnu ikke den side af Hitchcock, bør man ikke betænke sig på at lukke op for tossen og se det legendariske mesterværk.
Vertigo/ En kvinde skygges. TV 3, torsdag kl. 22.45-01.10

*Ingmar Bergman fyldte 80 i tirsdags, ufatteligt ungdommelig og åndsfrisk. For en stor filmkunstner kan det være mere tragisk at leve for længe end dø for tidligt, men det gælder ikke Bergman.
DR 2 markerer fødselsdagen med hans seneste tv-film, Larmer og gør sig til fra 1997 og den viser en Bergman i fuld excentrisk vigør, stadig med evnen til at suggerere skuespillerne ind i en betingelsesløs indlevelse. Og dermed holde interessen fangen om en mildest talt noget støvet og gammeldags patetisk historie. - Det handler om den halvgale ingeniør Åkerblom (Börje Ahlstedt), der i 1925 opfinder sin specielle version af talefilmen og i en snestorms-hjemsøgt svensk provins opfører Glædespigens glæde, et drama om den syfilis-døende Franz Schuberts forhold til en datidig, jomfruelig luksusluder. - Det bliver et mindre repetitionskursus i Bergman-temaer, gennemspillet i selvkredsende lommeformat i et overophedet, stiliseret drømmeland, hvor den hvide klovn endnu engang ses som dødssymbol, kunsten som eneste forløsningsmulighed og den sunde unge kvinde som sidste menneskelige redningsplanke. Som i mange andre filmiske alderdomsværker står manererne nøgne tilbage, når den oprindelige inspiration tynder ud, men den bergmanske intensitet lyner med mellemrum, især når kønnenes kamp bliver ungdommeligt heftig. Börje Ahlstedt påtager sig uforbeholdent den ekstreme bergmanske blanding af masochisme og dødsdrift, mens Pernilla August og Lene Endre spildes i småroller. Til gengæld får Erland Josephson nærmest uendelig spilletid som en trættende ekscentriker. - Dokumentarprogrammet I sällskap med en clown, vist af svensk tv, afslører en 79-årig Bergman i topform under optagelserne, fisende rundt i kondisko, alvorsfuld, pjanket og besjælet af en dynamik, mange unge instruktører må misunde ham. Den Bergman-samtale med Jörn Donner, DR 2 sender inden
tv-spillet, er derimod en noget tung affære og trætter ved for 117. gang at fortælle om Ingmars forhold til forældrene.
Larmer og gør sig til. DR 2, lørdag kl. 21.00-23.00

*Morten Arnfred har senest udsendt to kriminalfilm i træk, samt dannet partner med Lars von Trier på Riget i to lange omgange. Det har måske skygget lidt for hans indsats som en af vores fineste filmrealister, og et bedre eksempel på hans afrundede, lydhøre menneskefremstilling end Johnny Larsen findes ikke. - Det er en varm, livfuld og vittigt pointeret fortælling om et afgørende halvt år i den københavnske arbejderdreng Johnnys liv, henlagt til starten af 1950'erne, hvor arbejderklassen var kulet godt ned af koldkrigs-atmosfære og kommunistforskrækkelse. Johnnys far prøver da også at lære drengen lydighed og underkastelse på et arbejdsmarked uden mange rettigheder for de nederste i rangordenen. Men Johnny gør instinktivt oprør mod kuli-rollen og henter inspiration fra bedsteforældre-generationen af arbejdere, der har holdt stærkere fast ved idealerne. Johnny lærer at sige fra, men det koster. - Allen Olsen fik sit livs rolle som Johnny, og der var også Bodilpris til Frits Helmuth som hans velmenende, svage far. Også Karl Stegger, Berthe Quistgaard og Ole Meyer yder markante præstationer i den meget velspillede og deltaljepræcise film. - Arnfred formår at sige en masse uden at hæve stemmen, han lader undertonerne tale og runder for eksempel filmen næsten tyst, men meget bevægende af.
Johnny Larsen. DR 1, lørdag 21.00-22.40

*Debra Winger, hvis karriere i starten tegnede som lysende, har ikke gjort meget væsen af sig i de senere år. Men måske lønner det sig at åbne for i lilleby-dramaet A Dangerous Woman fra 1993, hvor Winger har en udpræget karakterrolle. Hun spiller den besværlige Martha, der bor sammen med sin jævnaldrende tante og skaber pinlige situationer ved at altid at sige sandheden. Historien bygger på en meget rost roman af Mary McGarry Morris, bearbejdet af endnu en kvinde, Naomi Foner. Det ville være et rent kvindeforetagende, hvis ikke instruktøren havde heddet Stephen Gyllenhaal. Det generelt pålidelige engelske Time Out roser filmen for spillet - Barbara Hershey ses som tanten og Gabriel Byrne som de to kvinders altmuligmand.
A Dangerous Woman/ En farlig kvinde. DR 1, onsdag kl. 22.10-23.50

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her